Lad os tænke på to forhold, en begivenhed, en simpel begivenhed, og et udsagn, et kort og enkelt udsagn!

Det første er den begivenhed vi netop har hørt om. Den finder sted på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted.

Der kommer en mand gående. Han kommer til Galilæas sø - eller Genesaret sø som den også hedder. Han har været uden for Galilæa. Han har været blandt hedninge. Og nu kommer han tilbage til sin egn.

Denne mand er kendt som helbreder. Og da han kommer til søen, er der nogle mennesker der fører en døvstum hen til ham. Det er en mand der ikke kan høre og har vanskeligt ved at tale.

Det er ikke bare en fysisk mangel. Det er meget mere. Det ved vi.

At kunne høre og tale, det er afgørende hvis et menneske skal kunne have fællesskab med andre. At kunne høre og forstå hvad andre siger, at kunne tale og give udtryk for sin opfattelse og sine meninger, at være forbundet med andre mennesker gennem det talte sprog, det er noget grundlæggende i livet. Det er et led i selve den orden der er i livet og i verden.

Så det Jesus bliver konfronteret med, det er virkelig et menneske i nød. Det er en nød der går så dybt som tænkes kan. Da Jesus ser den mand som bliver bragt til ham, da ser han hvordan selve skaberværkets grundlæggende orden kan ødelægges.

Og Jesus helbreder den døvstumme. Han helbreder ham ved sin handling og ved sit ord. Med sine hænder og med sit spyt og med sit ord rører Jesus ved den døvstumme. Og berøringen gør at den døvstumme kan høre og tale tydeligt og klart.

Dette menneske får sin menneskelighed tilbage. Skabelsens orden genoprettes. Jesus heler og genopretter. Hans handlinger og hans ord er nyskabende.

Helbredelsen af den døvstumme sker på et bestemt tidspunkt. Det er blot en ganske kort stund i menneskehedens lange historie. Det sker på et bestemt sted. Det er blot et enkelt lille sted i den store verden. Det sker for et ganske bestemt menneske. Bare et enkelt menneske blandt de uendelig mange mennesker der har levet og vil komme til at leve.

Det var det ene. Det var en begivenhed. Det var noget der skete. Det andet jeg tænker på, er et udsagn. Eller vi kan kalde det forkyndelse. Vi finder udsagnet eller forkyndelsen som en indskrift. Indskriften er hugget i sten. Den står på overliggeren over en gammel port i den store Omayyademoske i Damaskus.

Omayyademoskeen er en af de ældste moskeer i verden. Den blev bygget i begyndelsen af 700’tallet, knap hundrede år efter Muhammeds død.

Det var dog ikke en nybygning, men en ombygning. I midten af den gamle by Damaskus stod der før arabernes ankomst en meget stor kirke indviet til Johannes Døberen. Og nogle år efter at islams centrum var blevet flyttet fra Mekka og Medina i Arabien til Damaskus i Syrien, blev denne kirke ombygget til moske.

Men en af de gamle porte fik lov at stå som en del af moskeens murværk, og den dag i dag kan man se den græske indskrift over porten. Indskriften lyder: ”Dit rige, o Kristus, er et evigt rige, og dit herredømme varer gennem alle slægter.”

Der kom engang en mand gående fra hedenske egne til Genesaret Sø, og ved den mands handling og ord kom en døvstum til at høre og tale.

Manden levede og virkede ganske kort. Han blev forstødt fra sit folk og fra verden. Denne verdens herskere slog ham ihjel. Man han stod frem fra graven. Han levede hinsides døden. Han blev set. Han blev løftet til himlen. Og han fik herredømmet over himmel og jord. ”Dit rige, o Kristus, er et evigt rige, og dit herredømme varer gennem alle slægter.”

Hans helende og nyskabende magt, hans helende og nyskabende handlinger og ord blev sat ind hvor han kom frem. Og sådan bliver det ved at ske så længe verden består, lige indtil alting bliver fuldendt og draget ind i Guds evige herlighed. Alt er underlagt ham for at Gud til sidst kan blive alt i alle.

Kristus er evigt til stede. Han er Guds evige ord. Han er den evige sandhed og den evige kærlighed. Han er den samme i går og i dag og til evig tid.

Den fromme muslim stiller sig i den daglige gentagne bøn frem for Guds ansigt. ”Bøj dig i tilbedelse og kom nærmere til Gud!” Sådan lyder det i et af de ældste afsnit i Koranen. ”Ret hele din opmærksomhed mod din Herre!” Sådan lyder det et andet sted.

Det er smukt og godt. Det er enkelt og storslået og gribende. Opfordringen lyder til alle mennesker, og som kristne kan vi ikke andet end tage imod den. Men som kristne kan vi kun følge profetens opfordring på én bestemt måde.

Vi har i epistellæsningen fra Andet Korintherbrev hørt Paulus tale om herligheden i den gamle pagt. Loven kunne til syvende og sidst ikke føre til andet end dom og fortabelse og evig død. Mennesket kunne ikke blive forenet med Gud gennem loven. Loven måtte i den sidste ende skille os fra Gud. For i loven mødte vi kun Guds magt og Guds ubønhørlighed.

Og dog var der herlighed i loven. I loven udtryktes jo Guds omsorg for livet. Og da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg, strålede det fra hans ansigt fordi Herren havde talt med ham. Sådan læser vi i Anden Mosebog.

Men herligheden svandt. Og vi kom til at se en anden herlighed. Paulus siger det lidt længere henne i Andet Korintherbrev - lidt efter det stykke vi har hørt: ”Det der var herligt (altså under loven), har jo i dette tilfælde ingen herlighed sammenlignet med den alt overvældende herlighed. For når det der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed.”

Sådan er det med alt hvad der kommer fra Gud. Det bliver større og større. Gud overskrider sig selv. Gud giver mere og mere. Det bliver til alt overvældende herlighed.

Vi kom til at se en endnu større herlighed end israelitterne så. Ikke en herlighed i magt og vælde. Men en herlighed hvor der ikke burde findes herlighed. En herlighed i fattigdom og ringhed og magtesløshed. En herlighed i det menneske der ikke vil andet end helbrede og skabe nyt. En herlighed i det menneske der giver sig selv helt. En herlighed der lyser os i møde fra et mørkt og blodigt kors. ”Vi så hans herlighed, som den enbårne har den fra Faderen fuld af nåde og sandhed.”

Vi bøjer os i tilbedelse og kommer nærmere til ham der kom os nær og bliver ved med at komme os nær. Vi retter hele vores opmærksomhed mod ham. Vi beder sammen med ham og i hans navn.

Ordet som Jesus siger til den døvstumme: ”Effata! Luk dig op!” blev i gammel tid sagt til dåbskandidaten eller dåbsbarnet som indledning til dåben.

Meningen er jo klar nok. Det menneske der skulle døbes, skulle kunne høre, ikke blot høre almindelighed, men høre noget bestemt, nemlig Guds ord. Øret skulle åbnes for det vigtigste af alle ord.

Vi hører Guds ord, og troen kommer af det der høres - siger Paulus. Hvad vil det egentlig sige at høre, i denne forstand?

Det vil sige at tage imod uden forbehold, uden betænkning, uden spørgsmål, uden vurdering. Det er næsten utænkeligt for os moderne mennesker. Vi har jo lært at tage forbehold. Vi har lært at stille kritiske spørgsmål. Vi har lært at tage stilling og vurdere alt hvad vi hører, inden vi eventuelt fæster lid til det og handler efter det.

Men sådan kan man ikke høre Guds ord!

Al sand forkyndelse begynder med dette: ”Hør!” ”Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er én!” Og det skal tages i helt enkel og bogstavelig forstand:

Hør Jesu ord! Hør om hans handlinger! Hør om de store hellige begivenheder! Lad ordene ramme dine sanser og gå gennem dine sanser! Lad ordene bevæge dit hjerte! Lad ordene nære og udvide din fantasi! Lad ordene lede din tanke! Lad netop disse ord, evangeliets ord, være grundmønstret og grundrytmen i dit sind og i din tanke og i dine handlinger og i dit liv!

Uden disse ord, det mønster, den rytme bliver alting dunkelt og uklart og kaotisk. Med det grundmønster og med den grundrytme får alting den allerdybeste og stærkeste betydning. Du kan leve og ånde frit, og hvordan din livsvej end former sig, så vil det være en vej til Gud.

Det er jo det der målet: at vi skal stå for Guds ansigt og se Gud ansigt til ansigt. Vi skal høre og høre for at vi til sidst kan se og se. Amen.

Pfarrer Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej 26
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 - 44 48 06 04
e-mail: jukd@vaerloesesogn.dk