Sidste år kunne man se den meget omtalte film, ”The passion of the Christ”, der prøver at fremstille de sidste 12 timer af Jesu liv.

Jeg fik den aldrig set, fordi jeg ikke kunne beslutte mig til om jeg ville se den eller ej, fordi den efter omtalen skulle være et udpenslet orgie i lidelse og vold.

Og når jeg nu ikke så den, var det så fordi jeg ikke vil se virkeligheden i øjnene? Vil jeg ikke konfronteres med smerte og blod og skrig og død ?

Jeg mener ikke at det er der, det ligger, for ingen af os undgår den konfrontation. Selvom man ikke engang gik i biografen for at se film, men bare regelmæssigt ser TV-avis eller læser den daglige avis kan man ikke mere undgå at få billeder af al den tænkelige vold og lidelse, mennesker påfører hinanden ind på nethinden.

Så, jeg mener, billederne har vi – om vi vil det eller ej – og de melder sig, hver gang vi hører om overgreb og brutalitet og menneskelig kynisme.

Vi hørte Matthæus fortælle om de sidste timer i Jesu liv, så det ikke var svært at se for sig: hvordan de tvinger en tilfældig forbipasserende til at bære korset, der skal bruges til henrettelsen. Simon af Kyrene bliver på den måde medskyldig, sådan som så mange bliver tvunget til at deltage i overgreb og massakrer.

I Lukasevangeliet kan vi se trofaste og godhjertede mennesker, der gerne vil vise deltagelse og som græder over alt det frygtelige, der sker med Jesus, sådan som andre i dag lægger blomster og tænder lys, men hvor Jesus næsten nøgternt kan sige til kvinderne, at de ikke skal græde over ham – men meget snarere over skal de græde over sig selv og den verden, de giver videre til deres børn.

Vi kan også se brutale og hånende soldater og politifolk – og en medfange, der ikke engang i den situation, hvor han selv skal henrettes kan være solidarisk, men er spottende og hånende. Fra mange fængselshistorier ved vi, hvor hårde fanger kan være over for hinanden og at der indbyrdes hverken er nåde eller barmhjertighed.

Men hvad ville jeg nu med alt det ? Jo, jeg vil sige, at lige så hæsligt og ydmygende og lidelsesfyldt Jesus døde er mennesker før ham blevet pint og ydmyget og slået ihjel – og lige så brutalt og uforståeligt bliver mennesker stadig pint og tortureret ihjel, ja Jesus skulle dog ikke se sine nærmeste voldtaget og dræbt før han selv døde.

Så Langfredags budskab ligger ikke så meget i at udmale de lidelser Jesus bliver udsat for og dør af. Så forfærdelige de end er, så har alt, alt for mange mennesker været udsat for noget tilsvarende eller værre.

Og Langfredags budskab skal vi ikke høre uden samtidig at høre påskedags evangelium med. Kun sådan kan vi tro, at Gud i Jesu skikkelse lider med alle lidende og at Gud dør den død vi alle skal dø – for at der ikke skal være noget, der skiller os fra ham. For at vi kan tro, at der ikke er noget, der kan overgå os uden at Gud også er der. Vi er ikke overladt til os selv – også selvom de nærmeste forråder os og svigter os.

Lukas fortæller det med billedet af forbryderne, der blev korsfæstet sammen med Jesus. Den ene af forbryderne beder Jesus om ikke at glemme ham, men om Jesus vil tage ham ind i sine tanker, så han ikke skal være alene i døden. Forbryderen indrømmer sin egen skyld og tager sin straf, men forsvarer den uskyldige Jesus, og nu beder han så om, at døden ikke skal skille dem og Jesus lover ham nærvær, der rækker ud over døden med ordene: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” – Og paradisforestillingen er jo netop en forestilling om, at der ikke er adskillelse mellem Gud og mennesker. Kløften kan overvindes og bruddet kan heles. Liv kan opstå af død og ingenting. Som det var i begyndelsen – så nu og i al evighed.

Paulus skriver det på sin måde for at støtte menigheden i Rom:

”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke

os alt ? ….. jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom.8,31b + 38-39).

Vi kan se det, når både Matthæus og Lukas fortæller om den romerske officer, som bekender, at det er Gud han ser, da Jesus dør.

Gud er ikke alene nærværende hos den døende Jesus, men også nær forbryderen på korset og hos officeren, det menneske, der har ansvaret for Jesu død.

Vores håb Langfredag og vores bøn er, både når vi føler os mest Gudsforladte og når det er os, der er årsag til lidelse, eller når vi lader andre i stikken i deres smerte, at Gud da også vil være os nær. Amen.

Sognepræst Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk