Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

11. søndag efter trinitatis - 22.8.2004
Lukas 7, 36-50, Kirsten Jørgensen

(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Hvordan holder man sig bedst livet fra døren?
Et vanvittigt spørgsmål at begynde en prædiken med, kunne man sige. For hvem skulle ønske sig at holde livet fra døren? Vil vi da ikke gerne have det, så meget som muligt af det, livet? Er vi ikke forslugne på det, livet? Eller kan man få for meget af det?
Svaret er vist så enkelt, at vi gerne vil have så meget af det som muligt så længe det er lutter lagkage. Men når det bliver tungt og svært, så er vi selvfølgelig mindre begejstrede. Vi kan hurtigt få for meget af livet, når det gør ondt. Så hvad gør vi følgelig ? Vi prøver selvfølgelig på at sikre os imod, at livet kommer til at gøre ondt.
Men kan man da det?
Ja, det kan man faktisk godt et stykke af vejen. Man kan sikre sig mod livet på forskellig vis; men det har sine omkostninger.
Det vil jeg gerne fortælle en historie om.
Den foregår i en tid udenfor tiderne, i mytisk tid, før vi blev kristne i Danmark og den lyder sådan her:
I tidernes morgen, da guderne have grundlagt Midgård, hvor menneskene boede og selv havde slået sig ned i Asgård, kom der en dag en mand der sagde, at han var bygmester. Han tilbød at bygge en mur rundt om Asgård som skulle holde de onde jætter ude, så guderne ikke blev generet af dem i deres gode liv. Han sagde, at han kunne gøre det på bare én vinter og at han ville være færdig inden sommerens første dag. Men han havde selvfølgelig en pris for at gøre det. Han ville have Freja, som er kærlighedens gudinde og solen og månen. Guderne var så besværede af jætternes evige onde angreb på deres liv, at de gik ind på bygmesterens betingelser. Snart stod der en mægtig høj og stærk mur rundt om Asgård.
Men lige før muren var helt færdig fik guderne betænkeligheder.
De begyndte at tale sammen om, hvordan de dog kunne være kommet i tanke om at sælge selve kærlighedens gudinde og dertil månen og solen? Det ville jo være det sammen som at forøde hele verden og ødelægge livet. I sidste øjeblik fik de forpurret, at muren blev færdig og bygmesteren fik derfor ikke det, han havde krævet. Guderne beholdt Freja og dermed kærligheden og de beholdt månen og solen. Til gengæld måtte de blive ved med at leve livet udsat og sårbart, truet af de onde magter.
Den gamle historie handler om, hvordan vi kan komme til at sælge selv livet i vores bestræbelser på at holde onde magter og trusler på afstand. Den fortæller os, at hvis vi vil sikre os for meget, hvis vi bygger mure op omkring os for at holde det svære liv på afstand, så ender vi med at sælge selve livet. Hvis vi vil have for meget sikkerhed i livet, ender vi med ikke at have noget liv overhovedet.
Man kan forsøge at forsikre sig mod livet på så mange måder.
Een måde er at lave sig en masse regler for, hvad man kan ikke kan og især hvad de andre kan og ikke kan. Så har man sat livet i system, bygget en forsvarlig mur omkring sig, så man er helt sikker på aldrig at blive overrasket af noget og da slet ikke af selve livet.

Sådan en livs-ordner hører vi om i evangeliet i dag. Han hedder Simon og han har styr på sagerne. Han er tempereret – lunken, med et grimmere ord. Han bliver aldrig hverken for varm eller for kold, men bevarer det kølige overblik og en passende distance til andres rodede liv. Han har regler og ordninger for alting og dem forventer han, at andre også indretter sig under. Han har inviteret Jesus indenfor til middag, for manden siges jo at være en profet og den slags må pæne mennesker sørge for at omgås. Men han kommer i tvivl om, hvorvidt Jesus nu også er den, han giver sig ud for at være, da en prostitueret trænger sig ind i huset og grædende giver sig til at væde Jesu fødder med sine tårer og salve dem med den kostbareste olie. For hvis Jesus var en rigtig profet, ville han vel holde sig for god til at lade sig pleje af sådan en kvinde. Det falder udenfor Simons regler. Men han bliver selvfølgelig irettesat af Jesus – selvfølgelig fordi der altid er mere liv end der er regler omkring Jesus. Der er faktisk ingen regler. Bortset fra én, den vigtigste og eneste nødvendige regel – du skal kunne se og forudsætte, at din næste har kærlighed. Du skal kunne se og forudsætte, at din næste har kærlighed.
Vi er så vant til at sige, at kristendommens første og største bud er at du skal elske din næste som dig selv. Men den samme regel kan formuleres på en anden måde, nemlig at du skal tro at din næste har kærlighed. Større kærlighed har faktisk ingen end den der tror på den andens kærlighed.
Det er præcis det, Jesus gør, da han møder luderen i Simons hus: Han tror på hendes kærlighed. Han skyder ikke reglerne for, hvordan man bør opføre sig, ind imellem sig selv og hende, bygger ingen mure mellem dem. Forholder sig ikke til hendes tvivlsomme erhverv. Han tror bare på det, hun gør. Han ser nemlig, at hun er et levende menneske. Og hvordan ser han det? For det første på hendes tårer. Hun kommer grædende ind i huset og bliver ved med at græde og hun har tårer nok til at vaske Jesu fødder med dem.
Det grædende menneske.
Det grædende menneske er tegnet på det levende menneske. Det grædende menneske er det menneske, der ikke har bygget mure op rundt om sig selv for at holde smerten og det svære ude. Som ikke har solgt kærligheden og alt det sårbare i sig for at opnå sikkerhed og forudsigelighed. Som ikke har forskanset sig bag regler og ordninger for at hindre, at livet skal komme til at koste noget. Det grædende menneske er det menneske, der endnu tør føle og have medfølelse og som ikke på forhånd har lavet regler for, hvad der skal føles for hvem. Det grædende menneske er det udsatte og sårbare menneske og derfor også det levende menneske.
Den levende og grædende kvinde, der den dag kom ind i Simons hus vidste, at hendes liv var udsat og sårbart, men hun gjorde, hvad livet bød hende at gøre. Hun søgte derhen, hvor hun vidste, at hendes eneste beskyttelse i tilværelsen var. Hos Jesus.
Den beskyttelse, vi finder hos Gud er ikke en beskyttelse mod livet, men en beskyttelse i livet. At være døbt er ikke at være forsikret mod alt ondt, men det er at være forsikret om, at der er hjælp at finde i al slags liv. Gud er den usynlige mur, der ikke holder det onde borte, men som kæmper sammen med os imod det, med de usynlige våben der er de stærkeste vi har; tro, håb og kærlighed.

Det er nemt nok at holde sig livet fra døren. Man skal bare sørge for at lave tilstrækkeligt mange regler og så skal man lade være med at blande sig for meget og for dybt med andre. Man skal bare holde næsen for sig selv. Så har man bygget sig en stærk og sikker mur. Men man har også solgt kærligheden, overraskelserne, skønheden, udfordringerne ja, man har solgt selve livet.
Så måske skulle man turde livet lidt mere, vælge det frem for sikkerheden og leve med de tårer, det så vil give. Er det ikke bedre at være grædende i live end forstenet i døden?

Sognepræst Kirsten Jørgensen
Præstegade 2
DK-5300 Kerteminde
Tel.: ++ 45 - 65 32 13 20
e-mail: kjoe@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)