Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

4. søndag efter påske, 24. April 2005
Johannes 16, 5-15, Hanne Sander
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Skulle der være nogen af jer, der synes, at teksten som jeg læste op før var svær at forstå – kan jeg kun give jer ret.

Evangelisten Johannes, der har skrevet den er ikke den nemmeste at forstå – og oven i købet kommer vi ind midt i en tale, fordi vi kun hører et stykke af en meget længere tale, der strækker sig over tre kapitler.

I må prøve at forestille jer Johannes, der har skrevet evangeliet. Man regner med, at det er skrevet omkring år 90, altså hen mod 60 år efter at Jesus døde. Det vil være som hvis I hørte en sidde og fortælle fra perioden 1915-1945.

I slutningen af sit liv levede Johannes på den græske ø Patmos – og nu sidder den gamle Johannes altså og skriver historien om Jesus ned, sådan som han har hørt den og forstået den.

Og historien må nødvendigvis skrives baglæns: Vi går ud fra at Johannes er en af de 12 disciple og i lyset af Jesu død og opstandelse erindrer Johannes sig tilbage i Jesu liv for selv at forstå, hvad det har betydet for ham, så han kan skrive det ned og give det videre til andre.

Og når han nu tænker tilbage, så var der ikke noget at sige til, at også disciplene havde svært ved at forstå, hvad Jesus mente, da han tog afsked med dem.

Hvordan kunne han mene, at det var det bedste for dem, at han gik bort ? – Johannes havde ikke selv overværet det, men han havde læst i Matthæus’ evangelium, at der havde været en episode med Peter engang, da Jesus var begyndt at tale om, at påske i Jerusalem for ham betød tilfangetagelse og lidelse og død – og bare tanken havde fået Peter til at protestere. Peter kunne på det tidspunkt slet ikke forbinde tanken om Jesus som Guds søn med at han skulle dø.

Nej, da de var sammen med Jesus – og var overbevist om, at det var Gud selv de så i ham,at han var Guds søn, havde de forestillet sig, at Gud var hævet over modgang og død og lidelse.

Men nu i eftertanken kan Johannes godt se, hvor lidt de egentlig havde forstået af Guds væsen, mens Jesus levede. At Gud og Jesus var to alen ud af et stykke begyndte de først at forstå, da Jesus var død. Og, set på den måde, så kunne Johannes godt forstå, at Jesus var nødt til at dø, for at disciplene og alle andre mennesker kunne begribe, at Guds kærlighed til mennesker var så stor, at Gud ville komme mennesker i møde og dele vilkår med mennesker også når det betød forfølgelse og død.

Det kan Johannes godt se nu, at den tanke havde de ikke kunnet bære så længe Jesus levede og de var sammen med ham. De havde først skullet have det hele på afstand.

Lige efter Jesu død havde de nemlig ment, at døden betød en fallit både for mennesker og for Gud. De havde følt, at Gud var fraværende, og at han havde ladt dem i stikken – og at de igen var overladt til sig selv. Men så havde de oplevet, at det var lige modsat. Jesus var opstået og var hos dem på en ny måde og Gud var nærværende som aldrig før – og nu vidste de, at ikke engang døden kunne skille mennesker og Gud fra hinanden, når Gud også kunne rumme døden.

Men hvordan skal man kunne tale om det liv, der er blevet helt forandret og nyt. Hvordan beskriver vi selv erfaringer vi har haft, når vi siger: jeg er blevet et helt nyt menneske.

Profeten Esajas bruger et meget stærkt billede, hørte vi, når han vil beskrive forandringen til nyt liv:

Det er som at få et nyt hjerte, siger han. Gud fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød – levende og bevægeligt.

Ligeså voldsomt fortælles det om Paulus, hvordan der indtrådte en forandring i hans liv: Det hårde i hans hjerte forsvinder – og hans liv får en ny retning.

Paulus er et eksempel på et menneske, der bliver indhentet af sandheden om sit liv og bliver en overbevist kristen.

Paulus havde været kendt for at være særdeles ivrig i kristenforfølgelse, men bliver en dag overvældet af et voldsomt lys, mens han er undervejs. Han kan overhovedet ingenting se og vælter af æslet – og så hører han en stemme, der siger: Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?

Den stærke oplevelse betyder, at Paulus ligger hen i tre dage, hvor han ikke kan se og hverken spiser eller drikker noget. – Han er virkelig blevet ramt af Guds ord . Da der er gået tre dage kommer der en, der hedder Ananias fra den kristne menighed og lægger sine hænder på ham, så han kan se igen og så rejser Paulus sig op og bliver døbt og begynder at spise igen.

Han står nærmest op fra døde til nyt liv og han er overbevist om, at Jesus, som han eller havde forfulgt, at han er Guds søn.

Nu skal jeg ikke lægge op til, at alle skal have så voldsomme oplevelser, men vi kan også have øjeblikke af klarhed, hvor der virkelig går et lys op for os, eller der bliver talt til os, så det vi hører pludselig bliver overbevisende og fulde af betydning.

Johannes vil gerne finde et nyt navn for den klarhed eller grebethed, vi kan opleve – og han kalder det talsmanden. Guds talsmand.

Men endelig så siger han også til sidst i teksten, at klarheden kommer ikke sådan på en gang.

Den er stadig på vej til os.

Sandheden i vores liv og sandheden om vores liv er en proces.

Og der er kun en måde, vi kan finde ud af, om kristendommen rummer det nye liv og den forandring af hjertet – og det er ved at leve som om det er sandt og erfare os frem.

Det må efterprøves i hvert enkelt menneskes liv. Amen.

Sognepræst Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2800 Gentofte
Tel.: ++ 45 – 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)