Göttinger Predigten im Internet

Der optræder for tiden en interessant modsætning. På den ene side prøver vi på forskellige områder at udligne alle forskelle, og på den anden side hylder vi den eller det, der - som det siges - "gør en forskel".

Der gøres f.eks. meget ud af for tiden at være politisk korrekt på det religiøse område. Her er det da en af de gentagne og forkerte udsagn, at der i virkeligheden ingen forskel er på de forskellige religioner. Om man er hindu, buddhist, muslim eller kristen, gør i virkeligheden ingen forskel, siges det.

Samtidig med at vi udvander forskellen på dette område og mange andre områder, hylder vi enkeltpersoner, som "gør en forskel". Det er blevet kriteriet for, om et menneske har en særlig personlighed, om det gør en forskel.

Det er sandt, at der er grundlæggende ligheder mellem de forskellige religioner. Der er træk i det at tro, at bede, at føle sig afhængig af en magt udenfor én selv, som er fælles. Det er også sandt, at jødedom, kristendom og islam har en fælles rod, et fælles udgangspunkt. Dermed er det ikke sagt, at der ikke er helt afgørende forskelle.

Og indenfor den kristne kirke er der også forskelle, som ikke kan og som ikke skal udlignes. Der er områder, hvor vi er enige, og der er områder, hvor vi ikke er enige og ikke kan blive enige. Det må være kriteriet for en sand tro, at man holder ens egen tro for sand, og fortæller andre at deres samtidig ikke kan være sand. Kristen tro og buddhistisk tro kan ikke være sand på én og samme tid. Det er heller ikke tolerance at hævde alle religioners sandhed. Tolerance er at tage stilling og at indrømme den, der har en anden opfattelse ret til at have denne anderledes opfattelse.

Det er også sandt, at der er ligheder mellem mennesker. Men der er også forskelle, og forskelle er det, der betyder, at vi kan skelne.

Der er forskel på sandhed og løgn, der er forskel på lys og mørke, på ret og vrang.

Udtrykket "at gøre en forskel" betyder at sætte skel. Ved at denne forskel sættes, er der sket noget nyt. Der er skabt afstand. To eller flere ting kan måles i forhold til hinanden. Betydning og vigtighed kan afvejes i forhold til hinanden. Der er skabt noget nyt.

Kristendom er ikke som alle andre religioner. Det er ikke lige meget eller lige gyldigt, om man tror det ene eller det andet. Forskellen mellem kristendom og andre religioner viser sig i Jesu formulering i dag.

Forskellen viser sig i det krav om fuldkommenhed, som Jesus formulerer i dag. Det viser sig også i Paulus formulering i brevet til menigheden i Rom om, at når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi tilhører Herren både når vi lever og vi dør.

Netop fordringen om fuldkommenhed er forskellen mellem andre religioner og kristendommen. Der kræves noget af os. Der er hele tiden et du skal, der lyder til os? Hvad er det du skal? Hvad går fordringen ud på? Jo, du skal leve! Du skal tage dagen i dagen som det den er, den første dag i resten af dit liv. Du skal leve. Du skal leve med den viden, som Paulus giver dig, at du ikke lever for dig selv. Du lever ikke for din egen skyld, men du lever fordi dit liv er skænket af Gud ved Jesus Kristus. Dit liv lever du for Herren, og Herren viser dig, at du skal elske. Ja, du skal ikke bare elske dem, der elsker dig. Hvad er vel også lettere. Du skal ikke falde i svime over, at der er nogen, som elsker dig og beundre dig, hvad er lettere end at elske dem? Det kan enhver finde ud af. Du skal elske din fjende. Du skal leve det liv, der både er en gave, det overordentlige, og det liv, der er uoverkommeligt.

Uoverkommeligt er det, fordi du aldrig kan leve op til kravet. Uoverkommeligt er det, fordi livet mange tilskikkelser kan vise sig på en grundlæggende urimelig måde. Pludselig griber døden ind i livet, på en overrumplende og urimelig, utænkelig måde.
Uoverkommeligt er det, når du står med et lille barn i armene. Skønt, vidunderligt er det, men hvordan klarer du det, hvordan kan du leve op til kravet om at tage vare på det liv også? Du skal!

Det at troen ved og bekymrer sig om, at livet er både skænket, vidunderligt, et overflødighedshorn og uoverstigeligt og et krævet liv, er noget særligt for kristendommen. Du anvises ikke en vej til at slippe ud af det vanskelige, du får ikke en let opskrift på hvordan du håndterer dit liv, således at du kan lægge afstand til alle de andre, der ikke kan finde ud af det.
Forskellen til alle andre religioner og former for tro er, at den kristne tro tager udgangspunkt i det, der er, det du er, og holder fast ved, at det er der, og ingen andre steder, du skal møde det glade budskab. Det er her du mødes af kravet om at være fuldkommen og her, hvor du får den fuldkommenhed, som ikke skyldes dig selv, men ham, som skænker den af nåde: Jesus Kristus.

Forskellen er, at det kræves af dig at du bliver fuldkommen. Men hvem kan blive det? Jo, det troede du nok engang, at du kunne blive. Dog, hvem er fuldkommen, hvem kan elske fjenden? Hvem kan gøre dette uoverkommelige og uoverstigelige? Hvem er et Guds barn, hvis det er kravet?

Kristendom gøres i dag ofte til et sæt leveregler, en moral eller klogskabsregler. Kristendommen opfattes og omtales som en række værdier, der er grundlag for kulturen og det gode liv. Det er imidlertid ikke hele sandheden om kristendommen. Kristendom, kristentro og kultur er ikke et og det samme. Kristen tro er en fordring. Og vi holdes fast på, at fordringen er forskellen. Der kræves det umulige: at elske fjenden.

Igen må vi spørge, hvorfor kræves det umulige? Hvorfor ikke kun det overkommelige? Fordi det overkommelige er ligegyldigt og banalt.

I dag søger vi i øvrigt på andre områder det ekstreme. Vi søger udfordringer. Skifter vi arbejde, begrunder vi det med, at vi søger nye udfordringer. Vi søger udfordringer i fritiden. Det ekstreme søges og dyrkes i maratonløb, bjergbestigning, triatlon, overlevelsesture. De unge søger det ekstreme i rusmidler som ecstasy og andre farlige stoffer. Hvorfor? Bl.a. fordi det overkommelige er ligegyldigt.

Vi søger på andre områder det, som ikke er overkommeligt, det som kræver overvindelse. På det religiøse område derimod søger vi ikke det uoverkommelige, men det overkommelige, bekræftelsen og medløbet.

Måske derfor er kristendommen provokerende, fordi den ikke bekræfter os, men stiller os en fordring og befaler os. Der er noget vi skal af al kraft og med al flid: Du skal være fuldkommen.

Jamen, der er jo hvad vi søger, men vi søger det på vores egen måde. Det fuldkomne er et ideal, et mål, vi stiller op for os selv.
Vi tegner et billede af det perfekte familieliv, påvirket af mediernes billede. Vi tegner et billede af den spændende og udfordrende erhvervskarriere, hvor alt går hurtigt, hvor alt er smart og udfordrende, masser af arbejde, masser af rejser og store penge i løn. Vi tegner det fuldkomne billede af et samfund uden problemer, uden fremmede, uden for megen udenlandsk eller international indflydelse.
Der er bare den hage ved det, at dette fuldkomne billede, vi tegner for vores liv, kan vi ikke leve op til selv. Kravene kan ikke opfyldes. Omstændighederne er ikke til det, og de etiske og moralske idealer og værdier bliver trådt under fode gang på gang. Du kan altså ikke være fuldkommen.

Så er der kun to ting at gøre: Enten at føle sig som offer og klage og søge det ekstreme i det politiske spektrum, eller at fortvivle, og der i fortvivlelsen søger du måske så den fysiske udfordring.

Men der er også en tredje mulighed. Det er at lytte. Og du kunne f.eks. lytte til Paulus, lytte til, hvad han siger i brevet til menigheden i Rom, som vi har hørt lidt af i dag. Og på baggrund af Paulus kunne du igen høre evangeliet om kravet om at være fuldkommen.

Paulus taler om at leve for Herren. Når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren.

Paulus vil netop i en sammenhæng i brevet til romermenigheden, hvor han taler om, hvordan samlivet med andre bør reguleres, understrege, at menneskets liv ikke beror på mennesket selv. Mennesket er ikke herre i eget hus. Mennesket lever ikke livet for sin egen skyld. Mennesket er ikke sit eget livs formål og mål, og kan ikke være det.

Paulus fortæller os, at mennesket er sat ind i et forhold til Gud, der er skaber og opretholder af vores liv. At leve for sig selv er at leve alene, eller at leve isoleret. Det er næppe det, Paulus mener. Han tænker på, hvad der er livets hensigt. Det er at leve med det menneske, der er mig nærmest i dette øjeblik, min næste, for hans eller hendes skyld lever jeg. Dér skal jeg være fuldkommen. Der lider jeg også nederlaget, fordi jeg opdager, at jeg ikke kan være fuldkommen.

Det vidste Paulus. Han vidste det af bitter erfaring, for hvad havde han ikke selv gjort i sit liv? Havde han ikke før han blev mødt af evangeliet forfulgt kristne? Havde han ikke medvirket til at de blev fanget, torteret og henrettet? Var han fuldkommen? Havde han elsket fjenderne? Nej, vist ikke.

Paulus blev klar over gennem nogle dramatiske begivenheder i hans liv, at et menneske ikke lever for sig selv, mennesket lever ikke for sin egen skyld, mennesket lever ikke for at redde sig selv.

I dette at skulle leve for en andens skyld kommer fordringen til udfoldelse. Her kræves den opfyldt. Når fortvivlelsen over ikke at kunne leve op til fordringen melder sig, huskes vi på, som Paulus blev det, at Gud har sat os ind i et forhold til ham. Vi lever og dør for Herren. Livet er båret af ham. Der kræves, og der tilgives af ham, når vi ikke kan. Nåden rækker dig en mulighed igen.

Det er som i det daglige liv, vi lever med hinanden, hvor kærligheden og tilgivelse for livet til at folde sig ud.

Er der noget i dit liv, der gør en forskel, så er det, at du er fordret, at der hele tiden er et krav til dig om at være fuldkommen, fordi du er Guds barn, og at du ikke kan det, men må erkende, at så lever du af Guds og menneskers nåde.

Forskellen til andre religioner er forhåbentlig også tydelig. Der kan du frelse dig selv gennem meditation, gennem lovoverholdelse o.s.v. Der kan du fortjene frelsen. I den kristne tro fastholdes det, at du er fordret og at du ikke kan opfylde kravet, fordi du egentlig gerne vil opfylde det uden Gud. Men det kan du ikke. Du kan ikke selv. Du lever for Herren og du dør for Herren. Han er kommet til dig før alt. Han har revet dig ud af fortvivlelsen, angsten og døden, ved at give sin søn i døden og rejse ham op af graven igen. Du lever og dør for Herren. Du tilhører Herren. Han ser dig, og han er dig nådig. Dét gør en forskel.
Amen

Provst Poul Henning Bartholin
Selskovvej 42
DK-3400 Hillerød
Tel.: ++ 45 - 48 24 90 50
e.mail: phb@km.dk