Herre, vi kommer til dig som det vi er, med det som glæder os, og det som gør os bange og fortvivlede. Du ved, vi behøver dit ord. Hjælp os til, ikke at mene, at vi på forhånd ved, hvad du vil sige til os. Hjælp os til et levende håb. Amen

Indgangslæsningen til i dag var hentet fra Salmernes bog i det gamle Testamente. Det var salme nr. 84 vi hørte, en af de såkaldte valfartssalmer dvs. salmer, der har været sunget i Jerusalems tempel under de store valfartsfester: påsken, ugefesten og løvhyttefesten, - de fester, hvor alle, der havde mulighed for det, tog til det store tempel i Jerusalem.
Stemningen i salmen er taknemmelighed, glæde og tillid. Taknemmelighed og tillid til den store almægtige Gud og glæde over at kunne være, hvor han er, i hans hus.
"Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!
Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde,"
Stod der, og " En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte. " Groft sagt: Gud er i sit tempel på Zion, og dér må man hen for at møde ham. At dyrke Gud på rette vis er at gå til hans hus og møde ham der - sammen med præsterne og alle de andre fromme mennesker, der er der i samme ærinde.
Men så læste jeg jo også epistelteksten, Pauluses brev til romerne, hvor han skrev: " Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag ‑ det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne."
Her lyder det som om den rette gudstjeneste, den rette måde at dyrke Gud på, er et indre anliggende, der tales om åndelig gudstjeneste og sindet der skal fornyes. Her er forholdet til Gud noget, der afgøres i det enkelte menneske, i hjertet, i følelserne, ikke noget der har fysiske konsekvenser, ikke noget der behøver at ske på ét bestemt sted og heller ikke nødvendigvis sammen med præster eller andre.
Groft sagt: at dyrke Gud på rette vis er en privat sag for den enkelte.
og det kan ske alle steder, da Gud jo er overalt.
Egentlig det, der også ligger bag den gamle "smarte" bemærkning: "Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen."
Hvorfor er der nu den forskel mellem salmen og Paulusteksten? er det forskellen mellem gammel og ny testamente? er det forskellen på jødedommens og kristendommens forståelse at den rette gudsdyrkelse?
Nej så enkelt er det ikke. Det er en konstant spænding mellem to måder, at anskue Guds forhold til verden på og vores forhold til Gud.
En spænding mellem at forstå Gud, som den der møder os konkret i verden og som vi derfor skal møde konkret dvs i fællesskab og i tid og rum - og at forstå Gud som en åndelig kraft der virker i den enkelte. Kirkehistorien er bl. a historien om, hvordan vi veksler mellem det ene og det andet syn.
Da Luther gjorde op med den katolske kirke var et af kernepunkterne kirkens påstand om, at der kun fandtes frelse indenfor kirken, at alle de, der satte sig udenfor kirkens lære eller blev smidt ud dermed automatisk også var fortabte, dømte til helvede. Nej, sagde Luther, det afgørende, det eneste afgørende er forholdet til Gud. Retfærdiggjorte bliver vi kun af tro.
Men det varede ikke længe før Luther også måtte gøre op med en del af dem, der fulgte ham i opgøret med romerkirken, med sværmerne som han kaldte dem. De der, med henvisning til, at kun forholdet til Gud betød noget, forlod hjem og arbejde og satte sig ud over alle fællesskabets regler - samfundets lov og orden.
Vækkelserne i begyndelsen at det forrige århundrede her i landet er også et eksempel på spændingen mellem de to måder at forstå forholdet til Gud og verden. .
Den danske kirke med dens statsansatte præster, der prædikede at vi kunne nå Gud af fornuftens vej, var i de vaktes øjne blevet en gold og rent ydre, en verdslig institution, man savnede inderligheden, grebetheden, den personlige kaldelse og himmellængslen. Man savnede at blive vakt - at få Gud i hjertet. Og også her endte det sunde og nødvendige opgør for nogle i den anden grøft, i verdensflugt og små frelste grupper, der satte sig ud over og ikke følte sig forpligtede på det folkelige fællesskab, på livet her og nu, menneskelivet i tid og rum.
Eksemplerne gennem historien er mange, også idag kan vi spore det, fx i opgøret med det, der hånligt kaldes vanekristendommen, optagetheden af det indre menneske. Sætninger som: "Det vigtige er ikke hvordan det er, men hvordan du oplever det" eller "Gud er inden i mig" Til tider brugt som forklaring på, hvorfor man ikke går i kirke. Eller: "Det at gå i kirke siger mig ikke noget" - den personlige oplevelse og det personlige valg bliver udgangspunkt for vurderingen. For ting har kun den værdi, de har for mig.
Det var den gammeltestamentlige og epistellæsningen til i dag, hvad er så evangeliet - det gode budskab?: Det er historien om Jesus som 12-årig i templet. Historien om Gud der blev menneske og gik i templet sammen med andre mennesker, for dér sammen med dem, at møde Gud, for i fællesskab med andre at lovsynge, takke og overveje Guds forhold til os, for han vidste og viste, at han bør være hos sin Far. Men han blev ikke i templet. Han gik ud derfra, ud i verden, hjem til sin familie, og han var lydig imod dem, som der står. Han levede i kald og stand, ville Luther have sagt, for Jesus Kristus, Guds søn vidste og viste at også dér er Gud.
Gud er i templet, i kirken, han taler til hver enkelt af os personligt og vi skal som Maria gemme hans ord i hjertet for kun dérfra kan det omvende os. Vende os væk fra os selv og mod Gud.
Men Gud taler også til os som medlemmer af et fællesskab, han taler til sit folk, til dig og mig, hver for sig og sammen, for det at være menneske er altid at være en del af et fællesskab, det er livsforfalskning og virkelighedsflugt at prøve at flygte fra det faktum.
Gud er i Himlen, i det ophøjede og fjerne, han er i evigheden og vore håb og længsel skal række mod ham dér, men vi er i verden, vi er mennesker i tid, rum og fællesskab og her taler Gud til os. Gud blev menneske for at møde os som mennesker. Og som mennesker skal vi tage hans ord til os. Modtage hans befrielse og bruge den efter hensigten, til gavn og glæde, her og nu i det fællesskab som er vores.
" For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer." Amen.


Provst Birgit Hesselager
Søborg Præstegård
Bygaden 40B
DK-3250 Gilleleje
Tel.: ++ 45 – 48 39 17 25
E-mail: bhas@km.dk