Göttinger Predigten im Internet

Kristendommen handler om at blive hentet ud af sit mørke og at kunne se sig omkring i verden og også se andre mennesker i øjnene, fordi det hverken er dem, man skal sammenligne sig med, eller dem, der skal dømme en. Gud sætter målestokken for vores liv, Gud skal bedømme det. Det er i første omgang et alvorligt, et rystende budskab at få. Evangeliet hævder, at noget glædeligere kunne vi ikke få at høre; dels fordi det er bedre at blive dømt af Gud end at være overladt til menneskers dom, dels fordi Gud er barmhjertig.

Vi kender ikke ret mange farisæere af navn, men en enkelt gør vi nu. Ham mødte vi faktisk i en anden tekst i dag (1. Kor. 15,1-10), nemlig farisæeren Paulus. Det er et tankevækkende møde. Vi plejer at kalde ham apostlen Paulus, men til en begyndelse var han altså farisæer. I teksten vi hørte før fra alteret, omtaler Paulus unægtelig sig selv på en måde, der snarere minder om tolderens. Han kalder sig selv for et misfoster. Det vil sige: i forhold til det, han skulle have været, er han uudviklet, ikke det hele menneske, som det var meningen han skulle være.

Farisæeren Paulus udtrykker således en stor ydmyghed. Han havde gode grunde til at tale sådan om sig selv, ikke mindst da han vidste, at de, som han skrev til, kendte hans fortid. Han havde grund til at føle sig skyldig; han havde foranstaltet forfølgelser på de kristne, konspireret om at få dem udryddet, været ophavsmand til planer, som ville give ham selv indflydelse og position og rette et dødbringende slag mod den spæde kristne kirke.

Der er ikke noget at sige til, at Paulus kunne føle sig forlegen, f.eks. overfor de kloge mennesker i Korinth, som han skriver til. Men alligevel ser han dem altså ganske frimodigt i øjnene, ja dem og alle andre, også de ledende i den unge kirke, Simon Peter og de andre apostle. Han går ved flere lejligheder lige i kødet på dem. Det skyldes det budskab, han er blevet tjener for. Paulus ved godt, at folk i Korinth gør sig deres tanker om ham: hvad bilder han sig ind, ham med hans fortid ? Men hans svar lyder: ja, jeg har en fortid, jeg har befundet mig i et dybt mørke, jeg er et misfoster, den ringeste af apostlene. Men fortsætter han: »for mig, misfosteret, den skyldige, viste Kristus sig.« Dvs.: Jeg er noget værd i Guds øjne, ellers havde han ikke sendt sin søn til mig, så ufuldkomment et menneske jeg end er. Af Guds nåde er jeg noget værd. Deraf kom hans frimodighed. Han skulle ikke dømmes af andre, men sammen med dem skulle han dømmes af den Kristus, som han havde afvist, men som ikke desto mindre var kommet til ham og havde taget ham til nåde. Gud selv havde taget fat i ham og sat ham på plads.

At blive taget fat i af Gud og sat på plads, det er også det, der ligger i den lille fortælling om farisæeren og tolderen i templet.

Fortællingen handler ikke om at farisæeren er en hykler og tolderen en helt; nej, den er en modsigelse af hele vores måde at tænke om os selv på og en modsigelse af vores måde at omgås hinanden på. Vi bærer os i det store og hele ad som farisæeren, hvor meget vi end føler os frastødt af ham. Farisæeren hævder sig selv ved at måle sig med dem, der er ringere. Det er noget, vi allesammen gør. Vores samfund er gennemsyret af den form for sammenligning, der skal hæve os selv. Vi ser i smug på de andre, vi lader andres mening om dem eller deres mening om os være livets målestok. I den måde at betragte verden og de andre på bliver der god plads, både til mindreværd og til hovenhed, til misundelse og til skadefryd.

I vores fælles liv er det desværre uhyre udbredt. Når man har noget eller kan noget, får det ofte sin betydning fra, at andre må misunde en det. Ens værdi og selvfølelse afhænger af denne altomfattende sammenlignen sig med andre. Man styrker sin tro på, at man selv står for noget, ved at nedgøre andre. Det gælder i børnehaven, det gælder hos de unge, det gælder blandt de toneangivende, det gælder for os allesammen: det er i sammenligning med andre, at man hævder sig. Det er som en luft, vi har indåndet fra vi var små. Sammenligningen er rent ud sagt en pest i vort liv.

Farisæerens fejl var ikke, at han prøvede at leve ordentligt, ja, ikke engang at han tillagde dette værdi. Hans fejl var, at denne værdi hentede han fra en sammenligning med de andre. Han mente han kunne nøjes med den målestok på sit liv, der hed en sølle tolder. Han mente, at med ham var det fint, hvis han blot var bedre end de ringeste. Når vi i dag hele tiden ser os selv med andres øjne, når vi taler nedsættende om de andre eller giver dem skylden, men sjældent vover at give dem æren, medmindre det kan hæve os yderligere over dem, så er det et udtryk for, at vi ikke er i stand til at se på andre som brødre og søstre, fordi vi ringeagter dem eller ringeagter os selv. Evangeliet tager en større målestok frem, ja den største. Det siger: Gud er til - han vil dit liv og vil noget bestemt med det. Vil du måle dig selv, så mål dig selv med den målestok - i stedet for på de andre. Sådan udtrykker kirken en enestående agtelse for ethvert menneske. Ethvert menneske står i et forhold til Gud, ethvert menneske er derfor også noget ganske særligt, også selvom det måske ikke er noget i forhold til andre. At Gud er til, betyder at ethvert menneske ikke kun skal måles på de andre, men skal måles med en målestok, der er større. Målt med den målestok kommer mennesket til kort. Men at det overhovedet har lov at måle sig med den, er samtidig udtryk for, hvor meget mennesket er værd.

Tolderen, ham, der slår sig på brystet og siger, Gud vær mig synder nådig, han var sikkert sammenlignet med farisæeren et skrog. Det vidste han godt, der var ikke mange ringere end ham. Men han nøjedes ikke med at måle sig med den beskedne målestok, der hedder: de som er ringere end mig; han vovede at måle sig med den største målestok, der findes, Guds målestok. Der skal noget til at gå hen til Gud og sige: Gud, vær mig synder nådig. Der skal være en tro på, at man ikke er et kryb, men et menneske. Der skal være en tro på, at Gud har villet noget med ens liv, så totalt man også har forfejlet det. Tolderen var kommet til kort overfor det, Gud havde villet med ham - også i sjælden grad. Men han gik retfærdiggjort hjem, siger Jesus. Det vil sige: han gik hjem som en mand, der havde fået lov til at løfte hovedet, også hvis han tilfældigvis gik forbi en farisæer. For det var Gud, han ikke havde turdet løfte sine øjne imod, og det havde han nu fået lov til.

Evangeliet handler om, Gud tager fat i os og sætter os på plads. Evangeliet henter os ud af vores mørke, selvforagtens eller hovmodets mørke, og åbner verden på ny. Sådan som Paulus følte det - manden med farisæer-fortiden. Du er noget værd, ganske uanset om du ikke er det i andres øjne. Du er en synder, måske endda en stor synder. Men det er et adelskab, for Gud har kastet sin kærlighed på syndere. Ganske enfoldigt sagt: den, der bøjer sig for Gud, behøver ikke at krybe for noget andet menneske. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk