Fortællingen om Peters fiskedræt har gennem den kirkelige fortolkningshistorie været genstand for flere slags udlægninger.

Én af fortolkningerne opholder sig ved mødet med det hellige, den hellige. Og dette møde finder sted ved søen. Søen er eet af skræk-stederne i den bibelske tradition. Sammen med Bjerget og Ørkenen. På udsatte steder finder det hellige møde sted. Tænk på stormen på søen. Søen er stedet , hvor både det dæmoniske og det guddommelige manifesterer sine kræfter.

Det andet prædikeemne, der melder sig med billedet af dette fisker- og færgelaug, er missionsvirksomheden. Dyrefiskeriet der bliver til menneskefiskeri

Mødet med det hellige, missionsvirksomhed er motiver, der ligger på spil i denne fortælling. Jeg vælger at se fortællingen sammen med de to andre læsninger til denne søndag, nemlig Esajas’ kaldelse (Es.6,1-8) og Peters formaning til at være rede til lidelse og forsvar (1.Pet.1,8-15) . Og gør man det, så bliver et andet motiv presserende og pågående. Nemlig spørgsmålet om, hvad kaldelse er.

Den gammeltestamentlige fortælling fra Esajas handler om profetens egen kaldelse. Kan man se Genezareth for sig, kan det måske være sværere med dette næsten science fiction-agtige scenarium, hvor Jahve sidder på sin trone, iført det store skrud med slæbet, der fylder hele templet. Serafer – de seksvingede væserner omkring sig, hvis tilstedeværelse kan få hele paladset til at ryste. Og så det helligste øjeblik, hvor den ene seraf flyver fra alteret med et stykke gloende kul i en tang for at berøre Esajas’ læber med det: ”Nu har dette rørt dine læber / din skyld er fjernet, og din synd er sonet”.

Han berørte min mund. Det guddommelige ord, der rører menneskets læber. Her formidlet af en overengel – en seraf. Man vægrer sig næsten ved at afmytologisere billedet. Så smukt og fantastisk er det. Måske skulle man bare fortsætte billeddannelsen. Jeg kommer til at tænke på billedet af heltene i kristningen af danerne, klerken og senere biskop Poppo, der bar jernbyrd for at demonstrere det kristne ords magt og myndighed. Eller en kunstner, der skulle fastgøre englevinger på en figur, fortalte, hvor svært det var at finde punktet for overgangen mellem menneskekrop og englevinger. Altså mellemrummet mellem ånd og krop, mellem himmel og jord. Hvor på kroppen begynder ånden. Hvor på jorden begynder himlen.

Det er det, som Esajas kaldelse også handler om. ”Således taler Gud”.
Guds ords brændende kul på menneskelæber. Han skulle selv komme til at mærke folkets dybe søvn, de tilklistrede øjne. For læbers ord ville røre hjertet. Ordet – gudsordet var ikke længere noget, der var på stentavler eller i tempelpaladser. Gudsordet ville ryste det dybeste og inderste i mennesket. Ikke så sært, at det afstedkom vrangventhed, frafald, utroskab.

Så synes Apostelen Peter at være mere sikker i sin kaldelse og overbevist om ordets virkning. I hver fald sådan som vi hører ham i epistelen. Her er ikke fiskerens tilbageholdenhed og skyhed, men tværtimod apostelen for den første kirkes uforfærdede frimodighed og gå-på-mod: ”I er kaldet til at arve velsignelse”. Den velsignelse der folder sig ud i livet med hinanden i medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed.

Hvordan forholde sig til kaldet fra Gud? Hvordan er det med Gud ord på menneske-tunge? Er det som et glødende stykke kul, som kan røre mine læber med den hellige ild, det flammende ord, det brændende hjerte. Et ord, der drager og forskrækker. Og som man derfor forholder sig til i nærværets afstand og afstandens nærvær. Men i hvert fald frastand
Eller er gudsordet som en velsignelse. Som man ikke behøver at frygte, ikke ræddes for. Et ord, man tar’ til sig og bliver høj af, så høj at man næste kan flyve. Eller rettere selv kan fiske, stille stormen på vandet. Ja, hvem ved måske gå på det.
Ordet der kalder og forskrækker p.d.e.s. Ordet der kalder og bliver til liv p.d.a.s.

I eet af sine sene digte skriver digteren Rainer Maria Rilke:

Udsat på hjertets bjerge. Se dog hvor lille, se:
ordenes sidste landsby, og højere, men
stadig hvor lille, endnu en allersidste
følelsens gård, Kan du erkende den?

Udsat på hjertets bjerge. Digteren spørger efter skæbne. Efter liv, hvor der er sandhed og storhed. Og virkelighed? Jamen, er det ikke bare noget, man har eller arver: altså liv og skæbne?
Ikke for Rilke!
Man kunne få skæbne? Man kunne måske også tilegne sig den? Men den lå der ikke ligefremt og for hånden! Ordene gav ham skæbne, gav ham liv. Ordene havde magi og kraft i sig. At finde det rigtige ord – ordet med vidde og prægnans kunne lægge et helt landskab ud, et helt drømmespor ud, som han så kunne betræde. Gennem ordene kom verden til live.

Man kender det fra den situation, hvor ord, man har hørt tusinde gange før, pludselig får fylde. Ordet var der i forvejen, det har lydt mange gange. Men nu er situationen til, at ordets hemmelighed kan blive til virkelighed.
Hvorfor er det at ordene ikke bliver til virkelighed? De har jo været der hele tiden. Vi ænser måske ikke ordenes betydning, sanser det ikke, har ikke lært nok på ordene. Det skyldes vores egen historie, vor egen træghed. At vi ikke har fattet og besindet os på ordenes betydning. De er ikke vandret ind fra deres ydre lyd til deres indre aflejring – i vort indre.

Hvordan var det nu med Peter. Den dag han hørte de stærke ord fra Jesu mund. Da han blev kaldet.
Det blev et mærkeligt og afgørende øjeblik i Peters liv, da der pludselig står en ukendt mand foran ham og siger til ham, at han skal gøre det, som han ud fra al sin viden og alle sine erfaringer véd, det er håbløst at gøre: lægge ud på dybet og kaste garnet ud til en dræt.

Der er kun én síndsstemning i ham: FORGÆVES. Alt synes umuligt.
Og så gør han det alligevel. Det umulige. Så stærkt er ordet, han hører, at han må bøje sig for dets myndighed, at det bryder ind i hans liv. Peters liv fik retning og mening. Der blev med Jesu ord til ham lagt et spor ud – et drømmespor. Nogle ville kalde det en åbenbaring. Andre ville sige, at det blev en skæbnebegivenhed.

Dette hellige møde foregik ikke i templets højder, omgivet af serafer. Guden var selv til stede i menneske-krop og med menneske-tale. Og alligevel vakte ordet bestyrtelse og opstandelse. Fortællingen om Peter vidner jo om det samme som med Esajas’ kaldelse: en vis form for ydmyghed over for kaldet: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”. Det overvældende og bevægende møde kalder både på magt og afmagt, på selvfølelse og ydmyghed, på storhed og fattigdom. At møde ikke det hellige, men den hellige, sætter en mærkelig følelse og bevidsthed af nærvær og afstand, uforbeholden overgivenhed og forbeholden distance.

Jamen hvad så med fiskeren, der blev apostel, og talte om kaldet til at arve velsignelse, den velsignelse hvis ord sætter sig igennem som liv: enighed, medfølelse, broder kærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Det lyder næsten for overvældende til at være sandt: at den helliges ord sådan lader sig leve ud. At det bliver til virkelighed.

At Peter med ordet lod sig døbe ved Genezareth sø er der nok ingen tvivl om – her blev hans bane ændret. Her blev han kaldet. Her blev han berørt af et ord, der gav ham en ny horisont. Guds-rige-horisont. Og ikke nok med det. Han blev sat til at være gesandt for dette ord. Men hvordan nu skelne mellem mellem det ord, han blev berørt af selv, og det ord han skal berøre andre med? Det blev ikke nogen let opgave for menneskefiskeren Peter eller for nogen siden. Horisontudvielsen – at man befandt sig i gudsriget – kunne enten føre til overmod, selvforherliggelse og guddommeliggørelse af sig selv. Man kunne komme til at gå på vandet og tro at man var gud selv. Og det kan jo være ganske fint, bare det ikke udstrækker sig i for lang tid. Jesus er fisken, vi er de små fisk. Peter er klippen, som bliver til menneskefisker, ikke klippen.

Fisk fra Genezareth-søen blev eet af kirkens første tegn. Kristus er fisken, vi er småfiskene. Og det gælder om at holde sig for øje, at der er forskel.
Der findes i Skt. Godards-katedralen i Hildesheim et berømt St. Albans alter. Her ser man Johs. Døberen salve Jesus til Messias og døbe ham Til venstre er der en engel i mørkt tøj, og til høje en engel i lyst tøj. Jesus er afbilledet med Jordanflodens vand omkring sig, og flodens konturer er som fisk. Én af de små fisk er selvfølgelig Simon Peter, der i dag bliver fanget af ordet.

Vi må som kirke holde fast i dette billede. Ikke mindst når vi giver os ud som menneskefiskere, at der forskel på Jesus, der fangede med sit ord, og det ord, som Peter fanger ind med. Jesus er fisken og vi er småfiskene.

Det første tegn i kirkens historie – fisken, forvandlede til andre tegn og symboler. Som man satte på kirkens vægge og i vinduerne. De var sammen med selve kirkebygningen og de andre ydre tegn og handlinger i kirkerummet: bibelen på alteret, som der læses op af, dåben, nadveren, trosbekendelsen
med til at understrege og gøre klart for enhver, der kommer her, hvem der er fisken. Hvem der er frelser og hvem der bliver frelst. At kunne skelne mellem fisken og småfiskene kan være gavnligt alle dage, både de dage hvor troens afmagt er tydeligst, men også de dage, hvor selvfølelsen og overmodet tager overhånd

At ta’ med ud og fisk’….kan være en højst vidunderlig og risikabel affære.

Pfarrer Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 - 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk