Göttinger Predigten im Internet

Der findes så mange, som vi kun har et foragteligt sideblik til overs for, når vi går dem forbi på vort dørtrin. Vi fortjente, at Gud nøjedes med at kaste smuler til os - men i stedet har han givet os i rigt mål, ja, alt hvad han havde, mættet os med gode gaver, læsket vore tørstende sjæle.

Når man hører en god historie og hører den rigtigt, forstår man den med sig selv, dvs. man træder ind i historien, ja, identificerer sig måske ligefrem med en af personerne. Det er mest behageligt, hvis man kan gøre sig til ét med »helten« i historien. Men det vil ikke altid lykkes. Sådan er det med fortællingen om den rige mand og Lazarus - vi skal ind i den med os selv for at forstå den. Og denne fortælling er af den slags, hvor det ikke vil lykkes at komme i den rigtige rolle. Vi skal vride os selv ualmindeligt meget for at vride os selv ned i Lazarus’ skikkelse, hvorimod hovedparten af os uden problemer kunne passe tøj med den rige mand.

Fortællingen ligger egentlig i flere lag eller planer. Men lige meget på hvilket plan vi hører den, er det ikke nogen særlig behagelig historie - for os. Hvis vi forstår den ganske bogstaveligt om rigdom og fattigdom, kan enhver høre, hvordan historien vender sig imod de riges ligegyldighed overfor de fattige. Allerede på det plan rammer historien os - ja, rammer os med en fuldtræffer. For ganske vist afgiver nogle af os måske en smule af vores rigdom til de fattige, men det er netop præcis som i lignelsen smuler, der falder fra de riges bord. Så meget, at det lige netop kan holde de fattige i live - og ikke mere. Det lyder let som en trivialitet at tale om svælget mellem rige og fattige i denne verden - eller i vores eget samfund, for hvad kan vi gøre ved det. Men det er i virkeligheden chokerende, at det har kunnet siges så længe og så ofte, at det er gået hen og blevet trivielt. De fattige har vi stadigvæk hos os, og det er stadig smuler, vi prøver at spise dem af med.

Naturligvis kan det hænde, at man gør sig færdig med fortællingens anklage på det plan. Man er vel et socialt engageret menneske, og de rige er nogle andre. Undertiden nævnes historien på en måde, som klart viser, at fortælleren ikke selv føler sig særlig ramt - det er andre, der skal placeres på fortællingens anklagebænk. Men så sætter lignelsen et dybere stød ind. Den er ikke så ligetil at sno sig udenom.

Jeg vil tro, at de mennesker, Jesus fortalte historien til, ikke i første omgang følte sig særlig ramte. Det var farisæere, og man kunne ikke beskylde dem for social uansvarlighed eller ligegyldighed overfor fattige mennesker. De kom selv fra folkets brede (dvs. fattige) lag, og de var temmelig kritiske overfor de velhavende; de kunne godt selv have fremført et lignende eksempel. Men mod slutningen viser Jesus, at han også har tænkt på en helt anden slags rigdom, når han taler om dem, der har Moses og profeterne, men som alligevel er blinde for deres næste. Farisæerne gjorde meget ud af, at de havde Moses og profeterne, så meget at de kun havde foragt til overs for dem, der ikke havde det samme inderlige og rige forhold til moseloven. De følte faktisk, de havde en slags eneret på religionen - og at Jesus gjorde ufortjent ære af de åndeligt dorske og moralsk slappe. I er som den rige mand med jeres frodige åndelige liv, siger Jesus da med sin historie. Men nu kommer Guds rige til alle dem, I kun havde et foragteligt sideblik til overs for: nu kaldes de til Gud. Hvilket fortrin giver så jeres monopolisering af Moses og profeterne. Sådan ramte fortællingen en gang til, også dem der i første omgang mente, de var gået ram forbi, fordi de ikke satte materiel rigdom særlig højt.

Det stød går også ind hos os. For ganske vist er den religiøse bedrefølelse ikke mere så udbredt, følelsen af at man i kraft af sin tro står højt over de andre. Men bedrefølelsen i almindelighed trives i bedste velgående: overfor dem, der ikke følger med tiden, overfor de naive, overfor dem, der ikke kan finde ud af tilværelsen. Der findes så mange, som vi kun har et foragteligt sideblik til overs for, når vi går dem forbi. Så historien bag historien rammer også os.

Men så er der endnu en historie gemt i lignelsen. Det er Jesu egen historie. Sådan er det med alle hans lignelser; bagved dem ligger hans egen historie. Det siges om den rige mands brødre, at selvom en kom til dem fra de døde, ville det ikke gøre nogen forskel for dem. Her går Jesu egen historie ind i lignelsen. Det nærgående spørgsmål til os lyder: har det gjort nogen forskel for os, at der er kommet en til os fra de døde - Jesus Kristus? Lever vi ikke på samme måde, som vi altid har gjort? Dvs. i en tro på, at vi selv skal magte tilværelsen. Og når vi ikke magter den gribes vi af dyb nedtrykthed. Vi foragter dem, der ikke kan magte tilværelsen, og bliver dybt utilfredse med os selv, når vi heller ikke kan. Men det er at leve, som om alting kommer an på os. Det er at leve, som om der ikke var kommet en til os fra de døde. Når vi forsøger at sikre vores tilværelse og føler vi bliver kastet i en afgrund, fordi det alligevel ikke kan lade sig gøre, har vi ikke virkelig villet lytte til ham, der er kommet til os fra de døde. Når vi ikke vil lade os trøste overfor døden, eller når vi selvtilfredse (eller skrækslagne) lader, som om den ikke er til, er det vidnesbyrd om, at fader Abraham i lignelsen har ret: selvom der kom en til dem fra de døde, ville de ikke lade sig overbevise.

Men selvom Abraham har ret og vi ikke virkelig har ladet os forandre - selvom lignelsen slutter uden forløsning, og vi slutter med stadigvæk at sidde som den rige mand og hans brødre med al vores rigdom, men ikke så meget som en dråbe at læske vore tørstende sjæle med, så slutter Jesu egen historie ikke her. Den kunne have sluttet med at Gud sagde: om så en kom til dem fra de døde, blev de ved at være lige kolde. Men nu går historien videre. Nu rejser Lazarus sig alligevel fra fader Abrahams skød. Og vi ser, at han bærer Jesu træk. Han kommer alligevel til os fra de døde, selvom det kunne synes, som om det ikke var umagen værd, så meget som vi foretrak at klare os med vor egen rigdom. Gud gjorde det alligevel. For ham var det umagen værd, uanset menneskers tvivl og vantro. Han sendte Kristus til os fra de døde. Det er ganske vist sandt, at det ikke er meget at se i vore liv. Opstandelsesglæden findes kun i det som i glimt, der atter viger, og vi vender tilbage til det gamle liv, hvor vi holder os til vort eget.

Det er derfor vi må herhen igen og igen for på ny at møde den opstandne. Hver søndag må han gøre turen over den dybe afgrund igen til os, der allerede om mandagen igen begynder at stirre på vort eget med velbehag. Igen og igen må han gå skridtet over svælget for at læske vore tørstende sjæle. Igen og igen skal vores hovmod og vores fortvivlelse tages fra os. I bedrefølelse såvel som i modløshed bilder vi os ind, at alt er ved det gamle, at intet er forandret, at vi skal klare os selv, enten vi kan det eller ej, og at det med evangeliet og kirken gør ikke den store forskel i vort liv. Derfor kan vi ikke, så længe vi lever, blive færdige med at høre, at det gør den store forskel. Èn stod op fra de døde. Og engang skal den morgen oprinde, hvor livets varme omsider også hos os får bugt med vor tvivl på ham, der kom til os fra de døde, får bugt med vor tro på os selv og vor kulde overfor de andre. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk