Göttinger Predigten im Internet

Jeg tror, at dét, man kalder tilbagelænethed er en stilling, som de fleste af os i dag ynder at indtage. At være tilbagelænet kan være godt: Man har vel kritisk distance. Man har vel sin dømmekraft. Man lader sig ikke sådan lige bondefange: om det nu er af reklamebranchen, overbudspolitik fra Christiansborg midt i agurketiden, eller det bare er noget, som giver sig ud for at være sådan 'kunstnerisk'. Næ, vi bliver ikke imponeret. Næ. vi danser ikke efter enhver munter fløjte. Men vi står så sandelig også af, når en dommedagsprofet taler om fortabelse - eller en eller andet religiøs vildmand - iført kors på hjul - synger sine klagesange, mens han forsøger at feje alle muslimer ud af Nørrebro. Næ, kom ikke her! Kort sagt: vi har alle lært at - som det hedder - at "klappe hesten". For sjæleblind fanatisme er ikke sagen. Det samme glæder det lalleglade vanvid.

Men tilbagelænethed og kritisk distance kan også let kamme over i - hvad man kalder: blaserthed: Blaserthedens udtryk er ikke sjældent paraderne. Altså: "Rør mig ikke. Kom mig ikke nær! .. Om du nu rører mig og vil komme mig nær med din glæde, som du partout vil prakke mig på; eller om du kommer mig med nær din domsforkyndelse, dine vrede, din absolutte sandhed, hold dig væk. Vi gider hverken høre på den guitarspillende komiker. For hans vittigheder har for længst passeret udløbsdatoen. Men vi gider heller ikke at høre på ham, der synger om voksne, der 'også kan være bange og synge lange, bange sange'. Kort sagt: lad os dog være i fred!"

Det er i grunden også den indstilling, der er på færde i dagens tekst. Folket gad hverken høre på Johannes Døbers dommedagspræk eller på Jesu anderledes glædelige budskab. Igen: "Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke". Det vil sige: Et talende billede af Guds eget folk, som hverken er villige til at angre sin døve ligegyldighed, eller vil begejstres af det glædelige, at Gud - på trods af deres lunkenhed - er villig til at tilgive det. En glad Gud? En vred Gud? Jamen, det er hip som hap. Bare lad os i fred!

Hvordan opfattes Gud så i dag (hvis man da i det hele taget har en opfattelse af Gud)? Nogle opfatter groft sagt Gud som den strenge fjerne skolelærer, altid med spanskrør og ris inden for rækkevidde. Streng men vistnok retfærdig; i hvert fald uransagelig i sin almægtighed; som derfor bestemt ikke vækker varme, men skræmmer dén, der ved, at han eller hun er en synder. Det er den gammeltestamentlige Fadergud. Det er om ham, man hører, hvor forkyndelsen er hardcore, altså lige på og hårdt. Vi har vel alle billeder af en indremissionsk svovlprædikant på nethinden. På langt de fleste virker han ikke videre sympatisk. Langt de fleste gider nemlig ikke høre alt dét med synd og at 'Gud ser alt'. For synd - jamen er det ikke alt det sjove, som derfor er forbudt. Hvorfor dog banke rundt i skyldfølelser og livsfornægtelse? Hvorfor ikke bare leve livet sådan som man nu li'som bare har lyst til?

Den anden opfattelse af Gud giver glad og gerne de protesterende ret. For, nej-nej. Sådan er Gud slet, slet ikke. Altså den sorte samvittigheds udtrykte billede. Nej, nej, Gud er overhovedet ikke spor vred. Han er slet ikke, sådan som Johannes døber sagde. Langt mere sådan som Jesus er, i hvert fald på de glansbilleder, som kan købes i Den katolske Kirke. - Her er Gud m.a.o. human, en blød mand og ikke spor fordømmende - snarere at opfatte som en helt utroligt forstående støttepædagog, som hele tiden siger, at han slet ikke er spor streng; at du og jeg godt kan glemme alt om skyldfølelser (for skyldfølelse er syg, forkert og passer slet ikke!). Kort sagt: Glem alt om den fjerne Fadergud! For Gud han er ligesom farmand, rummelig, varm og som hele tiden støtter os i, at vi i grunden er ofre, som det hele er så helt enormt synd for.

Men bliver sådan en gud ikke også lidt trættende at høre på i længden? Billedlig talt bliver man træt af at danse til fløjtespil. Bogstavelig talt bliver det i længden tomt overhovedet ikke at møde modstand. Altså ikke at skulle forholde sig til noget, som står fast og som der kan spilles op ad. - Spørg bare det barn, som ingen grænser får; hvis ophav hopper og springer for at opfylde alle vilkårlige eller impulsive behov. Af lutter bekymring for, at sådan noget forældet og borgerligt noget som forbud skulle kunne skade det lille pus.

Men, synes jeg: Så underligt, at vi ikke kan rumme begge dele: at Gud er såvel dén, der kan - ja vredes, som dén, hos hvem der også findes barmhjertighed, tilgivelse, nåde. Kunne det dog ikke tænkes at være sådan, at de to opfattelser af Gud ikke udelukker hinanden? At de to opfattelser med andre ord først sammen udgør noget fuldstændigt?

eg mener: i vores fælles liv, i familielivet og i arbejdslivet: hvem kan i længden holde ud at leve med én, der har en rygrad som en regnorm. Og hvem kan tilsvarende holde ud at pleje omgang med én, som altid stiller sig fordømmende an - stejl, skinger, tromlende som en elefant?

Nej, et rigtigt menneske, dvs. et menneske, som vover at kende og vedgå sin menneskelighed, har dog altid to ansigter. Dén, der elsker, kan selvfølgelig også blive vred; kun dén, der kan begejstres, kan gribes af indignation. Hos den, som vil være sin menneskelighed bekendt, findes altså altid to sider. Kun begge dele gør et menneske til et menneske. Med andre ord: Modsætninger behøver ikke at udelukke hinanden. Med et fremmedord: modsætninger kan også være komplementære.

Skulle det så ikke også kunne tænkes, at Gud har begge sider i sig? Kristeligt talt tilhører mennesket Gud. Gud er skaberen, sådan som det hedder i trosbekendelsen. Gud kan altså gøre retmæssigt krav på mennesket: At vi skal opføre os ordentligt og netop deri ære Gud. Ikke at ære Gud og dét, der er Guds, må da nødvendigvis fremkalde retfærdig harme. Vi kender det fra vores egen verden: Dén, vi holder af eller ligefrem elsker, - ja når vi erfarer, at han eller hun opfører sig tåbeligt, under niveau eller plat egoistisk, da indigneres man naturligvis. Man bliver vred. Og vreden, den skyldes da udelukkende, at den anden jo angår én. Og ligesådan: kommer dén, man holder af, i vanskeligheder eller ligefrem i nød, ja så stiller man naturligvis op. For, som bekendt, det er ikke muligt at tænke dén, man holder af, ud af sit liv.

I den forstand er ingen mennesker sådan bare det ene eller det andet. Eller rettere: ingen kan banaliseres derhen, at vedkommende kun er kold og hård, eller kun er blød og eftergivende.

Det gælder i overordentlig grad Gud. For, som om Gud kun var entydigt streng! - eller entydigt blød og eftergivende! Som om Gud kun var som en klump voks - eller hård som sten. Nej, Gud er Den levende Gud, og som Den Levende netop mindst ligeså meget en person som du og jeg er personer. Og fordi Gud er levende, kan Gud netop røres, vredes, harmes, glædes. Det er dét, vi ser udfoldet såvel i Johannes Døbers domsforkyndelse som i Jesu person, hans liv, hans velgerninger, hans lidelse, hans død. For Jesus gav og giver Gud en synlig skikkelse. Og Jesus, han kunne selv vredes over netop den tilbagelænede attitude, for hvem alt i grunden er ligegyldigt. Bare jeg altså ikke skal inddrages. Bare det ikke kommer for tæt på.. Men det gør altså tingene for dén, der virkelig lever.

Derfor netop vredesudbruddene i dagens tekst over de byer, som hverken kan bevæges til det ene eller det andet. Men derfor også hos Kristus de tegn på omsorg, på kærlighed, på barmhjertighed, hvormed Han gav Guds nåde skikkelse. Det er dén nåde, som du og du og jeg får del i, atter og atter. Om det nu er direkte: I Guds ord, i Guds dåb, i nadveren, hvor Kristus giver sig til hver enkelt, der ønsker det. Eller det sker indirekte: I skikkelse af en blå himmel, der fornyer dit livsmod; i det liv, der kalder på os, - ja så er det Den levende Gud, som gjorde sig til ét med Jesus, som er til stede. Og Gud ske lov er det Gud. For Gud er hverken er af pap eller sten. Men netop Den levende Gud. Amen.

Sognepræst Niels Henning Brønnum
Valløvej 19
DK-2700 Brønshøj
Tlf.: ++ 45 - 38 60 50 17
e-mail: nhb@km.dk