Göttinger Predigten im Internet

SULT

Vi er så lykkelige at leve i en tid og i et samfund, hvor næsten ingen ved hvad virkelig sult er for noget. Ikke mange af os har erfaret det på egen krop. Vi lever i et velfærds- og overflodssamfund, hvor vi ta’r det som en selvfølge at vi går mætte i seng. Selv om vi hører om sult og nød i andre egne af verden, så kender vi ikke den fysiske og psykiske tilstand som kaldes sult. Men det er ikke mange år siden at sult også var virkelighed her i de nordeuropæiske lande. I hvert fald for de fattige. Hvordan det opleves beskriver den norske forfatter Knut Hamsun i en selvbiografisk roman om en fattig digter i Kristiania i slutningen af 1800-tallet. En roman som har titlen sult. Her beskrives et menneskes fysiske og psykiske tilstand, når det ingen penge har overhovedet og altså ingen mad kan købe og ingen mad får i mange dage. Han bliver syg – ja syg til døden. Han bliver underlig og sær indtil vanvid. Til sidst bliver han næsten ligeglad med om han dør. Alt dette kunne vi sige os selv. Men der er noget vi måske ikke kan sige os selv: Det er den skam, der følger med. Den stolthed, der står i vejen og spænder ben for at andre kan komme til at hjælpe. Næsten uanset hvor forfærdeligt han har det skjuler den unge digter sin menneskelige tragedie og nedværdigelse for andre. Han skammer sig over sin fattigdom og ta’r ikke imod almisser. Tværtimod. Så snart han har penge i lommen forærer han dem væk! Som for at holde på sin egen værdighed, sin humanistiske følelse, sin ære som et kærligt medmenneske. Det kan virke irrationelt at en mand der er ved at dø af sult giver sine sidste kroner til en anden fattig stakkel som dog ikke er så sulten som han. Men ubevidst er æresfølelsen stærkere end den legemlige sult. Ligesom skammen over egen fattigdom ofte er stærkere end trangen til at søge hjælp hos et andet menneske. Det er den menneskelige værdighed der står på spil, når sulten er ved at gøre det af med både krop og sjæl.

Det synes jeg hører med når vi i dag har et af Jesu bespisningsundere som tema. De mennesker Jesus ynkedes over var sultne og havde ingen mulighed for selv at skaffe sig mad. Deres menneskelige værdighed stod på spil. Ikke så udpræget som i Hamsuns roman eller i koncentrationslejrene under 2. verdenskrig eller i de egne af verden der den dag i dag rammes af hungersnød eller krig – men alligevel: Når sulten hærger gør den noget ved mennesker som ikke er godt. Den truer solidariteten mellem mennesker, medmenneskeligheden, alle de gode humanistiske principper vi normalt hylder. Men forstår vi det når vi ikke selv erfarer det?

Der er dog en form for sult, som vi kender og som vi måske kender særlig godt i vores del af verden: Det er den længsel der opstår af mangel på livsindhold. Det er den livshunger der opstår midt i en følelse af total tomhed. En følelse der ofte kommer af mangel på samhørighed med andre mennesker. I et fattigt samfund kan der være mere fællesskab mellem mennesker end i et moderne samfund hvor enhver må være sin egen lykkes smed eller også bare lade være at være lykkelig. For i et moderne samfund kan enhver være sig selv nok og klare sig. Blot kan han ikke give sig selv det der er fylden i ethvert liv. Han kan ikke give sig selv kærlighed. Kærlighed kan han få fra Gud, fra andre mennesker, aldrig fra sig selv. Derfor denne følelse af tomhed, derfor denne hunger efter livsfylde som han ikke kan give sig selv. Hamsuns ludfattige digter er også dybt ensom. Nogle få forsøger at hjælpe ham, men ingen elsker ham – heller ikke kvinden der begærer ham, indtil hun finder ud af hvor elendigt han lever. Så vender også hun ham ryggen og finder en anden mand. Er ikke det en ligeså stor elendighed som den fysiske sult? Hungeren efter at være lykkelig, lykkeligt elsket?

På et tidspunkt vender han sig mod Gud og giver ham skylden. I en blanding af vrede og foragt og ydmyg bønfaldelse. Ja, hele vejen gennem sine lidelser anråber han uvilkårligt Gud i himlen om hjælp. Men ikke systematisk. Kun som udbrud når han er i den yderste nød. Til sidst vender han sig rasende imod ham og fornægter ham – om han er til eller ej. Finder tilfredsstillelse i at håne og bespotte ham. – Men hvem har skylden for elendigheden og hvem kan hjælpe? Er det ikke menneskene som overlader hinanden til sult og nød? De rige der lader de fattige være fattige? Er det ikke menneskene der mangler medfølelse med hinanden? Menneskene der lader en digter dø af sult? Kvindens kærlighed der dør da hun finder ud af hvilket elendigt menneske hun elsker? Var det ikke menneskenes medynk han burde trygle om at få? Men i virkeligheden vender den nødlidende sine bønner og sin vrede mod den Gud der har givet ham livet. Så fundamental er ulykken at det må være livets skaber der bærer ansvaret. Sådan føler vi uvilkårligt. Ikke som et resultat af filosofiske overvejelser, men som et udtryk for et spontant oplevet forhold til den magt som har skabt livet og livsbetingelserne som de er. Mennesker har ikke kun et forhold til hinanden. De har først og sidst et forhold til Gud.

I Markusevangeliets fortælling er det Jesus der har medfølelse med de sultne. Det er Jesus der handler. Jesus der kommer de nødstedte til undsætning. Han handler som et sandt medmenneske, men mere end det. Han handler som Gud selv! For det er ikke et menneske beskåret at skaffe mad af næsten ingenting. Gud skaber af intet, når og hvis han vil. Jesus handler som er han Gud selv. Viser at Gud er god. At Gud velsigner os med brød og fisk og kærlighed. At Gud har medfølelse med de sultne og de længselsfulde. At Gud viser mennesket omsorg. Ingen havde bedt om det. Det skete af sig selv, ved Jesu mellemkomst. Hvad vil evangelisten sige med det? At Gud er god. At vi møder Gud i mennesket Jesus. At Gud ikke er fjern og ligeglad. Det længselsfulde menneske, som synes at han ikke oplever andet end tomhed, belæres om at han lever i et forhold til en kærlig Gud og at det er livsfylde for tid og evighed. Det fortvivlede menneske kan fornægte Gud så meget han vil, Gud fornægter ikke ham. I evangeliets beretning mætter han de sultne ved hjælp af et menneske – og det er yderligere et tegn på hvor den guddommelige indgriben finder sted: I mennesket og dets omsorg for det andet menneske. I Hamsuns roman er der en behjertet kaptajn, der giver den halvdøde digter hyre på sit skib. Han redder hans liv. Usentimentalt, ligefremt, med en skjult uudtalt kærlighed og medmenneskelighed. Vi hører ikke om digteren takker Gud, men vi hører ikke mere til hans forbandelse af Gud i himlen.

Jamen, vil nogle sige: Der er jo mennesker der faktisk dør af sult og mennesker der dør med tomhed i hjertet. Hvor er Guds godhed i dette? Ingen kan svare. Vi forstår ikke det ulykkelige, det onde. Men det udelukker ikke, at vi ikke kan se godheden og velsignelsen i livet. Selv om vi ikke kan fatte lidelsen og smerten, kan vi dog se at livet er et under og at det er fyldt med det ene under efter det andet. Vort liv er ikke entydigt lykkeligt, men det er skabt af Gud og må leves i et tæt forhold til ham og hans vilje. Så er der noget ondt vi ikke forstår og ikke accepterer, men vi har kun at gøre hvad vi selv kan og i evighedens perspektiv forlade os på den Gud vi kun delvist forstår. At blive så vred og så ulykkelig at vi fornægter Gud, ja forbander ham – det er en unødvendig fortvivlelse – hvis man kan sige sådan. En uretfærdig fortvivlelse. Derfor kan det godt være at vi indimellem rammes af den alligevel. Men jeg tror ikke at den er vedvarende og konstant i noget menneske. Fordi den er ikke i pagt med livet selv. Livet er positivt, det kan umuligt være negativt, for da ville det opløse sig selv. Sagt på en forenklet måde – om det vi jo ikke fatter omfanget af. Eller oprindelsen til.

Når jeg læser den fantastiske historie om bespisningsunderet ude i de øde bjerge igen er det som om der især er to betydninger der bliver tilbage i min erindring: Den ene: At livet er velsignet af Guds underfulde godhed. At Gud opretholder menneskelivet, fordi han elsker det. - Den anden: At mennesket kan spejle sig i den kærlighed for selv at give den videre til sin næste. At denne kærlighed er svaret på sult og tomhedsfølelse, hunger efter livsfylde.

I kirken har vi en rituel bespisning i gudstjenesten. Nadveren er en form for et gentaget bespisningsunder. Brød og vin er et guddommeligt kærlighedsmåltid. Et måltid til minde om den kærlighed Jesus viste os i sin død for vores skyld. Dette måltid er en velsignelse som hint måltid ude i bjergene. Og det viser os hvad vi skal gøre: Som de 4000 mænd, kvinder og børn delte de syv brød og nogle få småfisk, sådan skal vi dele den forhåndenværende mad og den modtagne kærlighed med hinanden. Måske var det solidariteten mellem de forsamlede mennesker, der fik brødkurvene til at bugne og gjorde de tomme maver fulde? Og som vi deler brød og vin ved alterbordet, sådan også i verden uden for kirkerummet. Det kunne måske være så enkelt – hvis vi troede på det?

Men tror vi da ikke på det? Det må enhver svare på for sig selv. I verden kan det se ud som om der er megen tvivl og ligegyldighed. Men der er også tro. Når nogen bekymrer sig om andre menneskers liv og skæbne. Når nogen deler deres liv med sultne og længselsfulde mennesker, så er der tro. Tro på at det er et velsignet liv for os alle, som Gud vil. Amen.

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk