Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

10. Sonntag nach Trinitatis, 24. August 2003
Lukas 19,41-48, Asta Gyldenkærne
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Der er mange ord og vendinger fra Bibelen, der er gået ind i det almindelige sprog. Det kan være vendinger som den med at kaste perler for svin, eller den med, at man ikke skal sætte sit lys under en skæppe eller en vending som den, at man skal kende sin besøgelsestid.

”Man skal kende sin besøgelsestid”. Man skal vide, hvornår det afgørende tidspunkt er. Man skal vide, hvornår det er, at man skal handle. Udtrykket: ”at kende sin besøgelsestid”, er hentet fra dagens prædiketekst i Lukasevangeliet. Det bliver anvendt i en sammenhæng, hvor Jesus netop er kommet ind i Jerusalem i ugen op til påske, og Jesus siger det som en dom over byen Jerusalem. Byen skal blive jævnet med jorden, den vil blive lagt øde. Fjenderne vil belejre den. Jo, det vil gå voldsomt for sig, og Jesus græder da også over byen. Gråden viser, at det ikke er en trussel, han slynger ud i forbitrelse, snarere er det en sorgfuld konstatering af, at noget ikke er, som det burde være. Der er et misforhold. Menneskene kendte ikke deres besøgelsestid. De kunne ikke se, hvem han var, mens tid var. De ænsede ikke det gudsrige, han talte om og ville give dem adgang til.

Når vi bruger udtrykket ”ikke at kende sin besøgelsestid” i dagligsproget, løsrevet fra Bibelen, så klinger der noget skæbnesvangert med. For der ligger jo i det, at man har forpasset et afgørende tidspunkt. Man har siddet noget overhørigt. Man fik ikke taget sig sammen. Det blev ikke til noget. Et og andet glider måske én af hænde, og når man omsider vågner op til dåd, så er det for sent, for man kendte ikke sin besøgelsestid. Det har selvsagt givet stof til et væld af romaner og film, hvor det dramatiske plot meget ofte er bygget op omkring den kendsgerning, at de involverede personer ikke i situationen ved, hvor afgørende et øjeblik, de står i. Og netop fordi de ikke er sig bevidste om øjeblikkets betydning, så ruller dramaet. Et drama, hvor der ofte er lagt op til megen ulykkelig kærlighed og mange forspildte livsmuligheder.

Inden for kristendommen er det som om det afgørende i hvert eneste livsøjeblik bliver skærpet. Vi får ikke mulighed for at sløve hen eller glemme, hvad der står på spil. Det har de nytestamentlige domsfortællinger gennem århundrederne været med til at minde os om. For det er og bliver betydningsfuldt at kende sin besøgelsestid.

Men det kan jo være ubehjælpeligt for sent, så barsk er tidens dom, og ofte også vor egen over vort eget liv. Det kan være en barsk og ubarmhjertig dom at fælde over sit eget liv. At man ikke kendte sin besøgelsestid. Fordi man måske, når man ser tilbage på sit liv, ikke kan se andet end de svigt, den kærlighedsløshed, det manglende nærvær og opmærksomhed selv over for dem, der burde have været ens nærmeste. Alt det der har sat sit ubarmhjertige præg. Man kendte ikke sin besøgelsestid. Man lod øjeblikket glide af hænde, og en dag var det for sent.

Vi søger i disse år mere og mere at skabe fortællingen om os selv ved hjælp af vort arbejde, ved hjælp af vort familieliv og hele vores livsform. Vi prøver at skabe os en fortælling om vort eget liv. Vi indfører nye traditioner, der kan samle familien og vennerne. Vi søger oplevelser, og når vi holder ferie, slapper vi ikke bare af, nej, vi skal ud og opsøge noget, der kan bidrage til fortællingen om hvem, vi nu hver især er. Det er en omfattende opgave at sætte sig selv på; at prøve skabe sin egen livsfortælling. For hvad stiller man op med alt det, man kuldsejlede med? Hvad stiller man op med alt det onde, man har forvoldt eller det gode, man ikke fik gjort? Hvordan får man alt det, man har forspildt til at falde på plads i sin livsfortælling? Nu ved jeg godt, at velmenende mennesker vil sige, at man skal prøve at tilgive sig selv, eller måske vil de endda prøve at overbevise én om, at det slet ikke var ens skyld, at det blev, som det blev. Men hvem kan inderst inde blive overbevist om det, når man nu ved, at det ikke er sandt?

Selv om vi gør mange forsøg, så er det noget nær en umulig opgave at stille sig selv at ville skabe sin egen livsfortælling. Det bliver på mange måder kun en halv og ikke særlig sandfærdig fortælling, når vi gør forsøget. Så det er der en anden, der må gøre. Og det er en af kristendommens vigtigste pointer, at det kun er Gud, der kan gøre det, hvis altså det skal være en sand fortælling om os. For den sande fortælling skal jo ikke kun handle om tidens eller vor egen dom over vort liv, den skal også fortælle om tilgivelse, syndernes forladelse og om at nåden er til. Den skal fortælle os, at opstandelsen er til i vort liv. Nu er det ikke hvem som helst, der kan komme og fortælle noget sådant om os. Det var det da heller ikke, for det var Guds egen Søn, som var et menneske, der i en sådan grad kendte sin besøgelsestid, så det satte sig afgørende spor i tiden. For i ham blev tiden og evigheden føjet sammen. I ham blev dommen og nåden føjet sammen. Det ene kan ikke længere adskilles fra det andet, fordi det er blevet to sider af samme sag. Jo, til al held for os, kendte Guds søn sin besøgelsestid.

Den fortælling kan vi gå ind i. Vi kan lægge øre til den. Vi kan lade os forme af den. Vi kan få nyt livsmod af den. Og det kan vi, fordi vi ikke længere behøver at fortabe os i vor egen brudfyldte og mangelfulde historie, men i stedet kan give slip på den og være nærværende hos vort medmenneske. For det er der, vi skal være. For man skal kende sin besøgelsestid.

Amen.

Pastorin Asta Gyldenkærne
Skovkirkevej 21
DK-3630 Jaegerspris
Danmark
Tlf 47 53 08 81
Email : agy@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)