Mariæ Bebudelse, 5. søndag i fasten
"At vi ikke skal stå og hive i solen hver morgen for at få den til at stå op / eller rive og flå i blomsterne for at få dem til at vokse ud af jorden/ eller banke på hjertet en million gange med en hammer for at få det til at slå - det er det, der er det underlige" (SB Løvespor s. 160).
Sådan prøver en nutidig forfatter, SB, at komme på sporet af den helt særlige kategori, som lovprisning eller lovsang er.
Lovsang er noget, der både ligger bagved og forud for de måder, vi oftest bruger at tænke og leve i.
Noget meget væsentligt ved lovsang er genopdagelsen af, at verden er god og forunderlig, -
at det at være i verden, være til i verden, er et gode, uanset hvor galt det ellers går,
et gode som i hverdagen er gemt og glemt og overset,
men et gode så fundamentalt og mærkeligt på én gang, at det peger hen på livets skaber.
Det er Marias lovsang, som hun efter traditionen har sunget, da hun var blevet bebudet at være den, der skulle lægge krop til Guds plan,
- det er hendes lovsang, der gør det nødvendigt for os at tænke på hvad lovsang er, og finde vores egen eller åbne munden for den.
For at prise livets skaber, må et menneske ha mærket livet.
Hvad altså enhver har, der har mærket sit hjerte slå og set blomsten gro.
At lovsynge er at stå ved, at noget har hændt mig,
noget som er større end mig, og følge sporene tilbage til den, der har sat de spor.
Man kan også sige, at det at lovsynge et at stå ved at evigheden er brudt ind i livet.
Og ikke lade det mest fundamentale i vores tilværelse være en tilfældighed eller noget forbigående.
Alligevel er det ikke så ligetil at opsøge Gud i lovprisning.
Ens egen angst kan forhindre en i at mærke hjertet slå eller se blomsten.
Lad være, at evigheden er på spil, men evigheden går om ad nuet, - og der hvor jeg i øjeblikket befinder mig, kan der være så megen lidelse, at sporene, der viser livets grund, fyger til,
eller så megen støj, at jeg ikke når at opfatte evigheden, når den rører ved mig.
Når det er en sådan nat, kan jeg ikke se dagen.
Lovsang er at stole på dagen, når jeg befinder mig midt i natten.
At træde indenfor i lovprisning, er at vende front både mod det herlige og det frygtelige.
At vende ryggen til og flygte er ellers det, der ligger lige for.
Vi kender flugten fra dagdrømme eller via stoffer eller ideer,
men det er også flugt i at bruge lovsang til at holde lovsangen på afstand:
at sætte et glansbillede op af virkeligheden, der gør den mindre end den frygtelige og vidunderlige verden, Gud møder os med.
Især fra kirkelig side, kan der undertiden forekomme for mange positive, rigtige, ord, som man tror er lovsang, fordi de gentagende formler bekræfter en orden, vi har brug for at høre.
Men lovsang skal ikke bare høres af vores vante bevidsthed, men af hele det store billede af hvad verden og mennesket er,
og derfor kan svaret ikke være stort nok.
Når "det går nok alt sammen" eller underholdning eller rastløs foretagsomhed støjer som det gør i øjeblikkets samfund, så ser den sande lovsang måske ikke ud som det vi kalder lovsang.
At give foruroligelsen og forargelse og angsten ord, at afsøge angstens hulrum, kan ikke sjældent være merelovsang end mange salmer og hymner.
En klagesang er ofte mere lovsang end de paradisdrømme, der ligger os på tungen.
At beskrive natten indefra er at kalde på dagen.
Hvisder ligger os noget på tungen - det er jo ikke givet, at man vil følge sporene tilbage og give Gud æren for blomstens vækst og hjertets slag.
Enten fordi natten virker for lang og mørk, eller fordi jeg anser mig selv for at være min egen herre, der ingen skylder noget.
I sidste tilfælde: at jeg ingen skylder: så må jeg også selv bære synet af den ødelagte verden, hvor de hovmodige og mægtige regerer, hvor mennesket sulter - uden udsigt til mættelse. Uden at vide om jeg bliver den næste der rammes af magtbrynde eller sult.
Hvad enten natten er så lang, at vi glemmer hvordan dagen ser ud,
eller har vænnet os til grålyset og kalder det dag,
så skal der ofte noget helt ekstraordinært til,
før vi ser vort liv og vores verden - både som den er og som den kan blive.
En sådan ekstraordinær begivenhed var Marias møde med englen.
Hvad der fandt sted ved det møde, er en hemmelighed mellem Gud og menneske, men efter det vidste Maria sig udvalgt af Gud.
Frygteligt og frydefuldt vidste Maria fra det øjeblik, at ikke blot havde Gud givet hende livet, men han fordrede det også af hende.
Hun svarede Gud, så hans verden, der er større end noget menneske, tog bolig i hendes kvindekrop.
Noget vidste hun i forvejen om Gud, - hun vidste hvorfra hun kom.
Nu gav hun plads til noget, hun ikke kendte.
Noget hun endnu ikke havde erfaret. og om ikke hun selv, så den menneskehed, hun stiller sig foran, for skal erfare:
Han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe,
sultende har han mættet med gode gaver.
En vision om verden, som både er opfyldt og så langt fra opfyldt.
Lovsangen rummer et mægtigt billede af verden:
alle virkelighedens sprækker og smerter og sår bliver synlige, men også en hel verden.
Og når lovsangen får ord eller udtryk foregribes denne hele verden, som vi ellers kun oplever stykkevis og delt.
Lovsangens kategori er en skabende bekræftelse af, at Guds verden kan tage bolig i mit liv og i dit, og i den verden, hvor alt for mange stormænd endnu sidder på tronen.
Lovsang er både bøn og bønhørelse
Som en solist stiller Maria sig foran sit kor og synger det, koret endnu ikke er i stand til at synge.
Men uden korets flerstemmighed og baggrund, har solisten ikke kraft til at lade sin stemme lyde.
Blandt koret er der mennesker, der synger, fordi de andre synger, endnu sidder de selv i natten,
men i det store billede, kan de følge de andre, som synger.
Og de store ord, som ellers generer os for at give udtryk, falder os bedre i munden, når solisten har prøvet dem af, og vi blot behøver at blive en tone i helheden.
Solisten - Marias lovsang er en invitation til os til at synge som hun.
Hun får sin kraft fra det, hun bærer i sig, som hun endnu ikke kender, hun gennemlever en vældig prøvelse - for at give rum til ham, hvis kærlighed det er at nå ud i alle prøvelsens hulrum.
For Guds ansigt er hun solist, - set fra koret side er hun en vej, vi osse kan gå.
Maria gik vejen først, men alligevel erfarede hun ikke andet end enhver af os kan erfare
Gud tager bolig i vort liv: han giver os livet,
han fordrer det af os - i kærlighed - og han er kærlighedens beat, der hvor vi bliver stumme,
han er styrken i vort svar.
Maria viste at efter hende er ethvert menneske udvalgt.
Se, du har fundet nåde for Gud, hans kraft skal overskygge dig - han skal leve og gro hos dig - i dit liv.
En af os; den rumænske fortatter Cabriela Melinescu
svare Guds med sin lovsang
Et spørgsmål er stærkere end alle,
det synger hele tiden i mit hoved:
Hvad er et menneske?
Hvad er det?
Hjertet buldrer som en tromme.
Ukendte væsener flyver i luftens greb.
En bro, ophængt i himlen
er dette spørgsmål om menneskets skib.
Jeg ved kun, at jeg brænder med et stærkt lys
og undertiden er jeg bange for at slukkes.
På trods af jeg har set og ved at jorden er
en evigt brændende lampe for en usynlig ild.
Om natten, i mørkets skød
kom den anden verden ind i denne verden,
da hører jeg gennem mig et ejendommeligt sus.
Jeg er din ild og kulde.
Du er mit lys.
Amen.
Sognepræst Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk