Göttinger Predigten im Internet

Forleden kunne man i TV se en udsendelse om en ung dansker der for ca. 12 år siden, under en rejse i San Franscisco, var blevet fanget ind af Moon-bevægelsen .
Efter mere end 2 år i bevægelsen, lykkedes det for den unge mands far og lillebror, at kidnappe ham ud af bevægelsen. Og først efter dage under lås og slå, og ugers ophold i en ”afvænningslejr” blev den unge mand klar over, hvad det var han havde deltaget i. At han frivilligt havde underkastet sig et system vi må kalde både totalitært og autoritært, og hvor bl.a. hjernevask var en del af den daglige rutine.
Og det er da skræmmende at se, hvordan velfungerende unge kan lade sig fange ind af sådanne nyreligiøse systemer.
Og det er vel netop denne væmmelse man fyldes af, der får nogle til at sige – jamen heroverfor står vores folkekirke som det eneste solide bud og værn. Folkekirken, den ved vi da hvad er, og den sluger ikke sådan mennesker med hud og hår.
Og det er jo rigtig nok.
Men samtidig vil vi her i kirken også sige, og især med dagens text i mente, at heller ikke vi lægger skjul på, at vi gerne vil fange ind, og at det budskab vi bringer, er mindst lige så omfattende og gribende, som det både ny – og gammelreligiøse grupper byder på.
Så dybest set skal man ikke vide sig for sikker, selv for den tilsyneladende fredsommelige folkekirke.
I hvert fald må kirken opponere mod, at religiøsitet er noget ganske ufarligt og fredsommeligt noget, vi må bekende at vi gerne fanger ind,
det ligger i hele kirkens selvforståelse, at det er netop det vi skal. Vi skal ikke bare oplyse, og fortælle – vi skal , som jeg engang sagde i en konfirmandtime, indoktrinere.
Det må man ikke, sagde en kvik elev. det er forbudt at indoktrinere.
Ja, sagde jeg, sådan er det i skolen, men vi er ikke i skole, I er i kirken, og her indoktrinerer vi. det skal I ikke være i tvivl om, eet eneste øjeblik. – Og så kikker de lidt på mig, konfirmanderne, for de er ikke vant til, at man siger tingene så direkte. Indoktrinering har jo, siden 70’erne været et af de absolutte fy-ord, et af de ord som vi reagere stærkt på. Og vi kender jo også alle exempler på, at børn visse steder ikke må gå til julegudstjeneste i skolen, netop fordi man ved, at kirken jo ikke viger tilbage for at påvirke børnene.
Tænk bare på hvordan vi som fast gudstjensteled ved børnegudstjenesterne altid har nadver. Og jeg forklarer ikke engang hvad nadver betyder, jeg siger bare, at når vi går i kirke, så går vi også til nadver. Og børnene strømmer glade op til altret, og deltager i nadverens mysterium. Og på den måde, får vi forhåbentlig lært den nye generation, hvad deres forældre ikke kan, nemlig at have et naturligt forhold til nadverfejringen.
Jo, det kan man da kalde for indoktrinering.

Jeg tror, at angsten for indoktrinering, eller det med ikke at ville fanges ind, er et meget fundamentalt træk ved vores kultur.
I et essay skrev Susanne Brøgger engang: At blive forført er at blive ført bort fra vores sandhed. Det er at blive ført et andet sted hen. Det moderne menneske og især den moderne mand, holder på sig selv og frygter forvandling”
Måske er det dét, det handler om. Måske er det dybest set et af vor kulturs problemer, og det der bevirker, at unge, der gør op med dette dominerende syn i kulturen, netop lader sig forføre. Og så netop i oprørets rus, lader sig forføre hen et sted, hvor det sker med hud og hår, i de nyreligiøse bevægelser. – Alt imens kulturens bærere, ser til med skræk og rædsel, fordi de frygter forandringen.
Men måske også fordi de frygter et skred fra den linie, den livsanskuelse, som det moderne menneske har levet på siden oplysningstiden, og ikke mindst siden det industrielle gennembrud i sidste årh, nemlig den livsanskuelse eller filosofi der går ud på, at vi er tilværelsens skaber og herre, vi holder hjulene i gang vi holder, udviklingen og alt oppe – eller sagt kortere: Vi er vor egen lykkes smed.
Over for denne tro, som måske er en af de stærkeste som verden endnu har set og frembragt, melder folkekirken og de ny og gammelreligiøse bevægelser sig, og forsøger at få mennesker til at forstå, at de netop ikke er tilværelsens skabere og opretholdere, men derimod en del af det hele, underlagt visse grundlæggende regler og en højere magt.
Så langt følger mange, men ikke alle, nyreligiøse bevægelser, det budskab, som også forkyndes her i kirken, og man kan derfor med nogen ret hævde, at vi derfor også et stykke af vejen danner fælles front med andre religioner og bevægelser, imod det moderne menneskes tyrker tro på, at vi er selvforvaltende og selvskabende.

Men selvfølgelig er der store og helt grundlæggende forskelle mellem budskabet der bringes hos de nyreligiøse bevægelser, og så det evangelium der forkyndes inden for kirken.
Én af forskellene har Grundtvig peget på, da han i en prædiken over denne text, udtrykkelig gør opmærksom på, at det græske ord der bruges af Jesus til Peter, bør oversættes med ”fange levende”.
Og det betyder jo netop, at de mennesker der fanges ind af evangeliets ord, godtages som de er, vi er hvad vi er, og vi skal ikke først gennem hjernevask og personlighedsprogrammer , for at passe ind i flokken.
Vi skal ikke underlægges lederens eller gruppens autoritet.

Og her nærmer vi os et af de grundlæggende problemer med de nyreligiøse bevægelser , at de styres benhårdt, at de dybest set er baseret på et dybt autoritært system. Fortællingerne om, hvad der sker hvis man forlader bevægelsen kender vi alle, at det skiller familier ad osv.
Men én af grundene til at Grundtvig netop havde øje for dette var jo, at vækkelsesbevægelsen der på hans tid løb gennem hele landet, jo i visse tilfælde havde udviklet strukturer der ligner dem vi kender fra de moderne nyreligiøse bevægelser - en total underkastelse over for autoriteten og et rigidt regelsæt for, hvad man måtte og hvad man ikke måtte.
Netop dette, er for mig at se, den absolutte forskel mellem det budskab vores kirke formidler, og det der findes i mange andre religiøse grupperinger, hvad enten de kalder sig kristne eller ej:
Forskellen er ikke forførelsen eller fangstlysten om man vil, nej, forskellen er hvad forførelsen bringer, hvad dens intention og indhold er.

Og det ved vi jo også godt – at forførelse og forførelse er jo mange ting, også når vi bruger ordet i dets oprindelige betydning – altså når der er tale om det erotiske.
Forførelsen kan føre til svinebinding, og undertrykkelse af den forførte, det kan føre til udnyttelse og livsfordærv.
Men forførelsen kan også føre til nyt liv, til glæde og udfoldelse – det er i det øjeblik hvor forførelsen i sidste ende bliver en fælles bedrift.
Og lad os dog bare være ærlige – det kristne evangelium er ude i forførelsens anliggende. Det vil forføre os, forføre os til at tro, at vi er elskede, på forhånd, for altid.
Søren Kierkegaard kaldte også evangeliet for Guds kærlighedsbrev til os mennesker.
Men vandene skilles, som nævnt – for det er ikke evangeliets ånd at ville hjernevaske eller sætte livsbegrænsende hegnspæle op i menneskets liv.
Det accepterer os, som de mennesker vi er, eller som Paulus udtrykte det: Alt er tilladt – om end alt ikke er gavnligt.
Evangeliet forkynder, den store glæde, at Gud er som den elskende, der antager os med alle de fortrin, fejl og mangler, vi nu engang har.

Og hvis vi hører det budskab, hvis vi lader os forføre af det, bliver det livsnødvendigt for os, ja, så er vi fanget, så er vi levende fanget ind.
Men vi er samtidig i al vor indfangethed netop sat i frihed, fordi friheden består i, at vide sig elsket.
Det er hvad Grundtvig havde øje for, når han i visen ”Nu skal det åbenbares” skriver om kærlighedens væsen, at ”jo stærkere den binder, des friere den gør!”

Og deri består den sande styrke, viden om, at vi er elsket. Ikke den rå magts styrke, der kun går ud på at beherske og undertvinge, men derimod den styrke der bunder i, at vi lever under kærlighedens fortegn, vi er en del af det hele, og vi lever af at give og modtage fra de andre dele i helheden.
Det er det evangelium vi her i vores kirke vil fange mennesker til.
Og jeg ved da godt , at folkekirken tit kritiseres for sin rummelighed, eller holdningsløshed, som det også kaldes.
Kirken stiller for få krav til folk, den rummer gladelig også mennesker der måske sjældent sætter deres ben i den, men som livet igennem bevarer deres medlemskab til den.
Og jo, det kan måske nok virke lidt valent i modsætning til de stærke gruppedannelser af ”frelste” , som de religiøse grupper i sekterne og de nye bevægelser kan stille med.
Det kan der vel være noget om.
Men jeg har nu altid opfattet det som folkekirkens styrke, at der er frihed og højt til loftet.
Frihed fra snærende bånd og regelsæt – og ikke mindst det antiautoritære, som er folkekirkens ånd.
Velordnet anarki, har mange betegnet kirkens opbygning som, og det passer mig fint.
Nej, der er ikke megen programerklæring over kirken.
Men der er anerkendelse af dit og mit liv, som de nu er, i modsætning til den hjernevaskede livsforandring, som sekterne kræver for at gøre gruppen ensartet.

Så i stedet for at beklage sin over eventuel valenhed og manglende rigiditet, så lad os da her i dette 150 år for Grundloven, og dermed også for den folkekirke vi er mange der elsker, prise forskelligheden, som trives bag disse mure.
Den forskellighed er nemlig dybest set vores styrke.
Vi er af mange slags, nogle er stærke, andre er svage, men vi er alle elskede, fordi vi er.
Det er det budskab der er julens, påskens og pinsens kerne, det er det budskab der har opretholdt kirken gennem 2000 år.
Og det kan bære både den og os, året rundt og vor tid ud.
Fordi det er båret af den Ånd der er kærlighedens og sandhedens ånd. Amen.

Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: ++ 45 – 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk