Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

9. Sonntag nach Trinitatis, 17. August 2003
Predigt über Matthäus 25,14-30, verfaßt von Birte Andersen (Dänemark)
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

De tre tjenere får hver deres sum.
De to investerer den og får profit af den.
Den tredje graver sin sum penge ned, men afleverer den dog til Herren.

Alligevel bliver han skældt ud, og sandsynligvis sat fra bestillingen.
Nu handler denne lignelses pointe ikke om profit, hvad man kunne tro, når man hører lignelsen hurtigt.
Den afgørende forskel mellem de to tjenere og den ene ligger i forskellen på vovemod.
Nu er det ikke bare sådan, at de to er modige og den tredje desværre lidt forsagt, men sådan er han ifølge sin natur.
Straks er vi parat til undskylde ham -
dels er ham, det er synd for - han havde jo ikke gjort noget aktivt forkert -
og desuden er det som oftest ham vi identificerer os med.
Hvorfor skal det komme ham til skade, at han er en forsigtig natur.
Det skal det, fordi en sådan forsagthed er mangel på tillid.
Tillid til at tjenerens herre har storsind.
Tillid til at herren har råd og sind til at tabe sin investering.
Den, der ikke tror, at hans herre har råd til at tabe sin investering, gør sin Herre lille.
På den måde får Jesus sagt, at Herren er vilje og har råd. Har taget sig råd, og vil at hans tjenere skal gøre det samme.
Han har besluttet sig til, at det er bedre at tabe i livet spil, end det er slet ikke at spille med;
og han ønsker ikke, at hans tjenere på hans vegne skal være mere forsigtige end han selv er.

Og da slet ikke skal bruge hans påståede smålighed som undskyldning.
Hvad han kræver af sine tjenere er risikovillighed, for kun det kan svare til livets opgaver - ellers går livet i stå.
Det er det sande mod: modet til at tabe -
modet til at pådrage sig skyld,
modet til, når man bliver skyldig, så at være skyldig!
Hvad den tredje tjener opdagede var, at det var den skyld, han ville af med, der gjorde det af med ham.
Til gengæld: hvis du spiller, så bliver du skyldig.
Ingen kan leve livet som det er - fuld af valg og muligheder og fortabelser - uden at pådrage sig skyld.
Det kan man kun ved at holde sig livet fra livet.
Enhver der lever og satser, bliver skyldig.
Det var et tilfælde at de to første tjenere ikke mistede alt.
Så det er naturligt at man prøver at undgå skyldens værste konsekvenser.
Og skyldigheden har vi en lang tradition for at det er svært at fastholde.
At se noget i øjnene - uden at blive handlingslammet af det, - det opleves som svært i vor kultur.

Det virker nemmere at foretage en overspringshandling og fortabe sig i skyldfølelsen.
Men skyldfølelse kan ofte være en flugt fra at fastholde skylden.
Så flyttes focus fra handlingen til det indre, til motivet
og jeget.
Det bliver ansvaret ikke løftet af.
At se skylden i øjnene, stå ved de svigt eller forkerte valg, som nødvendigvis kommer til at høre med til ethvert menneskes livshistorie, er umådeligt svært.
Et fornemt eksempel blev vist i TV, en svensk udsendelse.
Gro Harlem Bruntland, engang Norges statsminister, nu på toppost i WHO, blev interviewet i anledning af at hendes erindringer blev udgivet.
Et kapitel er viet omstændighederne og tankerne omkring hendes søns selvmord.
Han var psykisk syg, og spørgsmålet om hun kunne have forhindret denne ulykke, kom ikke op.
Men hun kunne da heller ikke ha` gjort mere, mente intervieweren.
Jo, det kunne hun, svarede hun.
Hun kunne have gjort mere. Hun havde lyttet til de forkerte, til dem, der beroligede, og fulgte deres råd, -
hun kunne have været mere sammen med ham,
hun kunne måske også have været mere krævende ang. behandling i det, hun synes var rigtigt.
Hun havde holdt sig tilbage,
netop fordi hun både var statsminister og læge,
og ikke ville gå ind på kollegers område.
Men det var hendes søn, det drejede sig om -
og den kamp havde ingen andre kunnet kæmpe, - det havde været hendes ansvar.
Og som hun sad der og talte, var det tydeligt, at ingen skyldfølelse lammede hende, men at skylden - den bar hun med sig som en del af hendes historie.
Og hendes fortsatte historie var den at påtage sig endnu en stor opgave i WHO - for verdens børn skyld -
på et tidspunkt, hvor hun ellers havde tænkt at få tid til sig selv og slikke sårene efter sønnens død, og gå på pension.
Nu havde hun så valgt at tage det ansvar, ingen andre kunne løfte så godt som hun - fordi hun i forvejen havde så megen indsigt - så mange talenter.
Og sådan er det besværlige og udfordrende ved at stå i kristendommens historie og dens lys:
at vi har det fulde ansvar og må bære valgets konsekvenser: dommen - selv.
Vi kan ikke skyde andre instanser ind mellem os og Guds liv, - ingen moralske regler, der må opfyldes.
Ingen systemer, der kan garantere den rigtige vej,
ingen nemme løsninger og genveje.
Ingen drømme om at kunne udskyde valgene til næste uge, eller lade andre - højerestående personer eller instanser - det være sig kirkelige eller myndighedspersoner - tage dem for mig.
Og grunden til at den fulde afgørelse er vor egen, at vi er blevet sat fri til at kunne tage de afgørelser, vi kommer ud for.
Vi skal ikke frelse os selv med de handlinger, vi gør.
Frelst det er vi allerede, vi har fået råd, vi har fået flere talenter end vi kan nå at bruge og derfor skal vi tage os råd til at satse dem, så det billede, vi viser af os - og af Gud - kan blive så stort som overhovedet muligt.
Fordi vi har befrielsen bag os og opgaverne foran os, er det muligt at løfte det ansvar vi hver især har.
Vi kan hjælpe hinanden med at se hvordan det ser ud,
men løfte det, det kan kun du og jeg.
En moderne tænker, Levinas, har fokuseret på hvad det er, der i særlig grad, i praksis, kalder på vores ansvar.
Hans tanke er at det er den appel, der udgår fra et andet menneskes ansigt.
Et andet menneskes nøgne ansigt.
For der er det særlige ved ansigtet, at det er sjælens spejl og derfor vægrer sig mod at blive en maske.
Ansigtet har ikke nogen yderside.
Det udtrykker hvad hjertet er fuldt af, selv hos den, der har lært at beherske sig.
Så udtrykker det beherskelse.
Derfor er det ikke muligt at se ind i et andet menneskes ansigt neutralt, - det påvirker altid før vi opdager det.
Og dette kald, er fremdriften i vort ansvar og de valg, vi tager.
Et andet menneskets ansigt er så stærkt et udtryk for liv, at det er billede på en helhed, en større helhed en den jeg i øjeblikket har for øje
Et andet menneskes ansigt er derfor et kald til at gå ud over sig selv, tage vare på en større verden end min egen. Amen.

Pfarrerin Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)