1. I næsten alle biografier og erindringer spiller ens skoletid en væsentlig rolle.

Og sådan er det vel i det hele taget for os. Der er lærere og kammerater, som har været af blivende betydning for een i sind og tanke, - hændelser, som bæres med og erindres. Gode og opbyggelige, men måske også grusomme og deciderede onde handlinger, der huskes.

En græsk forfatter, der gik i skole for godt hundrede år siden, fortæller i sine erindringer skrevet i 1950´erne om en bestemt episode fra sin skoletid.

De havde skoleinspektøren til enkelte fag. Det var en lille mand med et stort temperament og med et ondt lune.

Det var ved påsketid. Og denne lærer tog eleverne med i kirke. Efter de have været i kirken, begyndte læreren at fortælle eleverne, om hvordan Gud har sendt sin søn til jorden, hvordan Kristus led og blev korsfæstet for vore synders skyld. Og han fortalte dem også om de tolv disciple, især om ham, der hed Judas, og som forrådte Jesus.

Forfatteren husker, hvordan læreren med et ondskabsfuldt blik, så ud over klassen. Og som afslutning på sin skildring af Judas´ handling og sørgelige ende, sagde: ”Ja, og Judas, han er som …”. Og læreren rakte sin hånd ud og kiggede sig omkring, fra elev til elev.

Der blev en pause, hvor alle så ned, indtil læreren slog ned på en rødhåret bleg dreng, som var dårlig klædt. En dreng med navnet Nikolios. ”Ja, Judas, var ligesom dig Nikolios”, råbte læreren. ”Samme farve hår og samme tøj. Også Judas havde rødt hår, dyb rød, som helvedes flammer.”

Da drengen Nikolios hørte det begyndte han at græde. Men det tog læreren ingen hensyn til. Og de andre, som følte, at de var sluppet for dommen, kiggede nu hadefuldt på denne Judas. Havde de ikke altid vidst det. Og en hvisken løb i klassen, at denne Judas, han skulle få bank efter skoletid.

Og forfatteren fortæller, hvordan da de kom fra skole løb efter den stakkels dreng, og de bankede ham, og råbte Judas efter ham.

Denne dreng viste sig fra den dag aldrig mere i klassen og heller aldrig på skolen.

Først tredive år senere fortæller forfatteren, - der har levet langt væk fra sit hjemsted, da han er tilbage på ferie mødte han igen drengen fra dengang. Han er skopudser. Han stod genert på trappen til forfatterens forældres hus, - han skulle aflevere de pudsede sko, og han kiggede på ham og rystede med hoveder: ”Kender du mig ikke?

Og først da genkendte jeg ham, skriver forfatteren. Og jeg sagde hans navn ”Nikolios”. Og jeg tog hans arm. Men han svarede blot: ”Ja , Judas”, og han smilede bittert tilbage.

2. Det onde, djævelen, træder i dag i evangeliets beretning om Jesus i ørkenen frem som et selvstændigt væsen, en magt, en person, der kommer til Jesus og frister ham: vil have ham til at lave sten til brød, kaste sig ud fra en klippe, og endelig vil have Jesus til at tilbede sig.

Djævelen, Satan, er her skildret som en person, en magt, der kommer til Jesus.

Som Gud er en personlig magt, er Djævelen det også.

Er djævelen en personlig selvstændig magt, er det således ikke os beskåret at gøre hinanden til djævle. Sådan som læreren gjorde det i erindringen ved at gøre eleven til Judas.

Vi skal i det hele taget vare os for at gøre andre til Djævle. Sige: du ligner den onde selv, er en Satan, en Djævelen, Judas eller hvem det nu kunne være, der bliver stigmatiseret.

Er Djævelen en personlig magt, så betyder det dog modsat ikke, at vi kan skyde den ondskab, som finder sted, fra os. Og at vi blot kan sige: Det var djævelens skyld, eller sådan som Adam og Eva forsøgte sig med at kaste skylden på slangen efter at de havde spist af kundskabens træ.

Det onde er altid noget vi gør: det være sig i erindringshistorien, lærerens djævelske pegen een elev ud og gøren denne til syndebuk. Og videre de andre drenges efterfølgende handling, det at de bankede drengen og gjorde ham ondt for livet.

3. Lærerens som elevernes handling kan måske nok så forstås psykologisk, men kan ikke forsvares. De handler alle ondt.

Og sådan er det jo. Nok er Djævelen en personlig magt. Men det onde – og de onde handlinger, det er nu en gang nogle vi selv tager på os og gør. Ikke bare de andre, men også os selv. Det er os mennesker, der gør det onde.

Der kan så være nok så mange undskyldninger og forklaringer på, hvorfor vi gør det og hvorfor det sker.

Der kan være hævnlyst, angst, frygt, besiddetrang, egoisme, havesyge, jalousi, midsundelse osv. Men det forsvarer ikke, at vi gør det onde.

Vi må derfor i erkendelse af vor egen svaghed fortsat, som vi gør det i indledningen til trosbekendelsen, forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er der fortsat alle gode grunde til at gøre.

Ligesom der forsat er grund til, at vi vender os mod Gud, og her til stadighed beder, som vi gør i den bøn Jesus selv lærte os: fadervor, hvor vi beder ”Fri os fra det onde, thi dit er riget og magten”.

Det er der til stadighed brug for, at vi gør.

For hvordan vi end indretter os i tilværelsen, hvilken ideologi, der end hersker, hvor trygge rammer vi end får lagt for livet, så er der brug for at vi beder : fri os fra det onde.

For døden og synden findes fortsat. De slipper os ikke sådan , de tager derimod så let fat i os, i sind, tanke og handling, og i det fælles liv, vid eller med hinanden.

Ondskaben er del af det liv, vi lever.

4. Det har i en tid været særlig mondænt at sige, at vi så dog skal forlige os med det onde, at der sådan i menneskelivet er en form for balance mellem det onde og det gode.

Det er noget sludder. Det onde er ondt, og der er ingen grund til at forlige sig med det. Det skal derimod fortsat forsages, og ikke forsøges gjort neutralt eller godt.

5. Og selv om vi ikke selv kan magte det onde, så skal vi holde fast i Jesu ord og modstand imod det onde. Han lod sig ikke friste, hverken med sin forfængelighed eller lyst til magt og rigdom. Han stod imod. Ligesom han med hele sit liv stod imod synd og død, og fortsat også er os et værn imod det onde.

Vi sang om det i salmen Vor Gud han er så fast en borg, hvor det tredje vers lyder:

Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare store,
de deres trusler spilde,
lad rase mørkets drot med løgn og mord og spot,
han har dog fået sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.

Og denne tillid til, at det onde, at synd og død ikke i Kristus skal have magten, skal vi holde fast i.

For nok beror denne evne til at stække det onde ikke på os selv, men på Gud.

Men fordi Gud vil os , og skriver sit navn i vort hjerte og i dåben gør os til sine, så er der også stadigt håb for os: at ikke djævelen skal herske og det onde have magten.

Gud giver os, hvordan vort liv end arter sig, om vore dage bliver mange eller få, om vi gør hinanden nok så ondt, stadig håb og vished om, at ikke ondskaben, men kærligheden har magten.

Det er hvad vi hører allerede ved dåben, når korset tegnes for barnets ansigt og bryst, og det siges det skal tilhøre Gud, Jesus Kristus.

Dvs. det ikke er den onde, men det, der magtede at forsage det onde, som vi hører til og som vil os – vil: at ingen djævel skal os skade.

Lev i dåbens nåde i stadig tillid hertil.

Som vi skal synge det i Grundtvigs salme: Sov sødt barnlille: 

Guds fingrene grande
Slog kors for din pande,
Guds enbårnes røst
Slog kors for dit bryst,
Thi skal ingen djævel dig skade;
Nu kan i din dåb
Med saligheds håb
Din sjæl og dit hjerte du bade.

Må vi fortsat leve i det håb.

Amen

Sognepræst Elof Westergaard
Græmvej 2, Husby
DK-6990 Ulfborg
Tel. +45 97 49 51 08
E-mail: eve@km.dk