I den norske forfatter Jan Kjærstads roman Erobreren er hovedpersonen Jonas på et tidspunkt på rejse i Armenien, og en dag står han med udsigt til det berømte Ararats bjerg, hvorpå Noah i sin tid skulle være strandet med arken efter syndfloden.

Udsigten er overvældende, han står med byen Jerevan, dens mylder og dens lyde under sig og ser langt ude mod horisonten sollyset glinse i gletsjeren øverst på Ararats vældige massiv. Bjergtoppene - som er mere end 5ooo m. høje - virker fra det sted, han står, næsten gennemsigtige, som et luftsyn. Han tænker på Noah. Den historie havde altid fascineret ham. Den handlede om at overleve. Om at være mange og så pludselig få. Være udvalgt. Ligesom blive født en gang til, få en ny chance.

Og han får lyst til at blive. Han mærker pludselig, at han står her, på dette fremmede sted og føler sig hjemme. Det er som taler bjerget til ham, som har det noget at sige ham. Et svar på en kalden. Han bliver let i sindet, fyldes af en vældig fortrøstning ved livet, der ligger foran ham. Alt kan ske, tænker han, alt er muligt, hvert eneste sekund.

Hvorfor var han rejst derned? For at se et bjerg, et betagende syn mod en fjern horisont! Men det blev til mere end det, og nu citerer jeg ”Jonas stod der under et fjernt himmelstrøg og kiggede mod et bjerg, lod det tage bolig i sig, sive ind i kroppen. Han stod ganske enkelt og oplevede, at han var i live, og at tilværelsens mening kunne være noget så enkelt som fire minutter en formiddag i december, hvor man er 35 år, i livets zenit - at intensiteten og skønheden i disse fire minutter kunne samle et helt liv, på samme måde som en fuldstændig ordinær bog på 7oo sider kan have fire linjer på side 351, der løfter alt op i en anden sfære, der har kraft til at omforme både fortid og nutid. En rejse behøver ikke at være lang, i tid, for at være omvæltende. Et døgn eller to på et ukendt sted kan forandre ens liv.” (s. 153-4) Såvidt Jan Kjærstad.

I dag præsenteres vi i prædiketeksten for noget, der på visse punkter ligner. Jesus har taget Peter og to andre af disciplene med op på et højt bjerg, og i et vældigt syn oplever de her, at Jesus forvandler sig for dem, at hans almindelige menneskelighed så at sige glider af ham og erstattes af noget meget mere strålende, ja guddommeligt. Tømmermandens søn fra Nazaret får glorie om panden, hans ansigt lyste som solen og hans klæder blev hvide som sne. Og sådan havde de ligegodt aldrig set ham før, Peter og de andre.

Men nu ser de ham sådan. I et tindrende øjeblik oplever de, at nu er det himlens kræfter, der for alvor bryder igennem. De overvældes af det og Peter vil bygge, så de kan blive, her hvor skyggerne nu pludselig forsvinder og det ser ud til at blive til noget, alt det store med Himmeriget, som Jesus så længe havde talt til dem om.

Moses og Elias kommer også på scenen. Men først og fremmest er det med Jesus, den afgørende forvandling sker. Det er ham, der her for alvor bliver den Guds søn på jord, som han skulle være, og som det somme tider havde været lidt svært for disciplene at se, at han var, den for hvem alle livets mange alt for grå og sorte skygger skulle svinde, sygdom og sult og al den anden nød, som mennesker måtte kæmpe med, så livet lidt mere overbevisende kunne komme til at ligne dét i paradiset.

Og vi kender det jo godt, både længslen efter det rigtige, og oplevelsen af det, når det ér der. Også vi har længsler i os - somme tider mere end smertende - efter det liv, der er, som det skal være, drømme der vil et andet liv end det, vi lever. Også vi er somme tider dem, der kalder på en mening og rejser jorden rundt efter svar, som er svære at finde. Men vi kender også det modsatte, vi kender alle i en eller anden udgave den forklarelse på bjerget, der kan være i et dyrebart øjebliks oplevelse det kan være af mening - som Jonas oplevede det i sin kontakt med bjerget - det kan være af almindelig menneskelig lykke, af indsigt, af tro eller af håb, pludselig kan vi få mod igen, lyst som vi havde tabt, og så er alting forandret, på ingen tid - ind imellem er de øjeblikke også vore, hvor livet i et tindrende nu forklares for os, så vi får lyst til at blive, sætte uret i stå, og lade dette vare ved.

Det sidste er aldrig muligt - de dyrebare øjeblikke er flygtige om nogle er - og Peter fik heller ikke held med sit forslag om de hytter på bjergets top. Men flygtigheden til trods, vi lever meget af de store øjeblikke i vort liv, af lyset og glansen de spreder om sig, vi er aldrig de samme, når vi går videre fra det, vi møder på det ene eller det andet bjerg. En rejse behøver ikke at være lang - i tid - for at være omvæltende, siger Jan Kjærstad. Den behøver heller ikke at være en rejse overhovedet i et geografisk rum. Den kan godt foregå, også om vi bliver derhjemme.

Men vi ved, der er forskel, forskel på liv, det rigtige og det, der helt er faldet ud af sin mening. Vi ved det også, når vi kommer i kirke, vi synger om det hver eneste gang vi holder gudstjenste, det er med i så godt som alle vore salmer, tydeligst i dem, vi kalder ”helligåndssalmer” og som er nogle af de bedste fordi de så godt passer med den længsel efter det rigtige, der bor i os, når det ikke er her: ”Kom Gud Helligånd, kom brat, gennembryd den mørke nat med Guds morgenrøde!” Vi sang det også med tydelige ord i dag i salmen, vi begyndte med. ”Herre, vor Gud, ja besøg os i glans, hvor i din kirke, vi mødes!”

Modsætningen er alt det, der ikke har nogen glans at give fra sig, alle de mange skygger af sygdom og død, ondskab og afmagt, som selvforskyldt eller uforskyldt følger os gennem livet og undertiden gør det tungt at skulle være en overlevende. Var vi alene med alt dét, uden glans fra noget andet til at lette på sindet, så ville vi ikke kunne være her, så ville mørket lukke sig om os. Det er derfor, vi bliver ved at bede, det er derfor også moderne mennesker ind imellem må bede Herre, vor Gud, besøg os i glans!

Peter forstod i situationen måske ikke helt, at han skulle ned igen ad bakken, ned til de andre dernede i det lave land med alle skyggerne. Men det skulle han - siden forstod han det vel også - for heller ikke Jesus ville sætte uret i stå. Og lade tingene ende der.

Jesus var ikke færdig med det, han skulle, endnu. Og indtil videre er det også stadig livet her i det lave - livet i tiden - han vil for mennesker.

Derfor måtte Peter pænt lade sin byggelystne iver pakke ned og sammen med de andre to slå følge med Jesus, ned til det gammelkendte land, hvor Jesu glorie snart efter forvandledes til en tornekrone, hvor guddomsmagten iklædte sig afmagtens skikkelse og dét også for os så forargelige skete, at den almægtige Guds søn måtte dø, og det endda ikke bare som et almindeligt hæderligt menneske underlagt tidens ubønhørlige vilkår, men som en forbryder, som en dømt, forsmædeligt på et kors.

Inden de gik på bjerget, havde Jesus sagt til disciplene, både at det ville gå sådan, og at det netop sådan også var en del af meningen. Peter havde nægtet at tro det, også ved den lejlighed var det ham, der førte sig frem. Men da havde Jesus talt med store bogstaver Vig bag mig, Satan - havde han sagt til Peter - du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er. (Matt. 16.23)

Det hele kan godt minde om det, der skete i ørkenen, et par år tidligere også da var Jesus blevet foreslået en anden vej end den, han skulle. Og også da lød ordene i hans mund Vig bort, Satan!

Jesus skulle ikke blive i glans og herlighed på bjerget. Han skulle ned til dem dernede og alle os, der stadig er her, ned for at være menneske her, og gå vejen helt til ende. For sådan var det meningen med ham, sådan var det Gud, der havde bestemt at sætte sin solidaritet med det at være menneske ind i verden. Og fordi han gik vejen helt til ende, overhørte alle forslag om noget andet og gik ind i den tætteste og mørkeste af alle menneskelivets skygger, derfor kan vi nu leve vort liv - ikke i det paradis, vi undertiden drømmer om eller i den lykke, vi ikke vil skal gå over - men i den tryghed, det er at vide, at hvor stort end mørket i os og om os bliver, større bliver det aldrig end at Guds søn har været i det før os, større bliver det aldrig end at også i dét kan Gud finde ind med sin kærlighed til os, som han skabte og stadig vil livet for.

Mange steder har man fra gammel tid lagt sognets kirkehus på en bakke. Men også hvor man ikke har, har tanken været der, at når vi går i kirke, så går vi op – ”Op til Guds hus, vi gå, og banke dristigt på!” Når vi går i kirke, så gør vi en rejse, vi går op på bjerget, for vi skal have ny glans til vort liv - glans der kan røre ved både fortid og nutid - vi skal have meningen fæstnet og nye kræfter af mod og håb, så vi bedre kan leve vort liv i det lave land.

Det giver de færreste steder berusende oplevelser at gå i kirke hos os. Det går almindeligvis jævnt og stilfærdigt for sig. Men der lyder til os et ord - et svar på en kalden - der vil lette det tunge sind og få os til at gå ud igen - og ned igen - med større frimodighed. Der lyder ikke en eller anden trylleformular, der kan få nøden og dens mange skygger til at forsvinde fra hverken vort eller verdens liv. Da Noah var landet med sin ark måtte også han nøjes med den glæde, det er, at kunne forstå sig selv som en udvalgt. Det må også vi. Før de gik ned af bjerget, sagde Jesus det til Peter og de andre med ordene Rejs jer, og frygt ikke!

I dåben er det dét ord, der i en af sine mange varianter rækkes os fra vort livs begyndelse, og her er det til at se, at det er et kærtegn, det handler om - et kærtegn fra Gud i det høje til os at leve med i det lave. Og vel er et kærtegn skrøbeligt, også det skal tros, om vi skal kunne leve af det. Men det er godt, om vi kan. Der er kræfter i det. Det er kærtegn, der føder det nye, igen og igen. Eller med Grundtvigs billede fra salmen, vi lige sang det er godt at kunne bade sin sjæl og sit hjerte i dåbens vand. Det hjælper den fortvivlede til at kunne sige godnat til både tvivlen og frygten og sorgen. Dåben holder gennem al skæbne fast i den mening, at det også for Gud er vigtigt med mig.

Velsignelsens ord er skrøbelige sager. Men grebet med hjertet og som svar på vor egen kalden er der glimt af evigt liv deri. Gud give os, at vi må kunne gribe det sådan, når det er os, der trænger. Amen.


Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: ++ 45 – 75 52 06 61
E-mail: oj.kolding@mail.tele.dk