Göttinger Predigten im Internet

Hvis man ultrakort skulle sige hvad der er det kristne evangelium, så ville det vel blive sådan noget som: Evangeliet er forkyndelsen af Guds kærlighed til syndere. Eller direkte talt til den enkelte: Du er skyldig og du er tilgivet. Dine synder er dig forladt, og således kaldes du til liv på ny.

Det har op i gennem århundrederne, lige siden Jesus gik omkring blandt toldere og syndere, været et overvældende, frisættende budskab som gav mennesker det liv tilbage de ellers havde mistet og tabt.
Men når vi hører ordene i dag, så har vi ofte svært ved at fornemme den befrielse og den kraft der førhen har været i dem.

Evangeliet som Guds tilgivelse, Guds kærlighed til syndere.
Det moderne menneske tænker ikke: Det er da utroligt at der er tilgivelse for mig. Det moderne menneske vil snarere spørge: Hvad er nu det for noget? Hvad har jeg gjort forkert, siden jeg skal tilgives? Jeg skylder ikke nogen noget. Jeg ser da ikke mig selv som en synder. Jeg har måske nok ind i mellem klokket i det, ok, men tilgivelse har jeg faktisk ikke brug for. I vid udstrækning har vi i vores tid mistet sansen for skyld og synd som en realitet i vores liv.

Hvorfor har vi det? Det er der selvfølgelig flere grunde til. Jeg vil nævne to.

Den ene grund er at vi i op i gennem det 20. århundrede er blevet ganske gode til at se bag om det enkelte menneske og dets bevæggrunde. Vi ved vældig meget om hvordan sociale og psykologiske forhold i barndommen og senere hen på virker os og gør os til dem vi er. Og dermed er det ofte også nærliggende at bortforklare eller undskylde vores adfærd og handlinger. Han kan ikke gøre for det, siger vi, ikke med den barndom og med alt det han har været ude for. Og det er selvfølgelig også godt at vi har forståelse for at omgivelserne former os, og at vi derfor ikke uden videre dømmer et menneske, men forsvarer det.

Problemet er at hvis vi ikke vil tale om den enkeltes ansvar og skyld, så mister den enkelte sin værdighed. Så er vi egentlig ikke længere rigtige mennesker der kan vælge til og fra, med ansvar for de valg vi træffer. Så er vi et offer for omstændighederne og ikke et menneske med frihed, vilje, samvittighed, skyld og bevidsthed om at der er noget vi skal. Skyld og menneskelig værdighed hører altså sammen.

Et meget tydeligt eksemplet på det kan man finde i en norsk bog af Paul-Leer Salvesen. ”Efter drabet” hedder bogen og rummer en række interviews med fanger der har begået drab. Det er næsten alle fanger, som har haft en fortvivlende opvækst og været udsat for vilkår der til en vis grad vil kunne forklare deres ugerning. Men det vil ingen af dem være ved. De fastholder tværtimod deres ansvar, deres skyld. Det kan ikke undskyldes, siger de, og det værste de kan forestille sig er at de ved en mental undersøgelse frakendes ansvaret for det de har gjort. Og det er altså tankevækkende: Selv med så forfærdelig en baggrund som disse fanger har haft, er det sådan at i ansvaret, i skyldigheden, er deres værdighed trods alt. Tager man skylden fra dem, er de ingen.
En fange udtrykker sig sådan her: ”Det var ikke min fars og mors skyld, det der skete. Det var mig der drak mig fuld, det var mig der tog kniven i baglommen. Og når min søn bliver stor nok, vil jeg fortælle ham hvad jeg har lavet, og om det miljø jeg var i, og at det var noget værre pis. Det skal være helt anderledes for ham, med faste rammer og normer. Og så en masse kærlighed.”

Det er igennem erkendelsen af sin skyld et sådan menneske kommer videre i sit liv, ikke ved at fralægge sig ansvaret - selv om man sagtens kunne mene at der ville være god grund til det. Skylden , ansvaret er for ham et tegn på at han trods alt er et menneske, og ikke noget mindre end det.

Ikke desto mindre har mange mennesker i dag det sådan at de hellere lægger skylden over på de andre , på samfundet, på skolen, på hospitalerne og lægerne, på deres forældre som ikke har givet dem den opvækst de drømte om, end at de skyldigt tager det liv på sig de faktisk har fået.

Det sidste hænger for mig at se sammen med den anden vigtige grund til at vi ikke vil tale om synd og skyld i vores liv. Den anden grund er at vi ikke længere først og fremmest ser os selv som borgere i et samfund, med opgaver og pligter vi skal tage os af, men vi ser os selv som forbrugere med rettigheder og krav.

Jeg tror faktisk at der inden for de sidste tredive-fyrre år er sket et bemærkelsesværdigt skred i vores selvopfattelse. Fra at være borgere er vi blevet forbrugere. Det gør en afgørende forskel.

Borgeren ser sig selv som del af en større sammenhæng som han er forpligtet af. Borgeren ved derfor også at der er noget han er skyldig at gøre. Han skylder samfundet at gøre en indsats hvor det er nødvendigt. Han står i gæld til de gamle i familien, for alt det de gennem tiden har givet ham. Han skylder dem derfor at de får en værdig og ordentlig alderdom. Han skylder sin børn at give dem en god opvækst, med en fornemmelse af hvad der er sandt liv og fællesskab, så børnene senere kan blive gode ansvarlige borgere. Han skylder at vise andre mennesker respekt, og han ved at det er hans opgave på den ene eller anden måde at hjælpe dem som har brug for hjælp.

Borgeren er ikke selv centrum i tilværelsen, han indgår i en stor meningsfyldt sammenhæng som han på mange måder står i gæld til og er forpligtet af.
Ganske omvendt er det med forbrugeren. Han er ikke forpligtet, men han har en verden som ligger åben foran ham, en verden som han kan købe eller vinde, opleve eller bruge. Ja tilværelsen er i virkeligheden for ham som et stort supermarked hvor det bare gælder for ham om at vælge hvad han lyst til. Det vil ofte sige det meste. Selvfølgelig vil han prøve næsten alle de varer som er stillet frem på tilværelsens hylder. Og hvis der nu er noget han ikke har mulighed for at erhverve eller få, så ved forbrugeren godt at kunden skal være i centrum, og så har man altid mulighed for at klage eller insistere på sin ret.

Selvfølgelig skal forbrugeren også yde en indsats. Han skal arbejde og tjene penge, mange penge, for at få råd til alt det han gerne vil opleve og købe og se. Men målet er altid hans eget liv. Det er at tilvejebringe de optimale muligheder for livsudfoldelse og livsnydelse. Tænk hvis der var noget som skulle gå hans næse forbi. En vis tålmodighed, et vist afkald, eller en lille portion ydmyghed, det er ikke forbrugerens gebet. Han skal jo nå at erobre så stor en del af tilværelsens lyksalighed som han overhovedet kan.

Der er, som I kan høre, en verden til forskel mellem borgeren og forbrugeren. Selv om - selvfølgelig er ingen af os som den suveræne, aldeles uforpligtede forbruger jeg her har skildret. Vi er jo alle både borgere og forbrugere. Men der er sket et skred. Vi føler os ikke på samme måde som før forpligtet af en given samfundsmæssig eller familiemæssig sammenhæng. Det er mit liv og mine muligheder det drejer sig om, og ikke hvad jeg skal. Og derfor er jeg heller ikke skyldig i noget. Jeg har krav og rettigheder jeg kan insistere på, men at vi med engagement og personlig indsats er forpligtet på at tjene en større sag, en større sammenhæng end os selv, det har vi i vid udstrækning mistet sansen for. Og dermed også sansen at vi er ansvarlige, skyldige, syndere som tænker på sig selv, i stedet for at være dér hvor der brug for os.

Hvorfor er jeg skyldig, hvorfor er jeg en synder, spørger vi, og hvad skal jeg så egentlig med den tilgivelse som det kristne evangelium taler om?

Jeg tror man skal opfatte det meget konkret. Bevidstheden om at være skyldig, at være en synder, er jo ikke en følelse vi skal svælge i, på bekostning af en naturlig glæde over os selv og vores liv. Vi kender fra førhen den form for kristendom hvor man på en for mig se ganske forkvaklet eller sygelig måde er optaget af sin egen ringhed eller syndighed. Nej når vi siger at vi skyldnere, syndere, så er det en ganske realistisk beskrivelse af hvem vi er. Vi er skyldige i forhold til en masse ting, vi er på forhånd forpligtede, og vi er alligevel i det store og hele mest optaget af os selv. Vi er ikke perfekte, vi forspilder livsmuligheder, vi vælger at gøre een ting og ikke en anden, vi svigter nogen og kan ikke gøre det om. Som syndere, som skyldnere, står vi ved at være de ufuldkomne mennesker vi selvfølgelig er.

Og lige sådan skal vi heller ikke opfatte Guds tilgivelse, Guds kærlighed, som noget alt for luftigt og følelsesmæssigt vi kan svælge os i. Tværtimod, Guds kærlighed til syndere viser sig i evangelierne som noget ganske konkret. Der er ikke bare tale om en himmelsk blåstempling: Du er god nok alligevel, eller hvordan man nu vil sige det. Nej, Jesus sidder til bords og spiser med toldere og syndere, som jo i den tids samfund var udstødt ikke bare af det gode selskab, men af enhver ansvarlig livssammenhæng. Der blev ikke regnet med dem. Men Jesus tog dem med ind i et fællesskab, eller han gav dem en opgave. Dine synder er dig forladt, siger han, gå nu hjem og synd ikke mere. Dvs. gå nu hjem til den sammenhæng du kommer fra, det er der du skal leve, gøre din indsats, give dig selv.
Det samme siger englen til kvinderne ved graven: I skal ikke sørge, ikke dvæle her ved graven, men gå hjem til Galilæa. Dér finder I meningen, der møder I jeres Herre igen.
Eller også siger Jesus, som i dag til tolderen Levi: Følg mig! Det er ikke altid vi bare skal blive hvor vi er, men somme tider skal vi bryde op , bevæge os, for at finde mening og sammenhæng i vores liv.

Det afgørende er at Jesus sender eller tager mennesker med ind i en livssammenhæng, et fællesskab de har været udstødt fra. Det er dér I skal være, viser han, som de mennesker, som de syndere I er. “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere” , siger Jesus også. De retfærdige er dem som har nok i sig selv, og som ikke vil vide af at de skylder nogen noget. En synder ved at han på mange måder har forskertset meningen, men at det er afgørende at der er en mening, en sammenhæng som vil ham noget stadigvæk.

Sådan kalder Jesus syndere tilbage til livet, og til de glæder og besværligheder, til de opgaver og pligter som venter dér. Så konkret er det.

Synd er jo beslægtet med ordet sund. Og ligesom et sund kan skille os fra fastlandet, sådan skiller synden os fra livets mening. Fra det liv som Gud har givet os. Men i sin tilgivelse slår Vor Herre en bro ud over sundet, så vi kan vandre ind på livets land igen. Tilgivelse er altså ikke bare en luftig lyksalighed, det er at sige: Der er noget som er vigtigere end din synd. Der er noget du skal. Der er en kærlighed som kalder på dig. Der er et liv du skal være med i.

Sådan kalder Gud på os dag efter dag. Vi forspilder ganske vist gode muligheder for liv, vi er så optaget os selv og vort eget at vi isolerer os fra den sammenhæng vi er en del af. Men hver dag vi står op til, har Gud slået tilgivelsens bro ud , så vi igen kan vandre ind på livets faste land og møde hinanden, og give os i kast med alt det som nu engang skal gøres dér. Men det kræver selvfølgelig at vi så også vil vandre hen over broen, at vi vil tage imod Guds tilgivelse, og dermed tage det liv på som vi er skyldige at leve så godt som vi kan.

Vi kaldes altså til liv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at et kald jo netop er et gammelt borgerligt begreb som vi i det store og hele har lagt fra os. I dag har vi et arbejde fordi vi kan lide det, eller fordi vi gerne vil tjene penge til forbrug. Men vi ser det ikke som et kald. Førhen var det kald at være ikke bare præst, lærer, sygeplejerske, der var i det hele taget et kald i de ting vi havde med at gøre. En viden om at her var der noget som jeg skulle tage på mig. Og det var ikke sådan at den ene gerning talte mere end den anden, det var ikke spørgsmål om at kaste sig over de store og iøjnefaldende projekter. Men et spørgsmål om alvorligt og med os selv som indsats at gøre det der ligger lige for.

Sådan kalder Gud os til liv, som de ufuldkomne syndere vi er. Vi er ikke hele mennesker hvis vi bare ser os selv som forbrugere der skal have del i tilværelsens nydelser og goder . Men Gud kalder os til et liv i kærlighed, pligt, ansvar, skyld, og deri ligger hans tilgivelse: At vi stadig og på trods af os selv får lov til det. Amen.

Sognepræst Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemars Vej 40,
DK-2820 Gentofte
Tlf.: ++ 45 - 39 65 43 87
E-mail: erha@km.dk