Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

2. søndag efter trinitatis, 5.6.2005
1. Johannes 3, 13-18, Elof Westergaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


  1. ”Lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed”, skriver apostlen Johannes i sit brev og i de vers, vi tidligere hørte læst fra alteret. I lyset af Jesu kærlighed skylder vi vort medmenneske vor kærlighed. Idet han har sat sit liv til for os, har han også sat et forbillede, sådan at forstå, at også vi er skyldige at sætte livet til for hinanden. Johannes lægger således i sit brev vægt på, at eet er vore mange ord talt med vore egne tunger, men væsentligst er det, at ord bliver til handling. Vigtigt er det i følge apostlen Johannes at tage det på sig, at man som kristen er gået over fra døden til livet (Joh 5,24), tage det alvorligt, at det har været påskemorgen, at Jesus er opstået fra de døde, har oplyst al døds mørke, og livet derfor skal leves i tillid til, at størst af alt er kærligheden.

  2. Men det kan vi vanskeligt, vil nogen indvende. Vi er jo i den grad fanget af livet her med dets skrøbelighed. Hvordan kan vi, idet vi hører en sådan formaning talt til os, blive andet end fortvivlede over vores egen utilstrækkelighed? Vi forstår bedre Paulus, når han resignerende konstaterer: ”det jeg vil, gør jeg ikke. Og det jeg ikke vil, gør jeg .” Langt oftere er der jo netop en sådan modsætning mellem vore ord og vore handlinger. Johannes tager imidlertid i sit brev straks denne umiddelbare indvending op, idet han efter at have skrevet: ”Lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.”, tilføjer: ”Derpå skal vi kende, at vi er af sandheden; og da kan vi for hans åsyn stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte måtte fordømme os for, thi Gud er større end vort hjerte og kender alt” ( 3,19-20). Vi skal altså hverken fortvivle i selvfordømmelse eller modsat ensidigt fokusere på os selv og egen selvros, men vi skal holde fast i tilliden til Guds magt og nåde. Det, at hvad vi end vi fordømmer os selv og hinanden med, så er Guds hjerte større end vort eget hjerte. Det er det håb, vi skal leve ved.

  3. At ord skal følges af handling er naturligvis væsentligt. Heri har apostlen Johannes ret. Men det er samtidig (og ikke mindst i en tid som vores) vigtigt også, at holde fast i ordets betydning. Det er ikke lige meget, hvad der bliver sagt og hvilken ånd, der bærer det, der siges. Hvilke ord, der står bagved de handlinger, der skal gøres. Ordene sætter fordringer, stiller opgaver og præger intentioner i de handlinger, der forsøges gjort. Og er ordene således lunkne eller kolde, så bliver handlingerne det også.

  4. I dag, i vort samfund, synes det i stigende grad at dreje sig om de ydre handlinger, mens det ord, der ligger bag ved og sætter handlingerne i gang og bærer dem, glemmes eller i alt fald ikke tilkendes nævneværdig betydning. Vi vurderer og vurderes i dag hele tiden på vore handlinger og vel at mærke på de ydre og synlige handlinger. Alt skal være vandret og vi skal ligge vandret ikke mindst fordi vi skal sørge for at blive set. For synlighed har i dag første rang og størst gyldighed, og er det som er kriteriet for vurdering og bedømmelse. Det er det, det hele drejer sig om. Ikke kun i lønpolitikken og på arbejdsmarkedet. Selv vores omgang med hinanden inficeres let af, at alt skal udvendiggøres. At det f.eks. er legalt at måle og veje, og dermed også dømme om et andet menneskes livskvalitet . En målen og vurderen, som selvom intentionerne ofte er de bedste, let bliver til en ulidelig nymoralisme, båret af bestemte forestillinger om det gode liv i ydre kår. Sådanne målinger står uvilkårlig i fare for at reducere det enkelte menneskes betydning.

  5. Og dybest set er en sådan tankegang også med til at fjerne vores tillid til hinanden. Den er med til at skabe et samfund af mistillid og af utilfredse rethaveriske borgere, der nok er selvstændige, men ikke har tillid til andres dømmekraft og ikke vil tilkende hinanden nogen værdi. For tankegangen fører let til et fejlagtigt fokus på os selv og det vi selv skal nå for at højne vor egen livskvalitet . Og dermed indirekte en manglende interesse for andre. Tag Jesu lignelse i dag! De første, der får en invitation til festen har netop ikke tid, for de har så frygteligt travlt med deres eget. ”Jeg har købt en mark”, undskylder den ene sig. ”Jeg har ikke tid. Jeg har købt fem okser og skal ud at prøve dem.”, siger en anden. ” Og jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme”, undskylder en tredje sig. De har alle nok i sig selv og deres eget. Og derved ligner de os ganske godt, os i vort handlingsorienterede samfund, hvor tid er penge, og hvor alt måles i økonomi og hvor der skal laves kvalitetskontrol på alt.

  6. Hvad savnes og mangles i en sådan verden er netop et bagvedliggende ord, om at vort liv ikke kun drejer sig om os selv, om det at få størst mulig udbytte, om det at vi skal blive noget så normale, og opnå så høj en livskvalitet som mulig. Hvad savnes og mangles er ordet om at livet er en gave og at den og de, der møder os i livet , kan åbne en himmel for os.

  7. Med andre ord, i lignelsens billede, er det væsentligt, at det guds ord tales, der fortæller os, at vi er budt til en fest. At vi er budt med i det fællesskab, som vi ved dåben får del i. Ikke et stort indspist fællesskab, men et fællesskab i fælles vilkår, som børn af Gud. Netop i det lys skal vi møde hinanden. Ikke med målestok i hænderne og kvalitetsvurdering i øjnene: om vedkommende nu er normal og har livskvalitet. Vi skal turde møde det andet menneske, hinanden i tillid til at så forskellige som vi er, så har hvert menneske sine øjne at se med og sine øre at høre med. Vi skal turde lade tilliden til andres dømmekraft vokse.

  8. Vi skal med apostlen Johannes ord leve i tillid til, at Gud er større end vort hjerte, idet vi i disse ord skal hører såvel Guds dom som nåde over vort liv. Dommen: At vort hjerte som et ur kun slår en tid. At der uvilkår er denne modsætning i vort liv mellem hjerte og hånd, mellem ord og gerning. Nåden: at vort hjerte banker ikke i et lufttomt rum, men i en gudskabt verden, der stadig kan bæres af guds ord og ånd. For ikke blot er Gud større end vort hjerte, men som vi fuld af frimodighed skal synge det i den dåbssalme, vi altid synger her i kirken, i Grundtvigs salme: ”O lad din Ånd nu med os være” - her skal vi om lidt synge: ”O skriv dit navn i deres hjerte”. Gud skriver ligefrem i dåben sit navn ind i menneskets hjerte. Og navnet er Jesus Kristus. I ham knytter Gud sig så tæt til os som mulig, for at også menneskets hjerte må kunne slå og brænde for livet. I Jesu navn. Amen.

Sognepræst Elof Westergaard
Gramvej 2, Husby
DK-6990 Ulfborg
Tel. +45 97495108
E-mail: eve@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)