Der går en bølge af undergangserfaringer og undergangsfantasier igennem de bibelske fortællinger. En bølge som modsvares af gentagne løfter om frelse, om at Gud vil være med de udvalgte alle dage. Løfter om Guds velsignelse og nyt liv. Det ene mareridtsscenarium afløser det andet. Men også det ene håb efter det andet. Det begynder for alvor med syndflodsberetningen, hvor hele jorden drukner i vand der kommer både nedefra og oppefra og fra alle sider. Hele menneskeheden og hele dyreverdenen går under. Kun Noa og hans familie og et par af alle dyrearter overlever – FORDI Gud vil. De bibelske fortællere giver menneskenes ondskab skylden for katastrofen og de lader Gud være den eneste garant for at menneskelivet alligevel kan fortsætte. – I dag hører vi i Lukasevangeliet igen om en bølge af undergangsfantasier, som modsvares af et håb om et nyt og anderledes liv. Men dennegang som det endegyldige, Guds Rige med Menneskesønnens komme i skyen. Først skal jorden hærges af krige, sygdomme, hungersnød, jordskælv og kosmiske forstyrrelser. Hele den kendte verden med Jerusalem som midtpunktet skal efterhånden bryde sammen og en dag skal hele universet ryste og skælve og det vi kender som himmel og jord skal gå under for at noget nyt kan komme til. Kristus skal komme for at indføre Gud Rige i stedet for den verdensorden man ellers kender til. - Det hele lyder som en grufuld blanding af undergangserfaringer fra krige og naturkatastrofer og undergangsfantasier, hvor man forestiller sig at ikke bare jorden og byen og ens eget liv går under, men at hele universet rystes i dets grundvold og at alting herefter er forandret, ja at hele kosmos er som nyfødt. Et nyt kosmisk rige er opstået med Kristus og hans barmhjertighed som konge og dommer.

Alle disse voldsomme begivenheder giver uundgåeligt genklang i vore egne erfaringer og i vore angstforestillinger. Også vi lever i en tid, hvor undergangens bølge har fået noget alt for realistisk over sig. Vi går i et underligt søvngængeragtigt forhold til det vi udsættes for fra magtens mænd i verden. Dagligt hører vi, at der bliver krig i Irak, men vi kan ikke forestille os det rigtigt, for vi kan ikke vide hvad det betyder og vi kan slet ikke overskue konsekvenserne. Vi hører om våben der kan ødelægge vores verden og hele jorden, men vi kan ikke for alvor tro det. Det er næsten for spektakulært. Vi hører om hungersnød og om aids og malaria, der dræber millioner af mennesker allerede nu. Vi hører om jordskælv og orkaner og oversvømmelser.. Men kosmiske rystelser, det er dog endnu uden for vor rækkevidde. Vi er hjælpeløse og afmægtige over for selvforskyldte og ikke selvforskyldte plager – som dengang og altid – og vi ved ikke hvad vi skal gøre. Menneskene er destruktive og selvdestruktive – som altid. Hvor er da den bølge af håb som modsvarer bølgen af undergang og død.? I de bibelske fortællinger er det altid Gud der vil at mennesket trods alt skal frelses. Trods det at det selv har ødelagt sig selv og alle andre og alting. I de bibelske fortællinger er der en tro på Guds kærlighed der overlever alting. Og for Jesu tro en guddommelig kærlighed, der til sidst lader alting gå under for at noget andet og bedre kan opstå og leve. - Denne tanke om undergangens nødvendighed som betingelse for nyt liv er lige så gammel som syndflodsberetningen, men hvad kan vi bruge den til i moderne tid hvor vi vitterligt ved at vi selv er i stand til at forårsage jordens visse undergang med vore atomare våben? Hvor er HÅBET om nyt liv, når vi ser vore mareridt komme virkeligheden nærmere og nærmere?

Her i adventstiden drejer hver søndag sig om ”ham, der kommer”, ”Ham, som kommer, i Herrens navn”. Om Kristus som kongen der kommer ridende på et æsel ind i Jerusalem og i vore hjerter. Om Kristus der kommer som verdens dommer på himlens skyer med Guds Rige. Om Messias som verdens frelser der kommer med glædesbud til fattige. Og endelig julenat om barnet i Betlehem der kommer som opfyldelsen af urgamle forjættelser om verdens frelse fra død og dom.. Altsammen billeder på det håb, der er svaret på alle undergangsfølelser. Billeder der er lige så levende i dag som dengang de blev fortalt og skrevet ned for aldrig at blive glemt. Billeder på håbet om at Guds Rige – det anderledes liv, livet uden destruktion og selvdestruktion – er blevet virkelighed og engang vil blive det endegyldigt . Men hvad skal vi med disse billeder på en usynlig virkelighed, når den synlige virkelighed mere og mere ligner et mareridt? – Vi skal tænke, at det er godt at vi har dem. De er mere end vore mareridt, de er guddommelige åbenbaringer og så er ikke alting mørke og frygt og angst. De er modbilleder til vore dystre og opgivende tanker.

For hvad er alternativet til følelsen af skyld og dom og undergang? Når vi indimellem føler at vi har ødelagt vort liv og at andre har været med til at ødelægge det på samme måde som vi selv har? Hvad er alternativet til ulykken ved at alting forsvinder og at alting mistes og at livet blev fortabt fordi det blev levet forkert og dermed tabt på gulvet? Vi forsøger at trøste os med alt muligt og vi forsøger at reparere på os selv med diverse behandlinger, men hvad er det egentlige alternativ til et forspildt liv? Eller et forfejlet liv? Hvordan lægges et forfejlet liv bag os? Hvordan bliver jeg ”et nyt menneske”? Hvordan bliver livet nyt? .Adventstidens billeder er forskellige billeder af det samme liv. Af kærlighedens liv. Af kongen som kommer til os uden våben, uden vold eller anden form for undertrykkelse. Og som kommer som universets herre , som barmhjertighedens dommer der drager os med ind i en anderledes verden. En verden af guddommelig og menneskelig kærlighed, som er trøsten og svaret på den følelse af tab og undergang som præger vort forvirrede liv. – Vi sang i begyndelsen af gudstjenesten om længslen efter at Kristus skal komme igen og gøre en ende på denne onde verden og åbne Paradiset på ny. Det er ikke en længsel efter døden. Det er ikke den dødsdrift, der driver mennesker ud i vanvittige handlinger og sindssyge krige. Det er at længes efter Gud. Og det er at længes efter hans fornyelse. Efter at blive vristet ud af et liv, der kører i ring og ikke kan komme ud af stedet, fordi det ikke ved hvad det skal gøre. Fordi det ikke kan hvad det gerne vil. Fordi det ikke kan hjælpe sig selv, men har brug for hjælp et andet sted fra. Menneskesønnens komme i skyen med kraft og megen herlighed er et billede af en hjælp der kommer et andet sted fra. Af den guddommelige kærlighed og visdom, som du ikke har selv, men som kommer til dig fra Gud.

For hvad hjælper alverdens magt og herlighed, vundet ved denne verdens onde umoralske midler, alle selviskhedens og løgnens våben? Hvad hjælper alverdens behandlinger for det ene og det andet HVIS dette ene mangler? ”Kun eet er fornødent”, sagde Jesus. Og han var selv et billede på hvad dette ene er: Kærligheden. Eller som digteren Svend Johansen skriver:
”Men kun eet er fornødent
Nærvær...”

Kærlighed er jo nærvær. At et menneske er nærværende. Ikke overlader den anden til sig selv. Til sin undergang. Modsat den selviske kærlighed. Den er det jo, der fører til alle former for fravær og isolation. Og den er det, der i forvrænget og perverteret form fører til at der altid er krig et sted i verden og at der altid er ufred mellem mennesker. Som så fører os ud i de verdensomspændende katastrofer vi har haft så mange af, alle disse verdenskrige og alle disse ufatteligt frygtelige våben som ligger og venter på at blive brugt af mennesker der ikke kan styre deres destruktionstrang. HVIS det var anderledes, HVIS det var kærligheden der beherskede menneskenes sind ville ingen længes efter undergang og katastrofer, men sådan er det ikke. Sådan kunne det være og sådan skulle det være – men vi har kun billederne af et sådant liv og vi har længslerne og øjeblikke af billedernes gennemslagskraft. Ellers har vi kun troen på at et sådant liv er hos Gud. Den uselviske altomfattende kærlighed, den er hos Gud, og den gælder os, som er selviske og snævre i vort udsyn. Men den gælder os – og det er hvad vi må trøste os med. At den var og den er og den kommer. Til os. Det nye liv, det nye menneske – det kan vi ikke selv skabe. – og det viser historien med forfærdende tydelighed – men vi er aldrig forladte. Gud er med os alle dage indtil og efter verdens ende, det har han selv sagt, og derfor er vi dog ikke fortabte. Så længe vi tror på denne altomfattende barmhjertighed er vi trods alt i Guds hænder.

Så vil man sige, at det er ikke nok! Det kan man ikke nøjes med! Man VIL en bedre verden og man VIL IKKE at den skal gå under i verdensomspændende krige og frygtelige naturkatastrofer, for man elsker livet her på jorden trods alt. Nej, man vil elske jorden af hele sit hjerte og med hele sin sjæl og med al sin styrke. Man vil gøre ALT for at jord og mennesker, dyr og planter skal overleve og leve i fred med hinanden. Og hvad ellers skulle kærligheden til det jordiske liv sige? Nej, det kan ikke være imod Guds vilje. Og var det det, måtte man da vende sig fra Gud og gøre hvad man selv synes. Men Guds altomfattende kærlighed vil jo at vi elsker jorden og alt hvad han har skabt. Det er jo også hvad han vil. Han ser blot at vi ikke gør det som vi selv siger vi vil. Jo, vi gør det nok eller prøver på det, men ikke trofast og selvhengivende nok. Ikke som Jesus gjorde. Derfor er den endegyldige trøst at der er een der gør det: Gud i himlen.

Vi kan selv elske efter bedste evne i al vor utilstrækkelighed. Men vi behøver ikke at fortvivle over at det hjælper så ufatteligt lidt i den store forvirrede verden – fordi der er en guddommelig magt som er større end os og de katastrofer vi selv forårsager. Der er en evighed, vi ikke kan gøre ondt, vi ikke kan udslette med al mulig menneskelig destruktionstrang. Og det er fra den evighed alt liv kommer. Den har skabt os og den vil oprejse os og vi kan ikke hindre den i det. Undergang og død til trods. Ja, evangeliet er ikke sødt. Det er ikke en blid og rørende historie. Det er voldsomt og dramatisk. Men det er først og fremmest guddommelig trøst: At Gud selv kommer, selv om menneskene har forvildet sig selv og hinanden som de har. Han kommer – ridende frit ind i vore hjerter, hvis vi selv vil. Og han kommer strålende på himlens skyer når alt synes at være et håbløst mørke og den visse undergang synes os at være vor eneste fremtid. Gud er ikke fjern og hård og ligeglad. Han kommer som den kærlighed der altid er nærværende og aldrig vender den elskede ryggen. Amen .

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel.: ++ 45 – 86 12 47 60
E-mail: kboe@km.dk