" Det er så dagligdags det vi hører om i dag.
- Forholdet mellem Martha og Maria, de to søstre.
- Om det at beværte en gæst.
Martha den velopdragne pige, der gør hvad hun har lært, nemlig opvarte sine gæster og sørge for maden, sørge for at de kan føle sig velkomne, føle sig hjemme - sådan som det nu hører sig til, hvis altså man er en ung velopdragen pige.
Men så er der Maria, der bare sætter sig ved Herrens fødder og skummer fløden og lytter til hans ord.
- Ja, det er altså Martha der tolker hendes handlemåde sådan og insinuerer dovenskab og mangel på solidaritet, - “for der er jo nogen, der skal sørge for maden”.
Martha er den, for hvem dagligdagen har taget over.
Hun er ikke lyttende og opmærksom overfor det ‘mere’ der er ved situationen, da Jesus træder ind.
Hun behandler ham som en almindelig gæst, der skal beværtes som det sig hør og bør.
Dagligdagen kan tage over på flere måder.
Og det sker for os alle sammen, enten frivilligt eller ufrivilligt, at den tager over.
Vi kan være så optaget af dagligdagen og af at overholde alle dens ritualer - som vi selv har skabt - at vi aldrig kommer til det egentlige: får talt sammen, får sat os ned og tænkt over dagen på et andet plan, end hvad vi skal tage op af fryseren af mad til i morgen.
Vi kan hænge fast i dagligdagen, fordi vi selv lader den bestemme vores handlemønster, og får os til at gøre noget, som vi egentlig ikke har lyst til.
Så er det dagligdagen og det daglige bliver til sure pligter."
Det er det der sker for Martha.
Jeg er sikker på, at Martha bagefter kunne have bidt sin tunge af, for hun kunne jo godt høre, da sætningen hang i luften, at hun med sin forurettethed havde afsløret, at hun altså ikke havde sørget for Jesus ‘af hjertet’ eller ‘med glæde’. Hun ville i virkeligheden noget andet.
Men vi er ikke altid selv Herre over, at dagligdagen kommer til at tage over.
Ældre mennesker kan fortælle, at noget af det sværeste ved at blive gammel er, at de daglige fornødenheder, - bare det at blive klædt på og komme på benene - i den grad kan tage på kræfterne, at der ikke er overskud til noget som helst andet end bekymringer for dagligdagen - hvor gerne man end ville ‘nå’ noget mere, som vi siger i dag.
Det er dagligdagen og dagligdagens problemer og dilemmaer, som dagens evangelium handler om.
Men samtidig handler det om, at det glædelige og uventede pludselig kan ske, at vi får lov til, - får anledning til- , at slippe alt det vi har i hænderne og finde ud af, at der er noget, der er mere fornødent end det daglige brød.
Og det er det, der hæver dagligdagen op på et andet plan.
Der gives virkelig noget mere nødvendigt end de daglige fornødenheder. Og det er ånd.
Det ene fornødne, det er noget, der pludselig kan åbenbare sig, vise sig for os, bryde ind i vores hverdag og få os til at slippe det hele, hæve os op over dagligdagens bekymringer, og dermed se det hele i et helt andet lys.
Det er åndens værk.
Og det er det, der sker, da Jesus træder ind i huset hos Martha og Maria.
For Maria!
Maria har simpelthen lykkeligt glemt alt andet: sine pligter, sin søster, sin opdragelse - her er timen inde - Ånden er over hende - Herren er på besøg og hun lytter til ham.
Og han taler til hende - må vi formode - om den barmhjertige Fader i himlen, der sørger for sine børn og siger til hende: “Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er Livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”
Og Maria sidder og tænker på den lille landsby, på de små kår, på alle beboernes bekymringer for at få det hele til at gå, høsten, dyrene, maden.
Og hun tænker på alt den utilfredshed og misundelse, der er, når det går nogen godt.
Og hun tænker på alle de bekymringer, der kan tage livet af folk - bekymringer for ikke at slå til, bekymringer for at Gud ikke er med i deres liv, fordi fattigdom og sygdom synes at være det tydeligste bevis på gudsforladthed, bekymringerne for børnene, for de andres dom.
Og Jesus levendegør en helt anden verden for hende.
En verden, der er hævet over dagligdagens bekymringer.
Et liv, der måles med en helt anden målestok, end den vi måler hinanden og hinandens liv med.
Og denne verden er levendegjort i hans besøg.
Her kommer et fremmed menneske ind af døren.
Han har udvalgt deres hus. Han er gået ind under deres tag. Uden de har kunnet forberede sig eller nå at undskylde, at de skam ikke var værdige.
Det eneste hun kan gøre, Maria, er at sætte sig ned ved hans fødder. For hun vil gerne høre på ham.
Hun vil gerne tro alt det han fortæller hende.
For ordene er en gave til hende. De mætter hendes liv med en sådan fylde, at de sætter alting i perspektiv.
Herefter er hverdagen og dagligdagen ikke noget, der skal overstås.
Der er ikke noget, der skal gøres først, førend vi kan få del i den gode del.
Den gode del er at være tilstede i sit liv - og tro på det som levet i Guds varetægt.
Forstå at bekymringerne kommer fra os selv, og at de ikke har noget at gøre med den dom, Gud dømmer os med.
Det liv, som er Guds, behøver vi ikke bekymre os for.
Gud er den barmhjertige Gud, der tilgiver syndere, som er gæst og går ind under taget hos selv de fattigste i en lille afsondret landsby.
Tror vi på, at den Gud også har besøgt os, og er kommet os i møde - ritualiseret i dåben - og kommer os i møde med sit ord, hver gang det lyder til os, så kan vi få lov til at se vores liv - se dagligdagen - i et helt andet lys.
Ubekymret - på trods af alle vore bekymringer.
- Se det glædelige i dagligdagen.
Det glædelige i hverdagen: at få lov til at hænge tøj op, at få lov til at smøre madpakker til børnene, at få lov til at cykle afsted i regnvejr på arbejde - slet og ret. At få lov til at leve!
Det er jo den grunderfaring - den grundlæggende taknemmelighed og glæde, vi glemmer, når alt går op i forurettethed over andres dovenskab og mangel på høflighed: - “Martha - Martha: du gør dig bekymringer om mange ting - men ét er fornødent”
- Ja, der er jo rent faktisk ikke grænser for, hvad vi kan bekymre os om.
Men ét er det fornødne: og pludselig kan vi være så heldige, at det åbenbarer sig for os, hvad det er - som det gjorde for Maria.
Det skete ikke for Martha - den dag. Vi skal høre om hende på næste søndag, hvor hun bestemt ikke er så åndsforforladt, som hun fremstilles som i dag.
Det betyder, at vi i Martha og Maria ikke skal se stereotyper, som vi måske alt for ofte gør: praktikeren overfor den åndelige.
Vi skal nok snarere drage den lære, at det er ånden der gør forskellen.
Derfor må vi bede om, at ånden må komme over os, så vi fra situation til situation kan vide, hvad det ene fornødne er - så vi kan bevæges og handle ’af hjertet’ og ’med glæde’.
Amen.
Sognepræst Eva Tøjner Götke
Platanvej 10
DK-5230 Odense M
Tlf.: ++ 45 - 66 12 56 78
e-mail: etg@km.dk