Göttinger Predigten im Internet

Denne lignelse, som har fået navnet Den utro Godsforvalter, har alle dage ført til svære problemer, for hvordan i alverden kan man fortælle en så umoralsk historie og så lade den ende med, at forvalteren, der i den grad har handlet på egen hånd, får ros?

Selve lignelsens ydre er ganske realistisk. Disse store godser var der mange af i Israel på Jesu tid.

Deres ejere levede tit et andet sted, deltog i landets styrelse i Jerusalem, eller boede i det behagelige klima ved kysten eller drog rundt på handelsrejser i det store udland. Og så havde de selvfølgelig en pålidelig og regnskabskyndig forvalter til at varetage deres interesser hjemme på godset. De skulle ikke mindst sørge for, at de bønder, der forpagtede dele af jorden betalte deres afgifter i form af hvede eller olie eller vin, og at de gjorde det til tiden. - En sådan forvalter var en betroet person. Det kunne være sjældent han traf ejeren, så han var tit udstyret med ubegrænset fuldmagt til at handle på ejerens vegne. De skyldbreve, der optræder i lignelsen kunne være en slags høstpantebreve, som fastlagde, hvad de afhængige bønder skulle levere i afgifter. når høsten var kommet i hus.

Det er selvfølgelig godsforvalterens opgave at inddrive de fordringer i stedet for at nedskrive dem, men man kan godt tænke sig, at nedskrivningen, han her foretager faktisk var retsligt bindende, fordi han havde uindskrænket fuldmagt til at handle på ejerens vegne.

Men hvad handler denne lignelse dog om? Hvorfor har Jesus fortalt den?

Det ser ud til, at allerede Lukas selv har været alvorligt i tvivl om meningen, da han trofast nedskrev den lignelse, han havde fået overleveret. Lukas var jo ikke selv noget øjenvidne til Jesu liv.

Det, der tyder på, at Lukas har været i tvivl, er det, at han ikke nøjes med én forklaring på lignelsen. Den, vi har hørt, handler jo om, at lignelsen er et eksempel på, at verdens børn, - altså forvalteren - er klogere end lysets børn i pengesager. Så bliver han nærmest et afskrækkende eksempel. Det passer ikke så godt med, at han lige havde fået ros.

Så fortsætter udlægningen med at gøre godsforvalteren til et eksempel til efterfølgelse: skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, så de kan tage imod jer i de evige boliger. Med penge kan man åbenbart tage det let!

Og hvis vi læser lidt videre hos Lukas, - videre end alterbogen foreskriver, - så finder vi, at der kommer yderligere 3-4 forklaringer, som faktisk stritter ud i forskellige retninger.

Som den ærlige mand, Lukas er, vil han ikke skjule problemet ved at udelade lignelsen, men når han så har fortalt den, så giver han også eftertiden alle mulige udlægninger med på vejen. Så må vi selv prøve, om vi kan finde vej.

Hvorhenne i Jesushistorierne finder vi noget, der ligner denne lignelse, og som kunne hjælpe på vej?

Hvor finder vi et menneske, der sletter skyld? Det finder vi i Jesus selv! Hvor finder vi én, der handler efter fuldmagt, eller i det mindste hævder, han handler efter fuldmagt? Det finder vi igen i Jesus selv! - Jeg tror, vi gør klogt i at høre lignelsen som en fortælling om Jesu egen syndstilgivelse, - som en forsvarstale for at han tilgiver synder. Der er jo mange andre af Jesu lignelser, der er en slags forsvarstaler, hvor han f.eks. i lignelsen om den fortabte søn forsvarer sin omgang med toldere og syndere. Han siger jo med den lignelse, at Faderen selv med åbne arme vil tage imod de fortabte.

Fuldstændig tilsvarende blev Jesus stærkt anklaget, fordi han tilgav synder. Man sagde, at det kan kun Gud gøre, og det tror jeg Jesus helt var enig i, men han hævdede, at han handlede på en fuldmagt: Menneskesønnen har myndighed på jorden til at forlade synder.

Er det ikke nøjagtig dette problem og den anklage, der gemmer sig bag lignelsen her? Her er hovedpersonen jo en mand, der afskaffer gæld eller skyld, som ikke er til ham selv. Det er det, der får lignelsen til at ligne en forbryderfortælling.

Men dels handler denne forvalter efter fuldmagt, med myndighed fra sin herre. Og dels og det er jo lignelsens store overraskelse, - så slutter lignelsen jo med, at hans herre roser ham. Det er mildest talt en utraditionel godsejer, der roser her. Det er den samme suveræne, guddommelige måde denne herre handler på, som faderen i lignelsen om den fortabte søn, eller som kongen i lignelsen om kongesønnens bryllup, der ville have sin festsal fyldt.

Dvs. lignelsen er en forsvarstale, som Jesus holder for at forsvare sig mod anklager om, at han ikke har ret til at tilgive skyld og synd. Over for den anklage er det Jesu svar, at han handler med Guds egen myndighed. Det er et udtryk for Jesu tro, at han forventer, at Gud vil rose ham for det og gøre hans tilgivelse til sin egen.

Og hermed er vi kommet til kristentroens hjerte. Det kristendommen vil os, er netop at vi skal stole på, at Gud gør Jesu ord og løfter til sine egne og sætter sin magt bag. - At Gud selv stiller sig bag Jesu tilgivelse af menneskers synd. Det var Jesu tro, at Gud ville rose ham for det. Og det er vores tro, at Gud, da han rev sin søn ud af døden påskemorgen, stillede al sin magt og vælde bag denne menneskesøns ord, også hans tilgivelsesord.

Og det er vores tro, at vi - hans menighed - i Jesu fodspor, i hans navn kan tilsige syndernes forladelse, og at Gud også vil gøre den tilsigelse til sin egen for Jesu Kristi skyld. Amen.

Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: ++ 45 – 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk