|
|
Sexagesima, 15. februar 2004 |
” Hvad magted jeg vel
om du ej kan held? det vokser jo medens vi sove” Sådan skriver Åstrup i den salme vi lige har sunget : ”Det vokser jo medens vi sove”. Det gør det også i de to lignelser, vi lige har hørt. Kornet spirer og vokser, uden at bonden ved hvordan. Han sover og står op, dag og nat og pludselig en dag kan han høste. Han ved godt, at han har sået, måske har han også gødet og vandet, men han ved også godt, at der alligevel er noget uforklarligt i væksten. Noget, han ikke har kunnet ordne, men som har ordnet sig helt af sig selv. Og det lillebitte sennepsfrø bliver lagt i jorden, men det vokser op og bliver større end alle andre planter, og det får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge. Og ingen mennesker har bestemt det eller ordnet det – det er sket helt af sig selv. Det er da to herlige lignelser! Tænk at høre, at alting sker helt af sig selv mens vi sover på vores grønne ører. Vi skal slet intet gøre, vi skal blot sove og stå op, nat efter nat og dag efter dag, og så har alting ordnet sig helt af sig selv! Der er ingen krav, intet vi kan forspilde, intet vi kan kom til at glemme eller forsømme, for alt sker alligevel, helt af sig selv! Tanken burde tiltale os så ganske gevaldigt. Hurra, hurra burde vi råbe – for hvilken frihed og sikken gave og hvilken byrde er vi ikke blevet lettet for! Men vi er mistænksomme. Lur mig, om ikke de fleste af os, når vi hører lignelsen om sennepsfrøet og om det, der gror af sig selv uden vores hjælp, bliver skeptiske og tænker; kan det nu også passe? Kan det mon være rigtigt, at jeg ikke skal gøre et eller andet? Kan det mon alt sammen ske og gro uden min hjælp? Nej, der må ligge noget bag, tænker vi, så let slipper vi nok ikke. Og hvad er det helt præcist der sker, men vi sover? Ja, lignelser handler jo altid om noget andet end det, de giver sig ud for at handle om. De lignelser vi hører i dag fortæller om kornet og om sennepsfrøet, men de handler i virkeligheden om Guds rige, som Jesus selv forklarer det: med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden. Og med Gudsriget er det ligesom med et sennepsfrø. Det er altså Guds rige, der kommer helt af sig selv uden af vi skal gøre hverken fra eller til. Gud rige, salighedsriget, hvor alt er faldet i hak, hvor der ikke er brud, hvor livet er, hvad det er bestemt til at være, og hvor vi er, som vi var bestemt til at skulle være. Guds riges billede gemmer vi alle sammen dybt inde i os selv; vi ved, hvad det er, selv om vi måske ikke sådan lige kan sige det. Guds rige er en paradisdrøm – og hvem drømmer ikke om et paradis? Og nu bliver det altså sagt, at dette paradis kommer helt af sig selv, at det vil vokse frem begyndende som det mindste lille frø, men det vil blive til et livstræ, hvor fuglene, menneskene, folkeslagene, ja hele verden kan bygge rede, slå sig ned og finde fred. Det vokser jo, medens vi sove. Mern hvor har vi svært ved at tro på det. Svært ved at tro på, at Gud vil genskabe paradis, uden at vi skal gøre noget for at hjælpe det på vej. Jamen, indvender vi. Vi må da gøre noget, vi må da prøve på at forbedre os og verden og især vores nabo, så Gudsriget får bedre vækstbetingelser. Vi må da gøde med gode gerninger, vande med barmhjertighedens milde tårer, luge ukrudtet væk, så gudsrigetræet kan få lys nok og ikke bliver forstyrret i sin vækst af tidsler og andet skidtfolk. Men nej, siger Jesus, - det kommer af sig selv. Det er forargeligt for mennesket, at noget så godt og storslået som gudsriget skulle kunne komme helt af sig selv. For vi mener i vid udstrækning, at det er os selv, der ordner alting. Og hvis vi ikke ordner, så sker der ingenting. Måske sårer det også vores forfængelighed. Her går vi rundt i vores egen fortræffelighed og glæder os, når vi får udrettet noget. Vi lægger os tilfredse til at sove ved tanken om det og det, vi fik gjort i dag, af vores gode hjerte. Det støder os lidt, at Vorherre ikke skulle have brug for os til at vande lidt, gøde lidt og luge lidt i Hans bed, så Gudsriget kan sættes lidt frem i vækst. Vi har så megen god vilje, og hvis gudsriget så måske kunne komme lidt før? Men sådan er det ikke. Gudsriget er Vorherres værk, ikke vores, og det kommer, når han bestemmer det og vi må vente. Hvis vi kan komme over vores forfængelighed og vores trang til at ville ordne så meget, så vil vi kunne se, hvilken kolossal gave, der er i disse ord om gudsriget. Tænk, at få et løfte om at noget så stort skal komme engang, uanset hvad vi gør eller ikke gør. Tænk, at det ikke afhænger af os, om al verdens lidelse og smerte en dag skal høre helt op, men at Gud har bestemt, at sådan skal det blive, når tiden er inde Alt hvad vi skal gøre er at vente og tro, at sådan bliver det også. Der er en dansk teolog, der engang har sagt, at tro er kapitulation. Tro er stole på, at Gud ordner alting til det bedste. Tro er tillid til at Gud faktisk lader gudsriget vokse frem, så vi kan sidde i dets skygge og hvile eller bygge rede i dets grene og finde tryghed der. Tro er at holde op med at ville kontrollere vores eget og de andres liv og lade Gud ha' kontrollen. Han har den nemlig alligevel, uanset hvad vi kan bilde os ind – det opdager vi, når vi finder ud af, at vores liv ikke blev, som vi ville det, men som Gud ville det, på ondt og godt. De gamle sagde: ”Gud i vold”: Det betyder at lade Gud ha' roret for sig selv. Hvis vi lader Gud styre Gudsrigets komme, så får vi til gengæld frie hænder til at tage os af vores ganske almindelige hverdagslige pligter. Gøre vores daglige arbejde og passe de opgaver, vi har overfor næsten, uden at bilde os ind, at vi derved gør andet end hvad vi er skyldige at gøre. Vi er ikke gudsrigets bygmestre, vi er bare ydmyge medarbejdere på hans skabelse. Forventningen om at det skal ske, når Gud vil det, kan gøre vores ventetid frugtbar. Vi kan frimodigt leve og passe det, vi har fået af Vorherre, fylde med hæderligt virke vor dag, hjælpe og værne om den, der er svag. Og når vi engang skal dø, så ved vi, at vi skal lægges i jorden og blive til jord og akse. Men det er vi kun i en ventetid, indtil opstandelsens dag, den dag da Guds rige ikke kun er nær, men er kommet, og hvor vi kan sidde i livstræets skygge for evigt. Amen. Kirsten Jørgensen,
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |