Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

23. søndag efter trinitatis - 14.11.2004
Markus 12, 38-44, Kirsten Jørgensen

(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


For nylig blev der offentliggjort en opinionsundersøgelse om danskernes tro. Det blev konstateret, at en betragtelig stor del af os tilsyneladende har vanskeligt ved at sige om os selv, at vi er troende. Undersøgelsens resultat blev modstillet med en tilsvarende undersøgelse for år tilbage, der viste en ganske andet resultat.

Der kan sikkert drages mange konklusioner af denne undersøgelse, og jeg vil ikke drage dens resultater i tvivl, det kender jeg ikke nok til opinionsundersøgelser til at kunne gøre. Det interessante og for os her relevante er, at denne undersøgelse afspejler, hvor vanskeligt vi har det med at udtrykke hvad det er at tro.

Hvordan kan troen beskrives? Det er et meget vanskeligt spørgsmål? Kan den iagttages af os selv? Kan vi føle, at vi har den? Kan den ses af andre? Giver den sig udtryk i nogle bestemte handlinger? Hvornår ved vi om vi tror, og hvordan bliver vi klar over, at vi tror på det rigtige? Kan vi se på andre, om de tror?

Det er ikke ligetil at besvare alle disse meget simple spørgsmål. Det er spørgsmål, du kender, det er med sikkerhed dine spørgsmål, ligesom det er mine. Det har været dine spørgsmål som barn, da du skulle finde ud af, hvad tro er. Da du skulle finde ud af, hvorfor dine forældre lod dig døbe og blive kristen. Der har siden været dine spørgsmål, når du tænkte over det vidunderlige og uforståelige liv. Når glæden sprang frem i dit liv, eller når sorgen tyngede dig i knæ.

Du har tænkt over det, da du mødte din elskede, og da I fik børn. Hvad er grundlaget for disse mindstes liv? Du vil sikkert spørge igen og igen, også når du engang skal dø, for troen er ikke kun noget vi kan leve på, den er også noget vi kan dø på, for døden er også uforståelig og uforklarlig.

Man kan sammenfatte disse mange spørgsmål, jeg har stillet i to: Har troen kun en indre side, eller har den også en ydre side?

Heraf følger så spørgsmålet, hvordan er troens ydre side iagttagelig?

Det er disse spørgsmål, vi kan stille til vores prædiketekst i dag fra Markusevangeliet. Jesus forholder sig til disse spørgsmål med de to eksempler, han drager frem. De er som altid taget ud af hverdagen, og der skal ikke kan omformuleringer til, før vi kan se, at det er eksempler, der er taget ud af vores liv.

De skriftkloge opfører sig, så ingen er i tvivl om, at de tror. Jesus skildrer dem, så det afsløres at i forhold til det, de selv forstår ved tro, så tror de på noget helt andet. De forholder sig ikke til den lov - Moseloven -, som er grundlaget for en jøde og som en skriftklog netop skulle være klog på. De forholder sig derimod til sig selv. De tror på at de er noget, fordi de tror. De mener at troen giver dem en anden position i tilværelsen. Som vi kan høre på Jesus, så giver troen en forandring i livet men ikke i den status, som samfundet giver et menneske.

Jesus modstiller de skriftkloges adfærd med en fattig enke. Tror hun mon på noget? Det kan ikke ses af hendes opførsel, hun ofrer sig ikke frem. Men hun handler, og på hendes handling kan vi se at hun adskiller sig fra de andre, fordi hun ikke har noget at give af, og alligevel giver hun noget i tempelblokken.

Hun bliver et eksempel på en tro, der giver sig selv og som ikke holder på sig selv.. Hun har ikke andet at give end sig selv og sin fattigdom, og det gør hun så. Og det er på en eller anden måde netop, hvad tro er.

Konklusionen kunne være at de skriftkloge ikke tror, derfor praler de og stiller sig frem. Enken tror og derfor giver hun alt, hvad hun ejer.

Vi vil trænge lidt dybere ind i dette. For vi kan forstå at troen både har en indre og en ydre side. Enken forener dem, det ser ud til at de skriftkloge, sådan som Jesus bedømte dem, ikke kan forene disse to sider.

Men hvad tror de på de to? Troen er vel ikke på hvad som helst? Nej, bestemt ikke. For selvfølgelig har troen med en antagelse at gøre. Troen holder noget for sandt. Her opstår der en vanskelighed, som ikke en ny, den er altså ikke vanskeligere for os end på Jesu tid. Det er akkurat det samme, også dengang var der adskillige andre religioner og trosformer, der bød sig til.

Spørgsmålet er altså, hvad er det, vi holder for sandt, hvad drejer vores tro sig om? Troen drejer sig om alt det, som vores trosbekendelse sammenfatter i tre artikler. Vi tror på Gud Fader, vi tror på Jesus Kristus og vi tror på Helligånden. Det er det grundlag, vi bliver døbt på, men det kan der siges meget mere om.

Ja selv om det sammentrængt kun er nogle få sætninger, er det så indholdsrigt, at vi i virkeligheden aldrig bliver færdige med at udlægge og fortolke det.

Men vi kan drage nogle konklusioner. Vi tror på, at verden er skabt, det betyder, at der er en mening med den. Den mening er forbundet med dette at være et lille menneske. Den mening, der er i universet før os og efter os, den skal udtrykkes igennem vores liv. Der har den både en indre og en ydre side. Vi tror ikke på en tilfældighed, men på det altomfattende og ufattelige, vi ikke kan give andet navn end Gud. Den Gud kunne vi også sige er kærlighed. For kærligheden opgiver aldrig sin genstand. Den holder fast på den, og kærligheden vil gøre alt for den, den elsker. Den vil bære på hænder, den vil tilgive, den vil skælde ud og vise til rette, den vil ofre sig selv.

Derfor tror vi også på Jesus Kristus, for det er Gud og kærligheden i en menneskelig skikkelse. Det er både den tilrettevisende, den Gud, der vil bære alt, den Gud der vil ofre alt for den elskedes skyld, der viser sig her. Han gjorde i virkeligheden som enken i beretningen i dag. Han havde ikke andet at give end sig selv, det gjorde han så, og han pralede ikke af det. Han hoverede ikke. Tværtimod, han undgik alle de ydre omstændigheder, der komme til at skygge for det, der er det egentlige og væsentlige: Som er at der bliver givet noget, og ikke, hvem der er, der giver.

Vi tror også på Helligånden. Den hører med til de to andre artiklers indhold, at vi tror på, at der er en mening i livet, som er skænket, og at vi tror på, at livet er båret af den menneskeblevne Gud. Vi tror på, at dette er en virkelighed og sandhed også for os. Vi tror på at det er nærværende for os, lige her i dag i slutningen

af 2004. Vi tror på at vores åndedræt ikke kan drages uden Guds åndedræt. Vi tror på at vores ord ikke kan sige noget meningsfuldt, om det ikke er Gud, der kommer til udtryk i disse ord.

Alt dette er jo mere eller mindre ord og begreber. Hvad har det med livet at gøre. Hvilke billeder og poetiske udtryk giver det mig i min dagligdag? Hvad kan jeg leve af dér? Kan den ene tro trods alt ikke være ligeså god som den anden?

Hvad vi kan udtrykke i sammenfatninger og bekendelser er naturligvis meget større i virkeligheden. Det kan foldes ud og forklares i lange udredninger. Men det afgørende er at det også kan findes og ses i det daglige liv.

Vi spørger om meningen med livet, men allerede imens vi spørger lever vi ud af en mening. Vi har fået en mening givet med livet, den er der før os, og før vi kan stille spørgsmål. Den er der i det nære forhold til det andet menneske og til den natur, som omgiver os. Meningen er i respekten og i afhængigheden. Meningen er i vores omgang med hinanden i oplevelsen af at livet er ukrænkeligt. Hvorfor er det det? Fordi vi ikke har skabt det, fordi vi ikke kan give liv, men kun tage liv. Vi har ikke livet i vores altomfattende magt, vi har nemlig ingen altomfattende magt.

Vi lever også med at livet går i stykker mellem os. Vi mister mennesker, vi holder af. Mennesker vi gerne ville bevare et venskab med, kommer vi til at svigte eller forråde. De vender os ryggen. Eller vi bliver selv svigtet. Af mange grunde kan livet vise sig at blive ubærligt for os i visse situationer. Hvordan mon det ikke var for enken, vi har hørt om i dag. Når hun var fattig var det sikkert fordi hun ikke havde nogen til at sørger for sig. Der var ingen sønner eller døtre, der kunne eller ville tage sig af hende. Hun var overladt til sig selv. Dog vidste hun, at hun trods alt havde fået alt det lidt, hun havde givet. Hun vidste at hun ikke kunne takke sig selv for noget.

De skriftkloge havde heller ikke noget at takke sig selv for, for alt hvad de var, havde de også fået givet. Men det troede de ikke. De troede, at de kunne takke sig selv for det. De troede, at de var deres egen lykkes smed. Det er ingen, for ingen er herre over livet.

Både det bærlige og det ubærlige er båret af andre end os. Det er båret af ham, der kommer til os som et menneske. Han er i det menneske, der kommer til dig og vil hjælpe dig, elske dig, tage sig af dig.

Det menneske taler, det menneske er nærværende, det menneske bruger ord, der skaber en ny verden for dig. Det er Helligånden, Guds åndedræt, der er tæt på dig. Du ser det ikke, men du mærker det uden at du tænker over det.

Det tror vi på. Og det er vigtigt for os, for vi har begge sider i os, altså både enken og de skriftkloge. Vi tror på os selv, tror at det altid gælder om at være synlige og gælder om at fremhæve sig selv. Tiden lægger op til det. Men så gå mod tiden. Prøv at gøre dig usynlig, prøv at hjælpe andre uden at de nødvendigvis ser, at det er dig. Prøv du at give alt, hvad du har: Det er ikke din rigdom, men din fattigdom, dig selv.

Den kristne tro er ikke på hvad som helst. Den har både en indre og en ydre side. Den har historie, det vil sige, at den lever kun mellem mennesker. At tro er at ofre, at lide, at give - at tro er at få det ufattelige, livet, tilgivelse og kærlighed.

Kan man måle det? Jeg ved det ikke. Men undskyld mig, jeg er ikke ubekymret over, at der er nogen, som ikke ved ordentlig besked med, hvad en kristen tro er for noget. Det er vores opgave hver især her, at medvirke til, at myter og fordomme om, hvad kristen tro er, erstattes af oplysning og indsigt. Det bliver vi aldrig færdige med. Men tilbage står at tro ikke kan måles. Det er jeg ærligt talt også ligeglad med. Det vigtige for mig er, at vi har kan samles for at høre budskabet om Gud, som skaberen, som sønnen, der gav sig selv for vores skyld, og om Helligånden, der er Guds nærvær hos os, selv om vi ikke kan se ham. Ja, vi kan høre, at det betyder, at livet er et skænket liv, at vi trods alle vore fejl og mangler er mennesker, som Gud holder af, står bag og at han skænket os troen, ved Kristus, der frelser fra synd og død.

Vi kan gå lettede hjem, vi har ikke noget at prale af, men glæd dig, for du har fået alt skænket: Alt er nyt, og du kan gå hjem og gøre alt nyt for dem, der kommer dig nær, ved at give af din fattigdom, med din rigdom udretter du intet. Amen.

Sognepræst Kirsten Jørgensen
Præstegade 2
DK-5300 Kerteminde
Tel.: ++ 45 - 65 32 13 20
e-mail: kjoe@km.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)