Göttinger Predigten im Internet

Der er noget, der hedder en knudemand. Dem er der vistnok mange af. De er meget forskellige, men de ligner hinanden på knuderne. Han er nærmest helt stivnet midt i sit liv. Før kunne han både le og synge. Han kunne sige dejlige ting til sin kone og pludre lystigt med børnene. Når vennerne var på besøg, gik snakken om alt mellem himmel og jord. - Også om det, der brændte på for dem og om forventninger og skuffelser. Lutter gode snakker som de kun kan finde sted blandt venner.

Den gang, før han gik i knuder, sov han godt om natten; og så var der noget ved at stå op om morgenen. Dagen lå foran ham fuld af muligheder og overraskelser. Lønnen var bestemt ikke svimlende dengang, og der var da også masser af problemer. Men der var også energi og fantasi til at løse dem; og det gik helt godt med at sætte tæring efter næring. Bevares, man kunne da godt blive både sur og gal; men det gik hurtigt over, fordi munterheden var stærkere.

Det er ikke længere til at huske, hvordan og hvornår knuderne meldte sig. De kom vel lidt efter lidt. Han begyndte at hænge sig i bagateller. Og så følte han sig så forurettet. Det var altid de andre, der var heldige. De andre kunne sagtens: Arbejdskammeraterne, naboerne, vennerne, familien, konen, børnene. Han var den eneste, der måtte arbejde hårdt, den eneste med problemer, den eneste med trafikforstyrrelser, den eneste med regnvejr, den eneste med sådan nogle børn. Eller unger, som han kaldte dem. Det havde han også gjort før i tiden, men da var tonefaldet et andet. Nu var ordet unger fyldt med irritation, ja næsten væmmelse.

Der var måske ikke så mange, der i første omgang lagde mærke til, at han ændrede sig. Det kom jo snigende lidt efter lidt. En dag flyttede han over til et andet bord i kantinen. Eller han for ud på vejen og overfusede naboen, fordi hans hund tissede på deres græsplæne. Det havde den ellers gjort i flere år; og græsplænen levede da endnu. Alt for godt endda, for sommetider skulle den slåes flere gange om ugen, når man var allermindst oplagt til det.

Der var noget galt hver dag: Fjernsynet, vejret, værkføreren, bilen, udenrigspolitikken, Brugsen, indvandrerne. Man vidste aldrig, hvor han slog ned. Men oplevede det i stigende grad, som om alting forfulgte netop ham. Om det så var valutakurserne, som han aldrig havde brug for, så kunne han finde frem til dem i avisen, bare for at blive irriteret.

Trods alt var det bedre at have ham sådan, end da han gik helt i hårdknude. Da han lukkede sig om sig selv og sin egen bitterhed. Da han helt glemte at le, at lytte, at modtage indtryk, at svare, at samtale. Al berøring var som irriterende fluer. Al tale som irriterende støj. Det var ikke længere muligt at nå ham. Han var ikke blevet en robot, for hvis man kendte ham, kunne man godt se, at han led. Og det gjorde det på en måde endnu sværere. En robot eller en stenstøtte kunne man jo ignorere; men dette at han led gjorde, at man ikke kunne afskrive ham.

Sommetider var det ligefrem, som om han hakkede og stammede for at få noget frem, som han gerne ville sige; men det kom ikke. I stedet strammede han læberne, og der kom en isnende tavshed, som ikke bare var hans, men også blev hans omgivelsers. Han var blevet ”døvstum”.

Der findes noget, der hedder kællingeknuder. Det er ikke et forkert knob; men det er noget, kvinder kan få inde i deres sjæl. Det gør så ondt, men det kan ikke ses på et røntgenbillede. De bliver så kede af det; men når de skal forklare, hvorfor de har det sådan, kan de ikke finde nogen grunde. De har alt, hvad hjertet kan begære: Et smukt hjem, en god mand, nogle søde børn. Måske har de alligevel ikke alt, hvad just hjertet kan begære. De har så svært ved at tale om det. Og med de nærmeste kan de slet ikke tale. Ordene går helt i knuder: Kællingeknuder.

Knudemænd og kællingeknuder ! Den moderne ”døvstumhed”! Ordene stivner et sted mellem sjælen og medmennesket. De kan hverken nå ind eller ud. Mennesket bliver mere og mere alene med sin egen smerte. Det er, som om fortvivlelsen bider sig selv i halen.

Mennesker diskuterer så tit, hvad synd er. Og de nævner forskellige mere eller mindre uheldige ting, de har foretaget sig. Men hvad nu hvis synd er denne fortvivlede indkrogethed? Noget som har magt over en, og som stjæler livet fra en. Det rammer ens handlekraft; og man har svært ved at lade sig hjælpe. Det behøver naturligvis ikke at være hver dag og hele tiden; men måske oplever man det alligevel oftere og oftere. Ægteskabet bliver mere og mere tavst. Arbejdspladsen bliver mere og mere sur. Samfundet er nærmest håbløst; og der findes i det hele taget kun få lyspunkter. Måske kan man døve det med spiritus eller sløvende TV-kiggeri.

