Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Trinitatis, 22. Mai 2005
Romer 11, 32-36, Elof Westergaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


1. ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje! Sådan skriver Paulus i brevet til romerne, i epistlen i dag. Det er en lovprisning. Den lovprisning, hvormed Paulus slutter sit afsnit om også Guds frelse af Israel.

En forkyndelse af, at både jøder som hedninger – ja alle er under Guds dom og dermed kan alle også leve i håbet om Guds barmhjertighed. Som Paulus umiddelbart før denne lovprisning markant formulerer det: ”For Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle/ el. for at vise alle barmhjertighed” ( Rom, 11,32)

2. Guds rigdom, visdom og kundskab er i følge Paulus i sin lovprisning så dyb, at hans domme er uransagelige for os, dvs. de kan stå gådefulde. Vi forstår dem ikke nødvendigvis. Ligesom den almægtige Guds veje kan være usporlige for os. Der er en dobbelthed i denne lovprisnings formulering. Såvel en hård dom over os som en stor nåde.

Vi kan ikke lodde dybden af Gud. Gudskelov! Hans domme er ikke vore. Heri ligger en dom over os og vor egen visdom, kundskab og rigdom.

Vort eget rækker ikke overfor Gud. Vi er skabninger. Han er Skaberen. Han er roden, vi er blot , tør vi håbe, en lille kvist på det træ, han har plantet i verden. Alt her hos os rives så let som intet op med rode. Og altså også vor visdom. Paulus citerer selv i et andet brev Esajas ord. Ord, hvormed menneskets visdom skarpt sættes i kontrast til Guds. Paulus skriver: ”vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet” ( 1. Kor.15,19/ Es. 29,14;44,25).

I det forhold at vi ikke kan lodde dybden af Guds visdom ligger således en understregning af vor egen videns grænse, den lægges øde, en dom over os, men samtidigt ligger så også nåden heri.

For hvilken lettelse, hvilket håb, er vi ikke netop givet ved at Guds visdom, rigdom og kundskab rækker langt ud over vort egne evner. Det giver fortsat håb om, at ikke al vores snæversyn og selvretfærdighed, vor enøjethed og retfærdighedssans, at de nødvendigvis er alt. Det giver håb om, at vor måde at behandle hinanden på, forulempe og ødelægge, at det ikke skal stå alene. Guds visdom, rigdom og kundskab giver os ligefrem håb om at nåde må gå for ret.

3. Når Paulus lovpriser Gud og hans uendelige rigdom, visdom og kundskab, så sker det nemlig ikke i så høj grad med fokus på Guds skaberværk. Sådan som vi kan møde det i salmernes bog eller hos vore salmedigtere f.eks. Brorson i salmen ”Op al den ting”, hvor skabningen jo forundres over selv det mindste strå.

Paulus lovprisning af Guds rigdom, visdom og kundskab knytter først og fremmest til ved den måde, hvorpå Gud har givet sig tilkende i Jesus.

For at blive i Paulus sprogbrug, kan vi sige, at Guds rigdom, hans visdom og kundskab samles i korset og den korsfæstede Kristus. Paulus formulerer det selv meget klart i et andet af hans andre breve, i 1. korinterbrev:

”Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikerens dårskab at frelse dem, der tror. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab” (1. Kor. 1,21-23).

Korset er her en dom over os. Det afslører den manglende visdom i vort eget, og kunne vi tilføje korset viser også den menneskelige synd og ondskab, hvad vi kan gøre ved hinanden, ligesom den viser os det, vi ikke kan forstå: Gud på korset. Den almægtige Gud dør et skrøbeligt menneskes død.

Jesu korsdød viser os således grænsen for vor egen tanke og hjernespind. Korset peger det umisforståeligt ud for os, at vi ikke kender Guds sind og tanke, og viser os vor egen svaghed.

Men samtidigt viser korset os så også meget mere end vor egen utilstrækkelighed. Først og fremmest peger korset for os på Guds nåde og vilje til at følge os selv ind i døden. Det at intet sted er for mørkt for ham, og intet dyb for dybt. Guds kærlighed og hans barmhjertighed kan få selv den koldeste jord gjort levende og varm.

4. ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!”, l ovpriser Paulus Gud. Dette trekløver: ”rigdom, visdom og kundskab” knytter sig til Gud. Han er rig. Han er vis. Han har kundskab. Ud over al forstand.

På en gang kan alle disse tre prædikater være med til at understrege Guds almagt. Men samtidigt angiver de tre også noget forskelligt.

På samme vis gælder det med vores bekendelse og gudsbegreb, bekendelsen til den treenige Gud. ( Den bekendelse, som søndagen i dag har navn efter, idet den hedder Trinitatis søndag, og alle søndagene frem i kirkeåret med en enkelt undtagelse indtil første søndag i advent bærer også navnet trinitatis). Trinitatis - treenigheden af Gud Fader, Søn og Helligånd. Det at den ene og samme Gud kendes med tre navne er også med til at give forskellig farve og understrege forskellige forhold ved den ene og samme Gud. Og hver for sig er de Faderen, Sønnen og Helligånden med til at sige noget centralt om Gud og det gudsforhold, som vi ved Guds egen nåde, skænkes og får del i. Lovprisningsordene i Romerbrevet, talen om Guds rigdom, visdom og kundskab er som allerede nævnt nok med til at understrege Guds almagt, men samtidig er de så også med til i al deres forskellighed og dermed på hver sin måde at angive noget centralt i Guds åbenbaring og nærvær her.

5. O dyb af Guds rigdom” , skriver Paulus. Vi i vores tid skelner gerne mellem materiel rigdom og så en mere åndelig eller i alt fald mindre håndgribelig rigdom. Det være sig rigdom ved venskab, i kærlighed, og ved familie. Alt det, som netop gør livet rigt.

Netop fordi vores verden er så materiel orienteret og har dette enorme overflod ender det let i denne meget stærke skelnen. Men det alt sammen er jo rigdom: såvel det materielle som det mere åndelige. Rigdom er i en vis forstand til stede i alt hvad findes og er skabt af Gud. Rigdom betegne en overflod og en fylde af noget. Det modsatte af rigdom er fattigdom, men kan også være mangel og tomhed.

Talen om Guds rigdom, - ordene ” o dyb af Guds rigdom” - er med til at angive Gud Faderens fylde. Og her skal ikke kun tænkes materielt og om Guds mulige opfyldelse af det vi selv synes konkret at mangle i livet.

Paulus har i det samme kapitel i romerbrevet allerede før talt om før. Og her talte han om rigdommen ved, at Guds pagt ikke kun gælder hele Israel, men hele verden. Og at Guds rigdom derfor også gælder Israel( 11,12). Rigdommen, Guds rigdom, er altså : at vi skabninger ikke selv kan give Gud noget, - ham, som gav os noget først: som skabte os. Rigdommen er, at Gud ikke holder sig for sig selv, men i overensstemmelse med sit væsen, ikke søger sig selv, men ud imod andet: og ikke kun ud imod en snæver kreds, en lukket flok. Hans himmelsluser er åbne mod hele verden.

6. O dyb af Guds visdom , skriver Paulus så også . Vi søger visdom. Nikodemus. Mennesket og farisæeren, gjorde det også, da han i nattens løb kom til Jesus, og ville spørge ham til råds. ”Vi ved du er en lærer, der er kommet fra Gud”.

Visdommen er imidlertid i kristentroen paradoksal, fordi den netop er båret af kærlighed og nåde, og som Jesus siger det i samtalen med Nikodemus båret af en ånd, der blæser, hvor den vil, dvs. den ikke kan gøres til et system.

Guds visdom er som allerede nævnt udtrykt i korset, i den korsfæstede.

7. O dyb af Guds kundskab , skriver Paulus så som det tredje og det sidste. Vi kender ikke selv Guds tanker. Og vor egen kundskab, bliver let så kold og kølig. Men her er det så Gud stadig lader sit ånd blæse ind over jord. Helligånden findes, og den må den fortsat blæse Guds kundskab ind over sin kirke og menighed, sådan at det dyb af Guds rigdom, visdom og kundskab den bærer må blive os til del.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Sognepræst Elof Westergaard
Gramvej 2, Husby
DK-6990 Ulfborg
Tel. +45 97495108
E-mail: eve@km.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)