Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

3. søndag i advent - 12.12.2004
Mattæus 11, 2-10, Niels Henrik Arendt
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Der findes to former for tvivl. Der findes den lidt fornuftsprægede tvivl, om alt det Bibelen fortæller nu også kan være sandt, om det for eksempel kan forenes med videnskaben. Grundspørgsmålet for den form for tvivl er: er det overhovedet så vigtigt eller nødvendigt med Gud? Det er tvivlen hos det menneske, som ikke mener, det har så meget brug for Gud. Den form for tvivl tillader sig undertiden også at være overfladisk i sin argumentation, fordi spørgsmålene ikke har omkostninger, fordi det ikke virkelig er livet om at gøre. Der er stort set ingen eksempler i Bibelen på den form for tvivl. Ja, det er et spørgsmål om den egentlig ikke primært er et moderne, men udbredt fænomen. Bibelen er kortfattet i sin replik til den tvivl: “Tåben siger i sit hjerte: der er ingen Gud”, hedder det i Salmernes Bog. Selv om det måske krænker vores selvfølelse, spilder Bibelen ikke for meget krudt på den tvivl.

Men der er også en anden form for tvivl. Den, der kan gribe et menneske i nød. Hvor svaret er alt om at gøre, for hvis Gud ikke er der eller ikke har set en, så er man fortabt. Hvis ens barn er blevet syg eller kommet i fare. Eller hvis man har mistet et elsket menneske og føler, at intet er tilbage. Eller hvis man står foran en opgave, som man ved, man er for lille til. Eller hvis man ved, man har svigtet og må have hjælp til at leve videre. Den form for tvivl kender både det gamle og det nye testamente. “Fra det dybe råber jeg til dig, herre, hvorfor har du glemt mig - tårer er blevet mit brød, når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud?” I dagens tekst møder vi denne fortvivlede tvivl i Johannes Døberens skikkelse, han der myndigt havde forkyndt Jesus som den ventede frelser “Se, det Guds lam”, havde han sagt, “han som kommer efter mig, er mægtigere end mig. Det var mig, der skulle døbes af dig og ikke omvendt”. Men nu sender han bud til Jesus: “Er du virkelig den, der skal komme?” For nu står han ikke længere ved Jordanfloden, nu sidder han i Makærus-fæstningen øst for det døde hav som Herodes Antipas’ fange og ved, at herfra skal han ikke slippe levende. “Var det sandt, hvad jeg forkyndte”, spørger han. For i så fald giver det vel også mening at sidde her, fængslet og ydmyget af uslinge. I så fald er “livet ej så svært, døden ikke heller”. Med udsigt til døden er al hans sikkerhed pludselig gledet af ham. Mellem tvivlen og fortvivlelsen er der kun en hårsbred.

Jesus sendte sendebudene tilbage med det svar, at de skulle fortælle Johannes, hvad de havde hørt og set, at syge blev raske, døde opstod og fattige fik lov at høre godt budskab. Et underligt skævt svar, for det var jo sådan set ikke det, Døberen havde spurgt om. Han havde spurgt, om han selv havde haft ret. Hvorfor fik han ikke et klart ja eller nej? (Det var for øvrigt ikke den eneste gang, hvor Jesus enten nægtede at svare på folks krævende spørgsmål, eller gav et skævt svar.)

Et svar fik Døberen dog: Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: blinde ser og lamme går, spedalske renses og døve hører”. Alt det har jeg hørt, har Johannes måske udbrudt. Men i Jesu svar ligger allerede svaret også på denne indvending: andet er der ikke at høre eller sige. Når du spørger, hvem jeg er, så er det det eneste svar.

Døberen vil have noget mere end det, han godt ved, noget der kan sikre hans tro. Men Jesus svarer ved at henvise til det, der allerede er at se. Mere får Døberen ikke - mere er der ikke at få. Men det er også tilstrækkeligt. Når Jesus svarer på denne måde, er det ikke for at vige udenom, men for at sige: du har allerede det, du beder om. Det, du har hørt og set og andre har fortalt, er nok, er rigeligt til at tro.

Til det menneske, der i dag, gribes af tvivl, af ægte tvivl, den tvivl, der går til marv og ben, og som måske ikke så meget er en tvivl på, om Gud er der, som en tvivl, om jeg er set af ham, og hvis jeg er det, hvorfor er der så ikke en forandring at spore - til det menneske har kristendommen ikke en eller anden trumf, der en gang for alle skyder tvivlens spørgsmål til side. Nej, den har i grunden kun det samme svar som sendebudenes svar til Johannes. Den har fortællingen om ham, som gik omkring og gjorde vel og forkyndte, at Gud var kommet menneskene nær. Varsom overfor det tvivlende eller fortvivlende menneske, måske endda med en følelse af fattigdom, er det kirkens eneste svar, er det det eneste bud, der er at sende tilbage til det fængslede, tvivlende, nedbrudte menneske.

Hvorfor kommer Jesus ikke med stærkere, tydeligere tegn eller ord ? Jeg tror, fordi det ikke ville have nyttet noget. I Kong Lear fortæller Shakespeare om kongen, der vil nedlægge kronen og dele riget mellem sine tre døtre, når de har erklæret ham deres kærlighed. De to ældste tager de allerstørste ord i munden for at overbevise om deres kærlighed til faren. Men da turen kommer til Cordelia, den yngste, faderens yndling af hvem han da forventer noget endnu stærkere, vil hun intet sige, ikke pege på nye og endnu intensere tegn på kærlighed. Hun henviser ham til de tegn på hengivenhed, deres daglige fællesskab indeholder, alt det, der måske ikke lyder så fint. “Herre, du avled, fostred mig og elsked mig, jeg yder gengæld som det passer sig, jeg lyder, ærer dig og elsker dig”. Men kongen vredes på hende, presser hende for stærkere tegn på og større ord for hendes hengivenhed. Og da hun ikke vil , forstøder han hende. Dermed begynder hans fald, og først da han er nået helt til bunden, kan han se, at hendes kærlighed var den sande. Man da er hun død.

Sådan er kærlighedens vilkår: tegnene kan ikke hele tiden overbydes. De er der for den, der vil se dem. Ikke nok så mange andre tegn og ord hjælper for den, der ikke vil. Sådan er det også med evangeliet. Vi får ikke andre tegn at holde os til end fortællingerne om ham, der helbredte syge, oprejste døde og forkyndte evangeliet for de fattige. Men til det tvivlende eller fortvivlede menneske siger kristendommen: hør det - og hav nok i det. I det svar ligger både en afsløring - og en nåde, som tilfældet var for Døberen. Der ligger en afsløring af vores vantro. Men tillige en tilgivelse af den. Det, som du ikke syntes var nok til dig, det får du lov at høre igen.

Jesus blev ikke træt af alle de mange tvivlere, han havde omkring sig, heller ikke af Døberen, som måske skulle være den sidste til at tvivle. Er Døberen kommet i tvivl, sagde han til sendebudene, så lad ham endnu engang vide, at spedalske renses, blinde ser, og evangeliet forkyndes for fattige. Også den tvivlende Døber får evangeliet forkyndt. Også til den, der er ramt i sit inderste af nagende spørgsmål, lyder den gode fortælling. Også han får lov at høre den i al hans fattigdom og tvivl og skepsis.

Er du den, der skal komme, lød vantroens og tvivlens spørgsmål. Vi får ikke et svar, som vi kan stive os selv og vor selvtillid af med. Vi får ikke et svar, der bringer os ovenpå i forhold til dem, der ydmyger os. Dog får vi et svar: salige er de fattige, de der ikke kan lade være at spørge, ikke kan lade være at tvivle. Evangeliet forkyndes for dig. Jesus er den, som kommer til dig, når du hører om ham i din tvivl og din smerte. Det ord må du høre igen og igen. Så må du holde dig til, at det er hvad der skal til. Det er alt, hvad du kan få. Det er også alt, hvad du behøver. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)