Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Påskedag, 27.3.2005
Markus 16,1-8, Arne Ørtved
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det!

Gad vidst, om de rigtig har hørt det den dag. De flygtede jo bort fra graven, fordi de var bange. Først bagefter, da det hele var blevet opklaret, huskede de det: Han er gå forud for jer til Galilæa. Det var ellers det, der var det vigtigste i budskabet. At de skulle møde ham der, hvor de levede deres liv. Ikke i en grav, ikke i en kult, ikke i et tempel, men i deres levende liv. Dér skulle de møde Ham, der fra nu af skulle være deres Gud.

På en måde er det jo ikke så godt, for så er det slut med religion og kirke og præster og alt det. Gud er der, hvor mennesker lever deres liv. Ikke der hvor de lukker sig inde med det hellige og omgiver sig med mystik og røgelse og hemmelige formler. Ikke der hvor mennesker isolerer sig fra det omgivende verdslige samfund for at dyrke Gud. Heller ikke der hvor mennesker samles på eller ved kirkegården for at mindes den afdøde og begræde hans bortgang.

Nej, i livet for og med andre mennesker, dér skal I finde jeres Gud. Ikke i en bestemt slags liv, som I finder på at arrangere for at gøre Gud tilpas, så han vil besøge jer; men i jeres ganske almindelige liv med hinanden. Med alt hvad det indebærer af glæder og sorger, konflikter og harmoni, krig og fred, fodbold og violinkoncerter.

I hørte jo selv langfredag, hvordan forhænget ind til det hellige flængedes fuldstændig, da han udåndede. Så var der ikke noget, der var helligt mere. Det var brudt sammen og blandet op med det almindelige verdslige liv. Og her hører kvinderne så, at det hellige ikke vil krybe ind bag forhænget igen, men vil blive ude i livet og møde mennesker der.

På den måde er det livet, der bliver helligt. Altså ikke livet i sig selv, men når Gud kommer til stede i det. Og han kommer selv - og af sig selv. Han finder sig ikke i kommandoer eller fristende lokkeord. Han kommer i den stund, han selv finder passende. Og det kommer ofte bag på os, fordi vi tror, at Gud er en anden end den, han er.

De flygtede bort fra graven, kvinderne, for de var bange. Det kan man godt forstå. Hvor er vi henne, hvis det hellige er sluppet løs iblandt os? Så kan vi ikke være i fred nogen steder. Vi ved aldrig, hvornår Gud pludselig dukker op og kræver os til regnskab. Vi ved aldrig, hvornår Gud lægger sin tunge hånd på os og siger: Bi lidt, jeg har noget at sige dig! Man kan ikke være privat nogen steder Man har aldrig livet for sig selv, for Gud er altid lige i nærheden og altid foran: Han er gået i forvejen til Galilæa.. eller til Brande eller til sommerhuset, arbejdspladsen.

De første kristne fortæller nogle spredte, forvirrede beretninger om, hvordan de møder den opstandne Gud i ugerne efter den første påske. Det fælles for alle historierne er, at de overbevises om, at det virkelig er den Jesus, som de havde kendt i levende live, de møder. Der er egentlig ikke spor mystifistisk ved det. Det handler bare om tro. At det er i det, som Jesus havde sagt og været og levet i sit liv sammen med dem, det er i det, de skal møde ham. Det er den Gud, de skal møde.

Derfor fik de nu så travlt med at samle alt det op, de kunne huske om ham. De fortalte og fortalte. Mand og mand imellem – eller måske oftere kvinde og kvinde imellem. Men også når de samledes på den nye helligdag, som faktisk ikke var spor mere hellig end alle de andre dage, men altså Opstandelsens dag, søndagen, fortalte de minder om Jesus. Og fortællingerne farvedes naturligvis af deres nye tro og deres egen begejstring. Det er alle disse fortællinger, vi nu finder i afbleget form i evangelierne. Det var ikke let at overføre begejstringen og gløden til skrift; men det er dog lykkedes ganske godt.

Det vigtigste var dog hele tiden at få ordene til at leve iblandt dem, for det var jo dér han skulle komme, den opstandne Gud, Jesus Kristus. Derved blev søndagen alligevel trods alt en slags hellig dag for dem. Det var så den dag, de fandt sammen og fortalte historierne om ham. Derved blev det så også ofte den dag, de oplevede hans besøg hos dem. Det kom sammen med hans ord og ordene om ham.

Dermed var kirken også ved at opstå. I stigende grad overlod de det til bestemte personer at fortælle og læse op og bede bønner. De var med andre ord ved at få præster. De var slet ikke klar over, at de var i færd med at ødelægge hele Guds projekt. Det med præster og kirke var da vist ikke meningen. Ordene skulle leve frit iblandt dem, så Gud kunne besøge dem hvor som helst og når som helst.

Men de oplevede ikke, at deres søndagssammenkomst stod i vejen for det. De blev ikke bombarderet af indtryk dagen igennem som vi. De kunne sagtens leve på det, de hørte om søndagen, resten af ugen. De talte jo også om det – eller viskede om det, for det var jo forbudte ord. Det gjorde det også nemmere. Men det betød til gengæld også, at ordene fik en hemmelighedsfuldhed over sig, som slet ikke var meningen. Ordene skulle være åbne, levende virkningsfuld i deres daglige liv.

I dag så mange år efter kan vi konstatere, at bekymringen var helt på sin plads. Det har hele tiden været en alvorlig fristelse igen at spærre Gud inde i et helligt rum med et stort og stærkt præsteskab til at bevogte både udgangen og indgangen til ham. Men Gud lader sig ikke sådan spærre inde. Hvert år til påske ruller han stenen fra indgangen og går ud i den klare luft og går forud for os til livet. Hvis vi går ind i det såkaldt hellige rum, kan det kun med sandhedens stemme lyde sådan: Han er ikke her; han er opstanden og gået forud for jer til jeres liv. Hvis det ikke er dét, stemmen siger, taler den løgn. Så er det ikke en engel, men djævelen selv, der taler.

Gud er altså ude i vores liv, forud for os og bagved os. Både i vores personlige liv og historie og i menneskehedens liv og historie. Gud er der hele tiden. Vi kan ikke se ham, ikke gribe ham, ikke holde ham fast. Men han er der. Måske i fortvivlelsens mørke, måske i lykkens klare lys. Måske møder han dig stuens ensomhed eller i menighedens fællesskab, i det nyfødte barn eller din gamle mormor. Han er hele tiden forud for dig, så du ikke behøver at være bange. Han er også hele tiden bag dig, så du kan tro på tilgivelsen.

Jamen, hvad i alverden er vi så hér for? Hvad skal vi med kirker og præster? Vi er her, for at vi kan høre vort livs bedste og vigtigste budskab: Graven er tom, og nu er han gået forud for dig til dit liv! Hvis man ikke hører det budskab, er det umuligt at tro det. Og det skal høres igen, fordi troen så let forsvinder i travlhed, problemer og bekymringer.

Vi er her ikke, fordi kirken har patent på Gud, eller fordi Gud her har fundet sig et særlig trygt gemmested; men det er her Guds ord har en chance for at overdøve larmen udenfor og fortælle dig, at du skal skynde dig hjem og leve i tro og kærlighed. Han venter på dig over det hele, - også når du kommer frem til dit livs grænse, og dine dage her på jorden er forbi. Da er han stadig forud for dig ind i døden og ind i evigheden. I dag er det påske. Vi hører, at han er gået forud for os. Det giver håb. Det giver fremtid. Det giver liv. Det er den rene fryd! Glædelig påske! Amen.

Sognepræst Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)