Hvad nu hvis det er sådan noget, der er synd? Så er synd da i hvert fald et langt farligere og mere omfattende begreb, end man havde forestillet sig. Så er synd ikke bare noget, man går rundt og gør eller ikke gør. Men det er noget, der har krammet på en. Man kan nok kæmpe imod; men det batter ikke rigtigt. Knuderne er hele tiden stærkere end løsningerne; og de bliver stadig strammere. Synd er ikke sådan en uskyldig gøren grin med ordensreglerne; men det er en uoverensstemmelse med livet selv, - med Gud!

De kom til Jesus med en knudemand. Han kunne ikke høre og havde svært ved at tale. Det er det med ordene, som ellers er menneskenes adelsmærke: Skabt i Guds billede. Nu lever han i den indkrogede fortvivlelse, som kaldes synd. Synden går ikke sporløst henover et menneske. Her har den ramt hørelsen og talen. Så ved vi, hvad det drejer sig om.

Jesus tager ham lidt afsides. Han gør mærkelige ting ved ham. De nysgerrige stiller sig på tæer, måske for at aflure ham kunsten. Men det er slet ikke nogen kunst, han har for med ham. Jeg ved ikke, hvad det skal til for; men manden skal jo da rendes over end på en eller anden måde.

Pludselig siger Jesus til ham: Effata! Det betyder: Luk dig op! - Det er netop det, der er problemet. Der er vel ikke noget, han hellere vil. Han er fuldstændig lukket til overfor livet og overfor Gud. Det er kun Gud, der kan hjælpe ham. Manden skal faktisk begynde helt forfra, som dengang han blev skabt med levende ord på sin tunge. Har Jesus den myndighed, der er så stærk som Guds eget ord? For det er det eneste, som kan hjælpe her. Det er ikke heksekunster, der er brug for. Det er Guds-magt.

Ja, Jesus har virkelig den myndighed, for straks da ordene er udtalt, åbnes manden overfor livet; og han kan både høre og tale. Hans synd er overvundet - og forladt. Underet er sket, og jubelen vil selvfølgelig ingen ende tage. Det er ikke et helbredelsesmirakel, de jubler over; men det er sejren over synden. Gud har vist sin magt for øjnene af dem. Og selvom Jesus prøver at lægge en dæmper på dem, spredes rygtet om ham ud over hele egnen.

Rygtet er da også nået helt herop til vores breddegrader. Og undervejs er det blevet stærkere og stærkere. Det, han foretog sig den dag ved Galiæa-søen, var ikke det eneste af sin slags. Overalt hvor han kom frem, befriede han mennesker for syndens plage. De lamme kunne gå, de døve høre, de blinde se, ja, selv de døde livede op for en stund.

Alt sammen er det et tegn på det samme: Hvor Jesus er, dér er Gud også. Hvor Jesus taler, dér taler Gud også. Det drejer sig ikke om mirakler og helbredelser, men om kampen mod og sejren over synden. Men vel at bemærke: Synden som den fortvivlede adskillelse fra livet, fra andre mennesker og fra Gud. Den fortvivlelse, der kan overmande os den ene gang efter den anden.

Rygtet er nået frem til vore breddegrader. Det er det rygte, vi holder gudstjeneste på. Her kommer han, som kan drive denne fortvivlelse på flugt. Her kommer han, som kan løse knuderne op.

Det er ikke nogen mirakelkur. Det er heller ikke nogen psykiatrisk behandling, - end ikke hjælp til selvhjælp. Det er blot dette, at Gud taler til os ved sin søn Jesus Kristus. Og ordene er så stærke, at de kan lukke mennesker op. Effata! siger han til de små børn, der døbes. De skal mindes om det igen og igen. Når de begynder at lukke sig om deres egen fortvivlelse. Luk dig op! Gud har sagt og bliver ved med at sige god for dig. Luk dig op! - Lev! Se Gud og din næste i øjnene. Der er intet at frygte, når først Gud har sagt god for dig.

Hvorfor er Guds ord så stærkt? Fordi det er Guds, - og fordi det er kærlighedens ord. Kærligheden er det eneste, som kan dirke det lukkede menneske op. Kærligheden er virksom hver dag over hele jorden med dette formål for øje. Og når mennesker må give tabt eller svigter, så står Gud dog stadig der med sit Effata! Luk dig op! Hør, at Jesus elsker dig! Gå ud og lev på det og se: Alting blomstrer omkring dig som en rosengård! Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk