Som kiler står den mælkehvide dis
langs kanten af alleens tætte kroner,
Nu bringes vårens vildskab til forlis
i døde fingerblades farvetoner.
………… ..
En solsort stjæler rønnes røde bær
og høster, hvad de ikke selv har sået.
Jeg rører ved dens lange halefjer
med blikket fra en tid, der snart er gået.

Da breder den sit blanke vingefang
og jubler over kuldegyset.
den er mit efterår, og fuglesang
skal overvintre i en tro på lyset.

Jeg hører til, hvor livet sætter frugt,
jeg plukker, Gud, af høstens modne gave.
Og når jeg ser dens kongelige flugt
har jeg Dit håb fra Paradisets have.

Det lægger Du som brød, der lyser hvidt
i hånden på en træt og sulten vandrer.
I brødet er der spor af årets skridt
og af det håb, som ingenting forandrer.

Du dækker bord med efterårets høst
og skiller mig fra alle mine synder.
Lad håbet splitte døden i mit bryst,
som solen splitter dis, når dag begynder.

Kirken er noget gammelt, forældet, hvor afdøde skikke,
der ikke passer til tiden og byen overvinter.
Sådan tror jeg mange uvilkårligt tænker, når de hører om høstgudstjenester.
En smuk skik, måske, men ikke noget, der kommer ind under huden.
Nej, lad os komme i gang og få begyndt på efteråret med alle dens aktiviteter.
Længe nok har vi været bundet til den lange sommers varme og lys.
Nu kunne det være rart med nogen afveksling.
Det er jo ikke syden, vi bor i.
Sådan kan man have det, - mens andre ikke kan få nok af varmen og lyset, måske især lyset. Og tilsvarende mener, at aktiviteterne kan vente lidt – nu var vi lige begyndt at komme i andre stemninger, som vi ikke havde kendt til i mange år.
Lugten af grillkød har vakt den indre stenaldermand,
mange børn har for første gang sovet ude under åben himmel,
og lange samtaler har haft de lyse nætter som mellemrum.
For de fleste er så denne tid en overgang – og i år har den været meget markant – også selv om den er blevet trukket lidt ud.
Naturen har sin store rolle i overgangsspillet.
Smukke gyldne farver, men i skønheden tab, vemod og forgængelighed.
Som kiler står den mælkehvide dis
langs kanten af alleens tætte kroner,
Nu bringes vårens vildskab til forlis
i døde fingerblades farvetoner.

Vi kan trække sommerstemningen længe,
men fuglesangen er for længst forstummet.
Vi kan stå under fugletrækkets himmel,
men vi kan ikke binde dets glæde til os, som da fuglene byggede bo i årets gry.
Ja, det er rigtigt: midt i denne overgang fejrer kirken høstgudstjeneste.
Ikke af nostalgi eller for at fastholde minder fra landbrugssamfund.
Men det mindst én gang om året er nødvendigt for hvert menneske og hvert samfund at gøre op, gøre sig klart og gøre sig parat i en fundering over, hvad det er der bærer os igennem.
Hvad er det årets gang signalerer: tab eller ny forventning?
Alt efter temperament og livssituation svarer vi forskelligt.
Men dette rum huser en særlig betydning.
At høst – uanset om den har været god eller dårlig er taknemmelighedens fest.
I dette rum lever den viden, at intet liv er så ringe, at det ikke kræver ens taknemmelighed.
Vi kan have vore grunde til at være sorgfulde, bekymrede, bange eller opgivende, - alligevel er livet en indiskutabel gave, vi har modtaget.
Livets tilskikkelser og vore handlingers svar kan være forskellige som sol og måne, men livet selv er en gave, som ingen kan give sig selv.
Og her ved sommerens hæld ved vi noget om hvad indholdet af den gave var.
Og vi møder den med taknemmelighed.
Måske er der forvirring om begrebet og holdningen taknemmelighed.
Taknemmelighed er ikke et krav om at glemme det smertefulde.
Heller ikke en opfordring til at frasige sig de tab og katastrofer, som maser sig ind vores nethinde.
Høstens taknemmelighed er eftertanke – at gøre sig klart hvad det var årets blomstring gav.
For alle gav det en vidunderlig sommer – for nogle var den for varm – for andre varm nok.
Men ellers er det meget forskelligt hvad vi høstede.
Men at høste hænger sammen med at gøre sig erfaringer.
Høstgudstjenesten er - blandt – andet – en mulighed for at fordøje det, der sker os.
Fordøjer vi det ikke kan det blive en dødvægt eller en parentes.
Men sommerens fylde må ikke gå tabt, siger taknemmeligheden.
Måske kunne enhver af os bruge de kommende minutter, hvor der lyder musik – til at gøre op hvad der var det bedste, der skete mig siden foråret – og bagefter – en ting ad gangen –hvad var det værste?
Musikstykke
Måske er det sværere end vi tror – ikke mindre nødvendigt, men sværere.
Det kan være svært at vælge én ting.
Men det er ikke bare det.
Det kan også være svært at afgøre om et alvorligt tab alligevel gav en høst, vi aldrig havde forventet – eller en glæde kunne gøre een vemodig og mismodig – fordi den ikke kunne deles! For når vi tæller høst og resultater og erfaringer op, er det ikke ligegyldigt hvordan der tælles.
En solsort stjæler rønnes røde bær
og høster, hvad de ikke selv har sået.
Jeg rører ved dens lange halefjer
med blikket fra en tid, der snart er gået.

Da breder den sit blanke vingefang
og jubler over kuldegyset.
den er mit efterår, og fuglesang
skal overvintre i en tro på lyset.

De senere år har den tællemåde bredt sig, at lykken kun findes der hvor der er fravær af smerte og ubehag.
Den rene lykke – den perfekte, hvor smerten og tab ikke blander sig.
Og melder tab og smerte sig alligevel, så kan man se bort fra, flytte eller flygte fra det og danne sig sit eget rum, hvor man er usårlig og verdens ondskab ikke kan nå én.Til svarende er sorg og smerte et hul, som man ikke tør se på eller lade andre følge sig i, - sorthed uden veje og udveje og måske dybest set udtryk for at man har arrangeret sit liv forkert. Hvorved det sorte bliver dobbelt sort.
Kan hænde/ det er derfor mange har det ekstra svært ved at tage afsked med den lyse sommer.
Det vigtigste udtryk for taknemmelighed, vi i dag vil nævne, er dobbelthedens blik på de gaver vi samler sammen. Den port til liv Kristus åbnede med sit liv og død –det var ikke den rene paradislykke og ikke den rene sorthed.
Den glæde han rækker os og som vi står i, er hvor der i glæden er plads til sorg og tab, længsel og vemod og endda være udelt glæde.
Og den sorg han ikke kan spare os for, og som det næsten er uundgåelig, at vi skærer os på,
den vil han ikke lade os forbløde af.
Han giver os den mulighed at se en sti under sortheden i dødsskyggens dal.
Han er selv den sti, og han rækker os sin erfaring, at selv død og mørkhed og tab rummer liv og mulighed.
Håbet , ”som ingenting forandrer” er dog liv.
Derfor er det mørke ikke bare et sort hul, men snarere en dal, hvorigennem en sti snor sig.
En dødsskyggedal, som vi må beholde vores angst for, men også vores håb i.
Modenhed må nødvendigvis indeholde tab og sorg.
Denne dobbelthed er kristendommens gave og at fastholde den dobbelthed den, det er vores taknemmelighed.
For så bliver verden som den er tænkt i Guds tanke, og ondt og godt kommer ikke så langt fra hinanden at de ikke kan nås.
At det er muligt at leve med den dobbelthed, har vi egentligt ganske godt vist også i sommer, hvor vi nød den sydlandske sommer – uden at glemme, at omkostningen betalte Frankrig og Spanien og Italien i form af brande og dødsfald.
Der ville ikke blive færre brande i syden, hvis vi nægtede os glæden ved vores sommer.
Til gengæld burde glæden få os til at arbejde med på at mindske CO 2 udslippet, som har en stor skurkerolle i den sag.
Det gør en forskel om vi enten nyder eller går til i sorg – eller om vi kan bære dobbeltblikket, Guds blik med os.
For verden og for os selv gør det en forskel.
Når vi skal give udtryk for vores høst som det bedste og værste, der hændte os, så er det af stor betydning at finde ord, der dækker.
Men det vigtigste kan det undertiden være så svært at give ord, at vi må ty til symboler.
Det digt, der i dag er gennemgående figur, bruger solsorten og brødet som symboler.
Jeg hører til, hvor livet sætter frugt,
jeg plukker, Gud, af høstens modne gave.
Og når jeg ser dens kongelige flugt (solsortens)
har jeg Dit håb fra Paradisets have.

Det lægger Du som brød, der lyser hvidt
i hånden på en træt og sulten vandrer.
I brødet er der spor af årets skridt
og af det håb, som ingenting forandrer.

(Efter Jens Simonsen: Lyset kommer til tiden. Salmer)
Solsortens vintergrynten og blanke, sorte flugt bringer bud fra Paradisets have.
Og bringer et håb, som ingenting forandrer og dog er et håb.
Det håb er nu lagt som et brød på alteret.
Det har spor af årets gang, - brødet
er selv det både simpel og uendelige komplicerede resultat af høsten.
Og bærer spor af kemiske processer, meget regn og for lidt regn, hårde hænder og bløde, maskiner og sække, og tillige noget mere lagt ned i det hele, - noget, som vi i taknemmelighed kalder Guds nyskabelse.
For den, der vandrer, og som alt for hurtigt glemmer sommeren, er brødet et påtrængende minde.
En kærlighedsgave, som vil indgå i vores liv og krop.
med et håb, der splitter døden i vort bryst
- og lader efteråret møde os med forventning –
- selv midt i tabet af sommeren.

Du dækker bord med efterårets høst
og skiller mig fra alle mine synder.
Lad håbet splitte døden i mit bryst,
som solen splitter dis, når dag begynder.

Amen.

Pfarrerin Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk