Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

2. Pinsedag, 16. Mai 2005
Johannes 3, 16-21, Arne Ørtved
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Det er et mærkeligt rum, dette her. Bygget for godt 800 år siden af store groft tilhuggede kampesten, lagt ovenpå hinanden efter et sindrigt og solidt system. Men det er nu slet ikke det, for der er så mange mærkelige og spændende huse til. Næ, så er det snarere alt det, der er forgået her i alle disse år: Gudstjenester, barnedåb, konfirmationer, bryllupper, begravelser. Det er betagende at tænke på. Slægtled efter slægtled. I de første mange mange år utroligt fattige; så begynder den moderne tid med jernbanen, industrier, parcelhuse, biler osv.

Det er dog kun en beskeden del af husets egentlige mærkelighed. Det er fyldt med tro; men man kan ikke se det nogen steder. Det var her heller ikke, før vi kom; og når vi er gået hjem fra gudstjeneste, er det væk igen. Så kunne man tro, at var noget, vi bragte med os her ind og tog med, når vi gik; men det er ingenlunde tilfældet.

Hvis nogen havde noget tro med hjemmefra, så er det slet ikke den, der fylder rummet nu. Det kan godt være, den minder om det, men det er ikke den samme tro, - slet ikke. Den ophidsede diskussion i medierne de sidste dage kunne godt forlede en til at tro, at præsten medbragte en tro, som han kunne dele ud af til kirkegængerne. Så må jeg beklage, for jeg har ikke noget at dele ud af. Om jeres præst her på prædikestolen tror eller ikke tror og på hvad, kommer slet ikke menigheden ved, det er en sag mellem mig og Gud, og jeg holder kortene tæt ind til kroppen desangående. I øvrigt er jeg jo ligesom alle jer andre. Hverken værre eller bedre. Hverken mere eller mindre troende. Men jeg arbejder naturligvis ihærdigt med tingene omkring kristendom og kirke, for det er mit arbejde, og det jeg får løn for. Ikke for at være troende. Men man skal jo kunne prædike om søndagen.

Hvor kommer troen da fra og fylder rummet ud her ved vores gudstjeneste? Det er just det, pinsen handler om: Troen er i et og alt afhængig af menigheden. Troen planter Gud med sit ord midt i menigheden, hver gang den samles. Og han gør det ved hjælp af det, der kaldes Helligånden. Derfor er det jo tåbeligt at spørge en præst eller andre, om de tror. Som om troen var noget, man kunne bære med sig i en lille religiøs rygsæk. Og hvad i alverden skulle man gå i kirke for, hvis man var i besiddelse af en tro. For selskabs skyld måske, men dette her var dog et dyrt og stort apparat at stille an med for selskabs skyld.

Næ, troen findes her i kirken, når vi mødes til gudstjeneste, bryllup eller begravelse. Da er der for øvrigt altid tale om en gudstjeneste, hvis ellers præsten og menigheden opfører sig ordentligt. Hvad vil det sige? At vi altid skal komme herind for at høre, hvad Gud vil tale til os. Og han taler altid her. Det er så smukt, så indtrængende, så lidenskabeligt, for han vil gerne have, at vi hører og forstår.

Forstår er måske et forkert ord. Begriber, indser, omsluttes af er måske bedre. Troen taler til hjertet ikke til forstanden. Det betyder ikke, at troen er noget særlig mystisk, men at den har med kærlighed at gøre. Derfor er der heller ingen fripladser i en kirke, et sted hvor man kan sidde behageligt tilbagelænet med armene over kors og vurdere sagerne. Så er man i virkeligheden slet ikke herinde og kunne ligeså godt sidde ude på kirkegården, hvor man så faktisk også hører til. For dette her er opstandelsens og livets sted og ikke dødens.

Kirken den er et gammelt hus, men også et mærkeligt hus. Så snart man er kommet ind, omsluttes man af ord, der bærer troen i sig: Bønner, salmer, hilsner, tekster, prædiken, dåb og nadver. Ordene fylder ikke blot rummet ud, men de drager umærkeligt menneskene med sig ind i denne forunderlige verden af fred, befrielse og livsmod.

I dag er det den fantastiske proklamation fra Johannes evangeliet, vi inddrages i: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Utrolige og magtfulde ord. Egentlig skulle de vel råbes eller synges. Det er jo ikke bare en sludder for en sladder. Det er en fanfare. Fanfaren gjalder af glæde, nyhed, begejstring. Til trøst og opmuntring. Og det har den gjort i totusind år; og mennesker er brudt ud i sang og har takket Gud for dette ord, som de altså har troet og levet på! Det er dette her, der gælder i vores kirke, i vores land, i vores religion! En trosbekendelse.

Med sådan en bekendelse er det ikke let at bevare troen på nisser eller tv 2’s ånder. Det er heller ikke meningen. Det er faktisk meningen, at man skal slippe alt andet og lade sig rende over ende af det glædelige budskab. Der er ingen uld i munden hos evangelisten. Det behøver der heller ikke at være hos den præst, der skal bringe det videre. Og hvis nogen stoppede præsten midt i oplæsningen og spurgte, om han nu også troede på det, så er der kun én ting at svare, og det er: Så hør dog efter mand! Således elskede Gud verden! Således elskede han også dig, for at du ikke skal fortabes, men have evigt liv! Tro kan ikke være til venlig overvejelse; den er et enten – eller.

Har man ikke lov at spørge, ligeså høfligt og interesseret: Behøver det at være kristendommen, man tror på? Er kristendommen da virkelig så fantastisk? Hvad så med de andre religioner. Nu har vi lige haft besøg af den fantastiske Dalai Lama med den stærke personlighed og den utrolige udstråling; hvad med hans buddhisme? Den giver en ro og en tolerance, som det moderne menneske og verden da trænger til. – Det kan desværre ikke hjælpe noget. Lad Dalai bare være i fred og behandl ham pænt og høfligt, når han er på besøg, for som Johannes skriver: Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

Men for os er kristendommen ikke til at komme udenom. Tværtimod, den skal man ind i. Den er ikke en religion blandt andre. Den er selve sandheden og det eneste, absolut eneste, der gælder i dette hus.

Det lyder ganske intolerant; og det skal det også gøre. Her er der ikke noget til forhandling. Her hersker der ikke demokrati, men Guds vilje, og den skal man bøje sig for, ikke diskutere med. Det er troens vilkår. Det er en del af den befrielse, troen bærer med sig: Her kommer det ikke an på dig og alle dine meninger og evner og bedrifter. Her er det Gud, der taler og handler, den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd.

Menneskets situation i verden og i dets eget liv er præget af, at det er kommet i et skævt forhold til Gud og dermed til det liv, der var ment med os. Man kan opleve det på mange forskellige måder: Som angst, tomhed, fortviv­lelse, hvileløshed. Livet mister betydning og vægt; og man bliver en fremmed på jorden og føler sig alene og udstødt! Det handler alle religioner om, for sådan oplever mennesket sit liv. Med forskellig styrke og udtryk.

Her er det så evangelistens og gudstjenestens anliggende at udråbe for alverden, at denne konflikt er bragt til ophør med Jesus Kristus. Afgørelsen eller dommen i konflikten flyttes dermed fra den eviges domstol på den yderste dag til troen på Kristus. Med ham er en frikendelsen bragt i stand og et nyt liv begyndt; men be­tingelsen er naturlig­vis, at man tror på det; ellers lever man stadig under den gamle anklage og forestående dom. Det er faktisk så logisk: Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde!

Det drejer sig altså om tro! Det er det, vi er kommet her for få, og rummet her er fyldt med det. Det er sunget ind os, bedt ind i os læst ind i os. Man skal ikke granske hjerte og nyre hos sig selv, men slå ørerne ud og lade sig rende over ende af evangelisten Johannes’s sprudlende budskab. Her er din tro! Den er god nok! Overgiv dig til den! Lev i den og af den! Det er det, du er døbt til! Løft dit hoved, og lad være med at skamme dig over dig selv, når Gud sådan har sagt god for dig. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på, ikke skal fortabes, men have evigt liv! I dag var det evangelisten Johannes, der med Helligåndens hjælp fyldte Brande kirke med tro. Det vidste han ikke, da han skrev det for 1900 år siden, men Helligånden har gjort et godt stykke arbejde for os og med os. Glædelig pinse! Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)