Jesu ord, som Mattæus gengiver dem er båret af stor realisme og stor fortrøstning.
Realisme hvad angår de vilkår evangeliet og dets budbringere vil få i verden.
Kærlighedens evangelium vil møde modstand i en verden, hvis drivkraft er egoismen
alligevel opfordres vi til at tale klart, råbe fra tagene hvad vi har på hjerte.
Og vi kan med stor frimodighed gøre det, fordi vi er gemt i Gud.
Derfor er der på trods af de hårde vilkår grund til fortrøstning.
Sådan er det vel mest rimeligt at læse ordene vi hørte.
Gennem historien er det en anden mening, der har været i fokus.
For eller imod om menneskets skæbne var forudbestemt –
om det var det/ Guds tælling af hovedhårene betød.
Var det tilfældet, forestillede man sig tilsvarende en almægtig Gud, der sad et sted ovenover det hele – i himlen – og trak i menneskers tråde.
Som en majnonetfører.
Det medførte så igen at en sådan Gud måtte være ond, fordi der er så meget ondt i verden.
En sådan Gud var det nemt at afskedige når vi begyndte at sætte viden og teknologi sammen og selv kunne styre majnonetterne.
og det har vi så gjort.
Måske har vi gjort det for hurtigt og nemt.
Hvad er et menneske, hvor meget er dets liv bestemt af strukturer, det er underlagt og hvor meget kan det selv bestemme over og ændre?
Nutidige forfattere kredser igen og igen om disse spørgsmål – som de gamle gjorde på de deres måde.
At være menneske er at få eller gribe en skæbne.
Og skæbne kan siges at dannes i spillet mellem tyngde og lethed.
I perioder af historien er det tyngden, der sætter horisonten.
I middelalderen og på reformationstiden var samfundet lukket om sig selv og en skomager måtte blive ved sin læst.
I en verden i dag – her hos os – er letheden nærmest vort fortegn.
Vores samfund er åbent sådan da - og lægger ikke på forhånd bånd på sine borgere: vi kan selv bestemme arbejde, flytte, leve i skiftende parforhold og nærmiljøer.
Vi kan leve et anonymt byliv eller et liv på landet. Være en del af nærmiljøet eller leve som privatperson.
Alle disse livsmuligheder har det med at medføre en ufølsomhed over for den tyngde, som hører med når livet bliver virkeligt.
Den, man har svigtet, kan man forholdsvis let flytte sig fra og undgå konfrontation med.
Måske kommer livets tyngde så alligevel til os, men bagfra.
Måske som et sortsyn eller skjult angst, der lægger sig over alting, og gør, at tilværelsen ikke træder frem for en, og bliver uden konturer.
Mange har læst Milan Kunderas roman: ”Tilværelsen ulidelige lethed” – eller set filmen over romanen.
Ellers er selve titlen Tilværelsens Ulidelige lethed blevet en del af vort sprog, som ridser problemstillingen op.
At letheden bliver for meget, hvor resultatet bliver et liv, der ikke er virkeligt. Især når det forbindes med den tilfældighed, som træder frem som den anden side af letheden.
Tilfældigheden opleves noget skræmmende, fordi den er uden bestemmelse og uden kontrol – det kræver sit at være et tilfældigt fnug i en stor uendeligt univers.
Den måde hovedpersonen Thomas i ”Tilværelsens ulidelige lethed” omgår sit problem er ved at dyrke så mange forskellige kvinder som muligt – for hver af dem rummer jo en tilfældig uudnyttet mulighed, som må afprøves. Og ingen af dem viser en nødvendighed.
Lige indtil han møder Teresa, som bliver hans kone, har han kun mødt de tomme tilfældigheder.
Teresa bliver med sit eget forunderlige væsen og med sin holden fast i Thomas, for ham en talende tilfældighed, som han ikke kan komme om ved.
Han – den tvivlende bliver bundet, men bundet af den tilfældighed, der på én gang åbner verden og holder virkeligheden fast.
Thomas bliver nødt til at foretage en omvurdering af det tilfældige.
Da tilfældet ramte han, opdagede han, at det ikke var den stumme tyngde, som ligger i en altomfattende og forudbestemt nødvendighed.
Men den talende. Men der kræver ham og hans liv.
Opstået – netop tilfældigt, men en tilfældighed, som bliver hans skæbne
Den tilfældighed, som nu taler til ham konfronterer ham med livsmuligheder, han ikke troede fandtes.
Og han må sige:” kun tilfældigheden kan fremtræde for os som et budskab”.
Det nødvendige, det ventelige, det monotont gentagne er stumt. Kun tilfældigheden taler til os.
Nødvendigheden er ensartet og monoton, flytter sig ikke og flytter ingenting.
Tilfældigheden derimod gør verden mangfoldig, fuld af forskelligheder, som tvinger os til opmærksomhed.
Og så er vi tilbage til spurven, der falder: men den falder ikke uden at have fløjet.
Gud har selv givet afkald på nødvendighedens lov og lagt frihed og skabende tilfældighed ind i sin verden.
En rigdom af variationer, som spejler Guds tanker har Gud lagt ind i skabelsen. Med store risici for fald og ulykke og ondskab.
Når vi stirrer os blinde på spurvens fald, så glemmer vi at
spurvens flugt kommer først, - hvis ikke den én gang har fløjet, kan den ikke falde.
At den kan flyve og synge og formere sig er Gud.
Men fuglens veje kender Gud ikke.
Gud hverken kender vejene eller bestemmer dem.
Hvor spurven flyver afgøres af valg, af instinkter, af øjeblikkets spontanitet.
Gud bestemmer ikke ud over de naturlove og de undtagelser fra naturlovene, han har skabt.
Han styrer ikke - for det ville frarøve mennesket dets frihed, - og dermed dets menneskeværd.
Gud styrer ikke sine skabninger, han skaber gennem sine skabninger.
Og Gud sidder ikke tilbagelænet og venter på, hvad der kommer ud af tilfældigheden. Han lokker, inspirerer og følger sine mennesker, så vi formår at gå ud over begrænsninger og nederlag.
På en mærkelig måde rummer kristendommen i sig en dynamik mellem tyngde og lethed.
Når ansvaret og opgaverne skal beskrives er det tyngden, der er på færde.
Jesu disciple må se virkeligheden i øjnene, ikke mindst det besværlige og smertefulde. ”Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel” –
Men til gengæld gives vi med evangeliet en befriende lethed som udgangspunkt.
Gud har begyndt sin gode gerning i os, dvs. vi er en del af de talende, skabende tilfældigheder.
Derfor gives vi lethedens gave, når det drejer sig om at bære konsekvenserne af ansvarets byrder.
I selve vort udgangspunkt er vi befriet fra at bære det vi ikke kan, - fortidens synder, som er gjorte og ikke kan ændres og også de fremtidige konsekvenser af vore handlinger, som ikke kan overskue og styre.
Befriet til at elske tilfældigheden og gribe den som skæbne
Den trøst, Jesus her giver er den, at vi altid er på Guds plads,
uanset om vi lever op til det eller ikke.
Så er vi ikke bare et fnug i et uendeligt univers, men en fjer i Guds vinge.
Kun en fjer, men en del af Gud, hvis flugt aldrig standser.
Amen.
Sognepræst Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk