Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

13. Sonntag nach Trinitatis, 14. September 2003
Lukas 10
, 25-37, Birte Andersen
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)


Det er som om barmhjertighed ikke passer ind i vores verden..
I forhold til Jesu fortælling af sin historie, siger vi på den ene side, at verden via den har lært barmhjertighed at kende som en dyd.
Vi mener at en af den vestlige verdens dybeste værdier er – blevet - barmhjertighed.
Hvad der er meget sandt og rigtigt i.
Hos os forsøger vi at tage os dem, der har hjælp behov, og vi oprøres, når gamle og syge svigtes.
De er på en eller anden måde blevet vores opgave, om vi er i familie med dem eller ej.
Samtidig er det ham, der viser barmhjertighed, der kommer i klemme.
Nu om stunder ville man tænke sig om en ekstra gang – det var ikke sikkert kroejeren ville tage imod den overfaldne – det kunne jo være han kom til at hænge på ham –
Ligesom den norske kaptajn, der i sin barmhjertighedshandling kom til at hænge på 400 bådflygtninge, som ingen ville tage imod.
Eller – måske turde ingen i dag hjælpe den overfaldne mand, fordi 15 andre bag ham kunne finde på at røve den, der hjalp.
Og den enkelte, der ikke kan bære at se lidende mennesker i TV-avis efter TV-avis – eller møder lidende mennesker gennem sit arbejde, kan ikke komme til at udøve barmhjertighed,
fordi barmhjertigheden er lagt i stive strukturer, og formelt set vare tages af andre – andre instanser og andre mennesker.
Det betyder ofte, at den konkrete barmhjertighed forbliver en afmægtig tilskyndelse eller impuls, men ikke til en handling.
Hvad både den, der har brug for barmhjertigheden og den der føler trang til at udøve den, lider under.
Hvis sorg er en kærlighed, man ikke kan komme af med,
Så bliver barmhjertighed ofte en opmærksomhed, jeg ikke kan komme af med.
Jeg –har-set-din-nød, men jeg kan ikke handle.
Ligesom på Jesu tid, forbliver barmhjertigheden oftest indenfor den kreds, der er vores.
Der hvor det er naturligt for os at hjælpe.
Det ligger lige for at yde hjælp til venner og familie, der kommer i nød af forskellig art.
Den, der kan hjælpe en fælle, en ven, kommer til at føle sig større.
Nogen kalder på ham, og han svarer.
Og selve det at svare gør en større.
Og er det en, han kender, han yder hjælpen, kan han ofte følge virkningerne af sin hjælp.
Han gør med sin hjælp en forskel.
Men der er nogle, der kalder på os, og ikke – i det mindste ikke med det samme - kalder hjælpen frem.
Men kalder på angsten i stedet.
Overfald lugter. Et svagt og såret menneske er ynkeligt, uværdigt og kalder på vores angst – dels for det ukendte og for selv at være en ynkelig person.
Et barn, der ser på os med store bedende øjne, kan vi ikke undslå at hjælpe.
Men et blødende, hærget, kroget menneske ligner måske ikke længere et menneske, så vi derfor heller ikke behøver regne ham for et menneske.
Hvis han så oven i købet ikke er af vores familie eller fra vores kreds, måske endda en fremmed,
er det des nemmere at sidde den appel overhørig, som hans nød udsender.
Vi er bedst til at tage os af vore egne.
Hvis vi skal gå videre ud, kræver det megen overvindelse.
Vi kan overvinde os selv, men kun hvis det er vigtigt, hvad vi forsikrer os selv om at det så ikke er.
Nogen er nærmere, nogen kan bedre, og aben skal vel ikke altid ende hos mig?
Derfor er det også blevet helt legitimt at holde med jungleloven.
Den, hvor den stærkeste er helten.
Den, hvor den stærke og rigtige har succes, og hvor det går ham som han fortjener.
Det er sportshelten, der kun løber for sig selv - til nød for sit land, vi hylder. Tarzan-typen.
Ikke ham, der sætter livet på spil for at få gang i fredsprocesser på Balkan, f. eks.
Eller læger uden grænser – de regnes for at være ekstreme.
Der er i virkeligheden ikke så langt til dyrets væren, siger vi,, - vi kan lige så godt indrømme det.
Samtidig med at det er menneskets ånd, der har givet os tekniske muligheder til at være langt værre end dyr.

Barmhjertighedsværdien er måske hos os en kapital, men død kapital, så længe det er jungleloven vi følger.
Når barmhjertighed stivner hersker døden – uanset hvor livlige vi ser ud
Kristendom er det ikke.
Kristendommens hovedperson er ikke er supermenneske, der vinder over alle de andre i livets konkurrence.

Kristendommens hovedperson er uendelig svag.
Selv fremmed på jorden med ukendt mandlig herkomst
En pilgrim, der ikke havde det sted, hvorpå han kunne støtte sit hoved.
Hjemløs og forfulgt.
I det ultimative fornedrelse på korset klædt nøgen – frataget sin identitet.
Så hans identitet til gengæld var at se for dem, der var vidner.
Både gudssøn og menneskesøn.
Det var ikke hans søstre og brødre, han døde af kærlighed til, men dem, der forfulgte ham.
Han satte sig i deres sted, som forfulgte ham.
Han tvang med sin kærlighed hjertet op på den Gud, der indtil da havde været Israels stammegud op og viste at såvel Guds som menneskets sande væsen er sårbarhed.
Han gjorde sig til Guds søn samtidig med at han var sit folks søn.
Han lod sig så at sige adoptere af Gud og Gud udvidede billedet af sig selv ved at tage ham til sig som det sande menneske.
Og Guds gjorde barmhjertighed til sin kærlighedsvilje.
Gud overvandt sig selv, da Jesus gjorde ham til far.
Så Gud ikke længere er begrænset til at være eet folks, men kan gøre enhver af os til søn og datter.
Herefter er det ikke længere blodsbånd, stammefællesskaber og klaner, der afgør hvem vore brødre og søstre er, - hvem vi kan yde barmhjertighed.
Den fremmede og den, der har hjælp behov, bor nu i Gud hjerte.
I vores logik er det stadig det selvfølgelige, at det er os, der skal overvinde os selv.
Hvad der falder os svært – dyr er vi ikke, men guder heller ikke.
Det sandt menneskelige er evnen til at sætte sig i en andens sted.
Det bløde punkt, der vækkes når hjertet taler frit.
Hvad det sjældent gør.
Det er vores nød.
Vores fejl er sjældent svaghed, men den styrke, vi tror vi kan tage på os som et skjold.
Al kultur stammer fra at bryde konkurrencens tvang.
Vores sande lykke er at vi er skabt i Guds billede som uendeligt sårbare væsener.
Men en svaghed, som vi ikke lader os blive hjælpeløse nok til at stå ved.
Den rolle, Kristus tager på sig, er han bliver den barmhjertige samaritaner for os.
Den overvindelse, vi ikke selv kan foretage, gør han.
Han bryder ind i vort hjerte med den styrke svagheden giver ham og forbinder os med Guds hjerte.
Han forbinder ikke først og fremmest vore sår, - dem har vi rigeligt plastre til at tildække: underholdning og hjælpesystemer, men han slår døren ind til vores hjerte, og tager bolig i det.
Så hjertets dør kan vedblive med at stå åben. Nok til at vores næste kan gå ind og ud.
Hans kraft til at sætte sig i vores sted, lader han blive vores.
Den kærlighed som barmhjertighed er, viser sig hinsides given og tagen – den er Guds overskud.
Men vi ser det i svagheden.
Guds har svaghed for os. Når vi viser svaghed for den, der behøver det, møder vi Guds svaghed. Det er vores styrke.

Jeg er aldrig fået hans ansigt at se,
Endnu mindre rørt ved hans sår.
Jeg har bare skimtet et smil
Over mytens tætteste vildnis
en regnbues bløde smil
gennem tårerne: lys af lys.
- Og der tales om mange boliger
i et stort forbarmelseshus Anna Greta Wide: ”Dikter” s. 119

Pfarrerin Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)