De mange mærkelige spørgsmål, der bliver stillet til Johannes Døber i dette forhør, kræver lidt kommentarer til indledning.
Israels folk har aldrig troet, at tingene i verden ville blive ved med at gå deres skæve gang. De har haft den tiltro til Gud, at han ikke blot var skaberen af alt levende, men også var en beskytter og genopretter af det. Derfor er Det gamle Testamente gennemtrukket af forventninger om en dag, hvor Gud ville gribe ind for alvor og komme de betrængte til undsætning med klare og indlysende store gerninger.
Derfor finder vi overalt i deres skrifter forventninger om forskellige måder, Gud kunne gribe ind på.
Først og fremmest forventede mange af profeterne, at Gud ville genoprette Israels fred og herredømme ved hjælp af en ny salvet konge ligesom kong David. Den salvede hedder messias på hebraisk og Kristus på græsk. Det var denne Messiasforventning, der var langt den mest dominerende i Israel på Jesu tid, men der var også i Det gamle Testamente andre udformninger af den samme slags håb. Profeten Malakias havde fæstnet sig ved, at profeten Elias ikke ar død, men var taget direkte op til Gud i en vogn af ild, så Malakias ventede at Elias skulle komme til jorden igen som en forberedelse til Herrens store dag.
Og Moses lover Israels folk, at Gud efter Moses egen død vil sende en ny profet af samme slags, som Moses som leder for Israel.
Alle disse forskellige udgaver af det samme håb om indgreb var på Jesu tid blevet studeret ganske nøje af de skriftkloge, og de havde udbygget forventningerne til et helt system, hvor man ikke så alle de forskellige forventede skikkelser som forskellige udgaver af et og samme håb, men som en hel serie af forskellige skikkelser, der skulle komme.
Derfor har de her meget at spørge Døberen om, da han begynder at optræder som døber med særlig autoritet: Er du den salvede, er du Elias, er du profeten, som Moses talte om,
Men Johannes siger nej til det hele. Han er kun én, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej. Der er ikke nogen, der skal interessere sig for ham som person. Han er uinteressant i sig selv. Kun det han siger om Herrens komme er af interesse, når Johannes selv skal sige det.

Han har vist ikke rigtig lært sig noget om markedsføring. Her er synliggørelse jo et hovedbegreb. Den, der vil gøre sig gældende må først og fremmest synliggøre sig selv og sin virksomhed og sit produkt. Johannes gør systematisk det modsatte: gør sig usynlig, vender al opmærksomhed bort fra sig selv, skønt han står i en position , hvor han kunne være blevet folkefører og være blevet hyldet som hvad som helst.
Han holder sig til at pege væk og sige “Se det Guds lam”, eller “midt iblandt jer står én, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.” - Sådan ser Johannesevangelisten på Døberen: Som én, der kun er væsentlig fordi han peger frem mod Kristus.

På den måde ligner Johannes Døbers rolle umådelig meget kirkens. Der er også kun én eneste mening med kirke og gudstjeneste og forkyndelse, at pege på Kristus, for nu at sige det kort.
Alligevel forlanges det ustandselig af kirken, at den skal synliggøre sig, den skal profilere sig og gøre sig noget mere bemærket. Og det er ikke bare kirkefremmede markedseksperter, der siger sådan, når en journalist finder på at spørge om det. Der er også jævnligt kirkelige tillidsfolk, der falder i den samme grøft. Det er garanteret godt ment. Man vil gerne have, at den organisation, man lægger en indsats i, skal trives og står i centrum af folks opmærksomhed.
Men kirken har kun én eneste mening, det er at synliggøre Kristus. Hvor kirken trækker opmærksomhed til sig selv, der står den i vejen for sin egen hovedsag. Vi skal berede pladsen, råbe til folk om at jævne Herrens vej og så i øvrigt træde til side som Døberen gjorde.
Kirken er bare et nødvendigt onde - ikke noget, der i sig selv skal have nogen som helst betydning. Der var ingen kirke i Paradiset, og i Johannes’ Åbenbarings syner af Guds Rige skal der heller ikke være kirker eller templer, for Gud selv bor midt iblandt dem som deres sol og lys.
At holde en plads åben i mellemtiden, det er kirkens mening. Mellemtiden er vores tid. Den tid, hvor Herren ikke er synlig, men h v or vi venter og håber på hans komme. Amen


Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: ++ 45 – 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk