TROENS INSISTEREN

”Kvinde, din tro er stor”, sagde han. I dette formelagtige udråb ligger en hel verden: Troens verden. En verden med et stort register af toner, farver og nuancer, følelser, ord og handlinger. I den lille fortælling om den kananæiske kvinde lærer vi troens styrke at kende. Vi følger dens bevægelse fra afmagt til magt til dens endelige sejr. Og kan – hvis vi vil – spejle os selv og vor egen tro eller mangel på samme i denne bevægelse.

Den kananæiske kvinde har alle odds imod sig. Hendes datter er forfærdelig syg og hjælpeløs. Hun selv er en fremmed og hører til de udstødte og foragtede i forhold til det folk og den religion, som Jesus og hans disciple hørte til. Det begynder i nød og afmagt. En mors sorg over ikke at kunne hjælpe sit syge barn. En nødsituation som mange andre. Fælles for dem er fortvivlelsen over ikke at kunne gøre noget. Kærligheden som vil at den anden skal være lykkelig – og så kan den kun se til, at den anden lider og bliver mere og mere ulykkelig for hver dag der går. – Troen opstår mærkeligt nok i afmagt. Vi skulle mene, at den opstod som reaktion på noget vidunderligt og stærkt. Det gør den også. Men ligeså ofte opstår den som et nødskrig, et råb om hjælp. Fordi kærligheden ikke resignerer. Fordi kærligheden ikke fortvivler endeligt. Kærligheden opgiver aldrig håbet. Og når alting ser håbløst ud, så er der ikke andet for end at tro. Tro imod alle odds.

Måske vidste kvinden knap nok selv hvad hun gjorde, da hun råbte til Jesus og bad ham om barmhjertighed. Drevet af sin dybe fortvivlelse gik hun spontant hen til det sted hvor der kunne være håb om at få hjælp. Hen til den mand som hun havde set og hørt og som havde det hun havde brug for: Magt til at hjælpe. Der skulle stor selvovervindelse til, for det sandsynligste var at hun blev afvist. Jeg tror ikke hun havde tænkt sig længe og grundigt om inden hun gjorde det. Jeg tror hun lod sig føre hen til ham af en indre drivkraft bag om ryggen på sig selv. Hun havde glemt sig selv og sin stolthed, datterens ulykke var det der fyldte hende og drev hende af sted. Om hun skulle blive ydmyget og skammet ud kunne være lige meget. Hvad betød det i forhold til det hun måske kunne opnå ved at koncentrere al sin opmærksomhed mod den mand, der havde magt over lykke og ulykke? Hvad betød det at hun ydmygede sig i andres øjne og udsatte sig for afvisning i fuld offentlighed? Var det ikke rystende ligegyldigt – i forhold til det hun ville!? Den selvovervindelse som syntes så nødvendig, tror jeg knap nok blev hende bevidst, så stærk var hendes trang til at få hjælp og hendes tro på at hun ville få det.

Men det blev til en massiv afvisning. Chokerende ydmygelse. Først mødtes hun med tavshed. Som om hun slet ikke var til. Som om hun var luft for ham. Som om hun ikke var værd at spilde så meget som et ord på. En isnende kulde var svaret på hendes råb om hjælp. Og da det ikke fik hende til at gå, fik hun at vide, at hun ikke var berettiget til at få hjælp. Hun hørte ikke til. Ja, og da heller ikke det fik hende til at trække sig tilbage, fik hun at vide at hun ikke var bedre end en lille dum hund. Hvilken spot! Hvilken skam! Hvor han trådte på hende! Jesus fremstår her som en uhyggelig hård mand – langt fra den blide godhjertede omvandrende profet vi ofte forestiller os. Men i det forløb udvikles kvindens tro. Fra at være en næsten ubevidst indre trang der driver hende i armene på den guddommelige mand udvikler den sig til at blive en bevidst kamp imod den totale afvisning og den håbløshed der følger efter en sådan. Måske er den forfærdelige attitude som Jesus fremviser en bevidst prøve fra hans side. En prøve på hvor meget hendes tro kan bære og hvor stærk den kan udvikle sig til at blive. Tro vokser igennem modstand – var det det han ville med hende? Og hvis hun nu var løbet skrigende bort og havde forbandet ham langt væk for hans kulde og foragt, hvad var der så blevet af hendes ulykkelige datter? Hvad var der blevet af moderens fortvivlelse? Og hvad var der blevet af den tro der trods alt havde drevet hende ud af sit eget beskyttende hjem og ud i offentligheden, der krænkede og ydmygede hende på det frygteligste?

Ikke bedre end en dum lille hund! Det var hvad han havde sagt: ”Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.” Man skulle tro hun var lammet efter sådan en grovhed? Men tro og håb og kærlighed gør opfindsom. I stedet for at slå ham i ansigtet – hvilket ville være en naturlig reaktion på fornærmelsen – går hun ind i ordspillet: ”Jo, Herre! Thi de små hunde æder dog af de smuler, som falder fra deres herrers bord.” Det er ikke hende, der bliver lammet, det er ham. Han ydmyger hende, men hun sætter ham til vægs. Han har ikke flere afvisninger. Ved at gå ind i ydmygelsen og vende den til sin modsætning – til stolthed – vinder hun med opfindsomhed og selvovervindelse kampen. Fra at være en grædende, råbende fortvivlet mor har hun udviklet sig til at være en modig, klog og situationsbevidst kvinde, lynhurtig og ”rådsnar” – som det hed på gammelt dansk. Tro er ikke kun en ubestemt og konsekvensløs følelse. Tro er kamp. Opfindsomhed og intelligens. Når det kræves. Således vokser den fra at være et fortvivlet skrig om hjælp til at være selvforsvar og argumentation. Alle sindets og tankens kræfter mobiliseres.

Når troen insisterer på det den vil må den trodse sig igennem alle barrierer. Det er opmuntrende at vide. Den kananæiske kvinde er en veninde i troen. Et eksempel på et menneske der ikke giver op over for nogen som helst modstand. Og det har vi brug for. Selv. Når vi er i en lignende situation. Når vi er ved at miste al tro, alt håb og til sidst al kærlighed. Hvor fristende er det ikke at give efter og lægge sig ned og konstatere at der ikke er mere at gøre! Det er dulmende for vort oprør og piskede følelser simpelthen at lægge våbnene fra os og synke hen i passiv resignation. Det ville være det letteste – og måske bringe en slags fred med sig? Men nej – det ville være selvopgivelse og det ville være at svigte dem vi elsker. Hvad var der blevet af den ulykkelige datter, hvis moderen havde opgivet? Vi får gennem den kananæiske kvinde modet til at insistere på at vores kærlighed har ret. At vi aldrig resignerer. At vi bliver ved – selv om intet ser ud til at lykkes. Tro er trods imod alle former for afvisning. Og den kommer inderst inde fra en tillid til Gud, der er så oprindelig at ingen kan begrunde den med andet end den selv eller med Gud.

Modstanden mod troens insisteren kommer både udefra og indefra. Kom nu til fornuft. Se realiteterne i øjnene, siger vi til os selv og til hinanden. Der er ikke mere at håbe på. Men troen er stædig. Den holder ikke bare til et enkelt øjeblik. Den er livsvarig. Når først den er blevet sig selv klar og ved hvad den vil. Når kærlighed er tro og tro er kærlighed, er der ikke noget der kan afvise den, hverken udefra eller indefra. Spørgsmålet er om kærlighed og tro er blevet eet, eller om de er to adskilte ting i et menneske. Er de blevet til eet er de på en måde uovervindelige, men er de to forskellige ting, hver for sig og adskilt fra hinanden, er de ikke stærke nok. For hvad var kvindens kærlighed uden tro? Og hvad var kvindens tro uden kærlighed? ----- Men det er det der så ofte er problemet, at vi sentimentalt tænker os kærlighed uden tro og alt for rationelt tænker tro uden at tænke kærlighed med. Kun når kærlighed og tro er to sider af samme sag er troen stædig og udholdende indtil døden.

At kærlighed og tro i forening er uafviselig og uovervindelig kom til udtryk, da Jesus sagde: ”Kvinde, din tro er stor, det ske dig som du vil!” Hendes råb om hjælp blev hørt. Troen havde bevæget sig fra afmagt til magt over modstanderen til at bære frugt i en bønhørelse. Det som troen ville skete – men først efter en lang og stædig kamp.

Er denne kvinde som en veninde i troen? Et eksempel til opmuntring for enhver? Ja, sådan er hun da tænkt og skrevet. Om lidt skal vi synge Grundtvigs salme over denne historie. Vi skal synge om det mysterium det er, at troen bevirker sin egen opfyldelse. Troen på Guds Søn. I vort liv – også.

Syng da, hjerte hvert, som tror
På Guds Søn den milde,
Evig tak for trøstens ord:
Ske dig, som du ville!

Når det sker, hvad hjertet vil,
Som er livets sæde,
Da er sorg og død ej til,
Men kun liv og glæde.
(DDS 158,6-7)

Et mysterium vil jeg kalde det, at det som troen vil, det sker. For det er ikke i vor egen magt. Det sker af Guds nåde. Den nåde som Guds Søn var et levende udtryk for. Så han kunne besvare kvindens insisteren som han gjorde. Amen.

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel.: ++ 45 – 86 12 47 60
E-mail: kboe@km.dk