Göttinger Predigten im Internet

Lys er noget sært og forunderligt noget. Om dagen er det der over det hele. I himlen og på jorden. Men himlen selv, lyser den? Nej himlen lyser, fordi solen lyser. Solen kaster sit lys ind i atmosfæren, ind i himlen, og fremkalder på den måde himlens farve som er lysende blå.

Jorden, den skabte verden, lyser den? Nej men i lyset fra oven træder alting frem. I lyset fra solen ser vi hinanden og hele den skabte verden i dens mangfoldighed og rigdom.

Månen, for resten, lyser den? Nej, månen i sig selv er uden farve, en kugle som er død og kold. Men solen skinner på månen, også når det her er blevet mørkt. Derfor lyser månen for os i et varmt og fortroligt skær.

Men så mennesket, kan det lyse? Selvfølgelig kan det det. Men igen, lyset skylder det ikke sig selv. Det lyser alene , fordi det er opfyldt, oplyst af noget som er større end det selv. Det lyser, fordi der er livgivende kræfter som rører sig i det? Der er en livsild som brænder. Det er som menneske berørt af et liv, en kraft, som i sidste ende kommer fra Gud.

Sådan har vi vist alle mødt mennesker om hvem vi kan sige at de lyser. Man kan se det i øjnene. Og man ved at her er lidenskab, hjertevarme, her er en grundlæggende glæde ved at være til. Ja, her er et menneske som ikke først fremmest er betænkt på sig selv, men det er grebet, det lever af noget dybere, noget større.

I dag er det Alle helgens søndag. En dag som har det særlige ved sig at den giver mulighed for at vi tænker tilbage og mindes vore døde. Ordene "I er verdens lys" passer i den sammenhæng vældig fint. For det er jo det vi mindes: Mennesker som har kastet lys ind i vores liv og verdens. Og som på hver deres vis har gjort livet rigere og større for os end det ellers ville have været.

Vi mindes ikke perfekte og fuldkomne mennesker naturligvis. Ikke helgener om man vil. Selv om det skal jeg vende tilbage til. Men mennesker som ganske enkelt har levet på godt og ondt. Mennesker af kød og blod som har været berørt af livet, af Guds hellige og skabte liv. Mennesker med både fortræffeligheder og fejl og svigt, men som har givet os del i noget vi aldrig ville have været foruden. Lyset fra dem, alt hvad de har givet og lært os, alt det giver dagen i dag os mulighed for at huske på og holde fast ved. Som noget vi kan være stolte over og taknemmelige for. Vi ved således at vi bærer noget vigtigt med os. Vi ved at der er et lys som ikke skal skjules eller slukkes, men på en eller anden måde skal det være og brænde i os.

Jeg tror der er noget væsentligt at holde fast ved i dette her. For det er jo ellers god luthersk lærdom at helgener, eller i hvert fald helgendyrkelse, det er ikke noget vi har med at gøre i vores kirke. Helgenerne behøver vi ikke som et mellemled mellem Gud og os, som nogen vi kan påkalde og bede til for at vores bøn kan blive hørt på rette sted. Nej, der står vi ganske som vi er, overfor Guds kærlighed , over for Kristus. Naturligvis er det korrekt evangelisk lære at sige sådan. Kristus alene.

Men det som Alle Helgens dag så kan være med til alligevel at åbne vores øjne for, det er at Guds kærlighed når os altså også igennem andre. Ja, dér hvor vi først og fremmest har lært noget om liv og kærlighed, det er vel for langt de fleste af os gennem mennesker vi i vores barndom og senere hen har været inde på livet af. Det kan også være gennem personer hvis ord vi læst, og som har åbnet for noget nyt i vores liv. Man lærer på så mange måder og gennem meget forskellige mennesker om det afgørende, om det liv som leves ikke for sig selv, men for det som er større end os, for det andet menneske, for Gud.

Måske kan man sige at vi alle er prismer eller spejle hvor vi på hver vores måde spreder lyset fra kærlighedens sol. Sommetider ser man lyset i et andet menneske funkle forunderligt, på en måde og i et spekter, vi ikke før har set. Det kan være en åbenbaring at møde et sådant menneske. Andre gange er det næsten ikke til at se at lyset er der, der er kun mathed og mørke i den andens blik. Det er som om alting stopper dér.

Men det tager ikke væk at det er vores bestemmelse, det er Guds tanke med os, at vi med vores liv, så forskelligt det er fra den ene til den anden, skal spejle hans kærlighed.

Og en helgen, hvis vi over hovedet skal bruge det ord, det er vel så et menneske der på sin særlige måde spreder Gudslyset i verden. Der er ikke tale om at det har opnået en særlig status i forhold til Gud som i den katolske kirke, men det er et menneske som med sit liv og sine ord har vist os noget vi måske ellers ikke ville have lagt mærke til.

Og der kan jeg så ikke lade være med at nævne den lille lidt banale historie som I måske også har hørt som børn som forklaring på hvad en helgen er.

En dreng kommer ind i kirken sammen med sin mor og spørger hvad det er for nogle mærkelige figurer der er deroppe på glasmosaikruderne . Det er vist nogle helgener, siger moderen. Hvad er helgener for nogen, spørger han så. Det ved hans mor ikke. Men da drengen i nogen tid har set op på dem, siger han: "Nu ved jeg det, helgener det er nogen som lyset skinner ind igennem."

"Nogen som lyset skinner ind igennem" - i virkeligheden er det jo det vi alle skal være. "Himmellys skønt af små", som vi synger det i en morgensalme. Eller "lysets børn", - "det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme," som vi synger i Den signede dag.

Selvfølgelig ved vi at det er solen selv som bringer lys og liv. Selvfølgelig ved vi at det i sidste ende er Vor Herres kærlighed vi lever af. Men ligesom vi en sommerdag ikke uden videre skal stå og se op imod solen og blive ved med det, men dér hvor solen kaster lys, sådan er det også meningen vi skal lægge mærke til Vor Herres kærlighed rundt omkring os, i den verden vi lever i. Det er dér i det åbne møde med andre evangeliet bliver nærværende, virkeligt, så det sætter sig i os og bliver til erfaring, lys og liv.

Det er det som Alle helgens fejringen godt kan hjælpe os til

se, at vi behøver ikke altid springe hen over historien og tilbage til Vor Herre selv. Vi kan også åbne vores øjne og se os omkring blandt dem vi har iblandt os nu, og blandt alle dem som har været der før os. Mennesker som med hver deres spredning af det guddommelige lys har givet os indsigter og vist os veje af uvurderlig betydning for os og andre. Tænk på hvad Luther har betydet og Grundt vig og de andre store salmedigtere. Tænk på dem som har vist dig nye horisonter og givet dig et sted at stå.

I er verdens lys. I er jordens salt. Verdens lys. Jordens salt. Saltet det er det som får de andre krydderier til at træde frem, og det giver smagen karakter. Saltet er det som modvirker fordærv og råddenskab, det renser så det svier i åbne sår.

Uden menneskers salt bliver tilværelsen meget nemt fad og stillestående, der går fordærv i vores liv. Derfor er der nogen som ind i mellem må rense ud og sige til og fra, selv om det svier og gør ondt. Der er nogen der må være med til at gøre det sådan at vores samvær får fylde og karakter, og ikke bare ender med at blive til ligegyldig og udvandet hygge. Og nogen det kunne være os.

I er jordens salt - og I er verdens lys. Det er der andre der har været før os. Men nu er det så op til os spejle lyset igennem vores liv. Leve for det som større end os selv.

Og husk: Lyset skal ikke skjules, ikke sættes under en skæppe. Men vi skal stå frem som dem vi er - ikke som perfekte mennesker naturligvis, for det er vi ikke, og det skal vi heller ikke være, men som ufuldkomne mennesker der brænder af/for noget større.

Det skal være tydeligt for vore børn og for andre at det her liv, det er ikke ligegyldigt, det er værd at kæmpe med, det er noget stort vi har med at gøre – ”det skal kendes på os som lysets børn, at natten nu er omme.” Natten som vil skjule alting og henlægge verden i mørke, så vi tror at det hele ingenting betyder.

Nej I er verdens lys - I er jordens salt. Det er jo en kolossal forventning som ligger i de ord. En forventning som siger: Det er ikke lige meget om vi er der eller ej. Om vi der med vores nærvær, kærlighed, vores tanker, holdninger, vores liv.

Jamen det betyder da ikke noget hvad jeg gør og hvad jeg siger, tænker vi. Jo, det gør noget. Som kristne mennesker ved vi om det største, om Guds nåde , om kærlighedens lys. Vi skylder hinanden, vi skylder vores børn at det ikke bare bliver til mørke og ingenting i os.

Det er vores værdighed, vores fornemme livsopgave, at vi skal være himmellys, selv om vi også er små. Amen.

Sognepræst Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemars Vej 40
DK-2820 Gentofte.
Tel. ++45 – 39 65 43 87
e-mail: erha@km.dk