|
|
Nytårsdag,
1.1.2004 |
O Gud som tiden vender Endnu engang er et årsskifte passeret. Det giver anledning til at tænke tilbage. Og til at tænke frem. Foran os har vi nu en dag, eller i hvert fald en halv, ja vi har et år, måske mange år, og vores efterkommere har måske hundreder, måske tusinder af år. En dag, her hvor vi er, med alt hvad den rummer af muligheder, erfaringer, gøremål og krav og så tusind år. Det mærkelige er jo at det er de tusind år som blegner i et stort, luftigt, uoverskueligt perspektiv, mens dagen i dag taler til os, vil os noget, og er foran os fortryllende og stor. Ja når salmisten for årtusinder siden skulle opregne hvad vores tider var i forhold til Guds evighed, så måtte han sige at et helt menneskeliv kun er ganske lidt: “Det er som græsset der gror op om morgenen; det blomstrer og gror”, siger han, “og om aftenen er det vissent og tørt”. “Ja tusind år er i den evige Guds øjne som dagen i går, der er forbi som en nattevagt”. “Hastigt går det”, siger han også, “vi flyver afsted .. og tilbage er kun alle vore suk, al vor møje og slid”. Altså: det store perspektiv svinder ind og bliver til ingenting, mens de enkelte dage åbner sig og bliver vigtigere end alt. “Herre lær os at tælle vore dage, så vi får visdom i hjertet”, lyder det derfor. Salmisten ved, at det er de enkelte dage, som giver et liv dets umistelige værd. Han ved hvor vigtigt det er at vi mærker os dem, at vi tager dem til os, så de ikke bare glider forbi os som om de ingenting er. “Herre, lær os at tælle vore dage” - det er selvsagt ikke en bøn om rent numerisk at kunne holde tal på dagene. Det er en bøn om at vi må have øjnene åbne og suge til os af hver enkelt dag. Dér er der visdom at hente; dér er der noget forunderligt på færde; dér er det Guds godhed som møder os når vi om morgenen begynder dagen på ny. På den ene side er det altså sådan at dagene, årene, årtusinderne forsvinder og bliver ingenting, som dråber i evighedens hav. På den anden side har hver dag i sig et umisteligt værd, en rigdom uden grænse, en glæde uden bund. Og hvis vi går til frem Det ny Testamente, nærmere bestemt til 2. Petersbrev skærpes denne dobbelthed i en nærmest paradoksal formulering. Der står: “Tusind år, Herre, er i dine øjne som en eneste dag” (altså ligesom i Davidssalmen), og så fortsættes der: “og en dag er som tusind år”. En dag er som tusind år - det er da en fantastisk tanke. I Guds øjne er en eneste dag, så kort den end er, så fyldt af muligheder, så fyldt af nærvær og liv, evigt liv, at den er som tusind år. Ja, hver dag rummer alt i sig alt hvad der skal til for at kende det liv og den rigdom som er Guds. Det ved man somme tider, men måske mest når man husker på at der er en begrænsning, at engang er det forbi. Det ved vi måske bedst når vi overraskes og bevæges, og dagen viser sig at blive helt anderledes end vi havde forestillet os og tænkt. ”Evigheden og en dag”En af det forgangne års smukkeste oplevelser har det for mig været at se den græske filminstruktør Theo Angelopoulos' film “Evigheden og en dag”. Det er en film med drømmende, magisk strømmende billeder der bevæger sig som bølgeslag fra det evigt bølgende hav til der sker i menneskers liv. Filmen handler om en forfatter der næste dag skal indlægges på et hospital, og han regner ikke med at han kommer tilbage igen. Den sidste dag er således en afskedsdag, hvor han tænker tilbage på det liv han aldrig rigtig har været til stede i. Dér hvor de andres blikke lyste ham i møde, dér hvor hans kone i stor kærlighed søgte at nå ham, der veg han tilbage, der unddrog han sig og gav aldrig til fulde sig selv . Den sidste dag skal han bare stilfærdigt have afviklet sit liv. Og så fører den ham tilfældigt ud på en rejse og ind på livet af et menneske, som han ikke har været det før. Der sker det at han støder ind i en forældreløs albansk flygtningedreng, og han kan ikke forlade ham igen. Da drengen behøver hjælp mod det græske politi og den albanske mafia som vil sælge ham, ser den aldrende forfatter det som sin opgave at bringe drengen hjem til sin familie i Albanien igen. Denne sidste dag flygter han ikke - men et tilfældigt møde får lov til at besegle hans liv. Så mange muligheder er aldrig blevet grebet og brugt når han ser tilbage, men denne dag overgiver han sig. I mødet med drengen finder han omsider det svundne liv, evighedens liv. ”Evigheden og en dag” hedder filmen. En af de græske kirkefædre har sagt, at “tiden er ligesom en stige evigheden folder ud. En stige som den evige Gud stiller til min rådighed dér hvor jeg er, på mit niveau. Men det er ikke sådan at jeg kan sige at nu er jeg kommet så og så langt op på stigen. For hver dag står jeg ved stigens fod ”. Det vil sige; hver dag befinder jeg mig ved evighedens begyndelse, hver dag vil Gud mig noget, og jeg står ved tærsklen til hans rige. Men ofte er vi, det ved vi kun alt for godt, blinde og ser ikke noget som helst. Ofte er vi så optaget af mange projekter og gøremål at vi egentlig aldrig rigtig forstår, at denne dag møder mig, forunderligt, med noget jeg ikke havde tænkt. Og ofte indlader vi os ikke for alvor, men så snart det gælder, træder vi et skridt tilbage, måske fordi vi ikke tør lade os bevæge og føres steder hen hvor vi ikke har været før. Og en dag ser vi måske, at det afgørende er gledet os af hænde. Vi holdt os udenfor, gav os ikke hen, vi greb ikke evighedens bevægende liv. Og derfor er det vi må bede: Herre lær os at tælle vore dage, ja lad hver dag gribe fat i os. Om dagen så er mørk eller lys, om den er tung af alvor eller den i al sin fryd løfter os op. FadervorMen det kræver naturligvis en bestemt holdning i os for at det kan lade sig gøre. Det kræver åbenhed, ydmyghed og mod, sådan at vore gamle vaner og alle vore planer og projekter ikke kommer til at stå i vejen for det som møder os fra dag til dag. Og denne holdning, denne indgang, til de enkelte dage, til et nyt år, den finder man jo altså det allerfineste og klareste udtryk for i den bøn Jesus har lært os, og som har vist sin slidstyrke - dagligt eller i særlige situationer - gennem snart totusind år. Det drejer ikke om de mange ord, siger Jesus. Det drejer om den holdning som er at finde i hjertets skjul. Jeres far i himlen ved hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Og så lyder Fadervor, den bøn som udtrykker alt hvad der er nødvendigt for at leve et menneskes liv Fader vor. Du som er i himlene. Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje, som i himlen således også på jorden. I Fadervor forskydes perspektivet væk fra os selv og hen imod Gud eller det som skal komme. I Fadervor åbnes horisonten. Det er ikke mere vore egne, ofte selvoptagne ønsker og drømme vi ser ind i, men vi forstår, at de dage vi går ind i, er Guds, og det er i dem vi skal virke og være. Hvad dagene bringer ved vi ikke. Vi ved blot at tomme er de ikke. Men hver dag vil Gud os noget. Hver dag står vi ved tærsklen til hans rige. Og en eneste dag er jo i Guds øjne, med alt hvad den rummer, som tusind år. Men i Fadervor lægger vi det så over til Gud at lade os se, hvad han vil, og lade os møde af den virkelighed, han ønsker vi skal være i. Og så beder vi: Det er i dag det gælder. Vi kan tænke nok så langt frem, og det skal vi visse sammenhænge også. Men det er i dag Gud taler til mig og kræver mig. Det er i dag Gud skænker os det der skal til for at vi kan leve vores liv. Og forlad os vor skyld. En bøn om at det må blive sådan at alt det ugjorte, alt det vi ikke turde binde an med, og alt det vi forvoldte af ondt, at det må blive sådan at det ikke binder os og gør os ufrie, så vi hindres i at træde ud i den verden som ligger foran os, åben og ny. Som vi også forlader vore skyldnere Dvs. - så vi også gør hinanden frie, så vi ser hinanden og møder hinanden på ny. Og frels os fra det onde. Vi ved at det onde kan hjemsøge os, og vi låses fast i hadets og misundelsens onde og bitre liv. Herre frels os fra alt hvad der er ondt. For at det må blive synligt for os og for andre, at Guds er riget og magten og æren i al evighed. Det er den evige, åbne horisont i Fadervor. Det er den indgang, den portal, som fører ind i det nye år. Ja ind i hver ny dag vi om morgenen står over for. Fadervor sætter os ind i det rette forhold imellem tid og evighed, imellem os og vor himmelske Fader, som dag for dag skænker os det daglige brød. Vi vender os imod himlens Gud for tage imod alt hvad der er hans. Der er i det en dyb og uforklarlig tryghed trods al verdens bekymring og nød. Ja det er som om Guds himmel allerede er omkring os, selv om vores tilværelse er så jordisk besværlig som tænkes kan. Vi ved ikke hvad vi kommer ud for i dag, i morgen og i de næste mange år. Men vi ved at har vi en fremtid, så møder Gud os i den. Gud som er fra evighed til evighed, og som er hos os med evighedens liv hver eneste dag. Amen. Sognepræst Erik Høegh-Andersen |
|
(zurück zum Seitenanfang) |