Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

4. Sonntag nach Trinitatis, 13. Juli 2003
Lukas 6, 36-43, Birte Andersen
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Er tilgivelse mulig?
Kan jorden tilgive os, når vi ødelægger vort naturgrundlag?
Kan mennesker i den tredje verden tilgive os?
Kan Tjetjeniens ofre tilgive Vesten? Eller Iraks?
Kan vi tilgive os selv?

Spørgsmål som disse må aldrig forsvinde fra vores bevidsthed og debat, og aldrig forstumme.
Men hvis vi knuses under vægten af de spørgsmål, bliver de til en fælde, der lammer os og lader os fortsætte det mere og mere udbredte: ”går den, så går den”.
Derfor må vi tale på en anden måde om tilgivelse.

Og der er dristigt at vove sig indenfor i dette rum, for der kommer talen om tilgivelse tæt på.

Tilgivelse er en af hovedhjørnestenene i kristendommen.
Alligevel eller måske netop derfor - er tilgivelse både som begreb så svær at få fat på og som handling svær at udføre.
Meget er blevet kaldt tilgivelse som ikke var det, og meget som er er tilgivelse, kender ikke ordet – eller vil ikke kendes ved det.

Megen tilgivelse har gået i stedet for at konfrontere sig med en konflikt og prøve at løse den. Man kan tilgive for meget eller for tidligt.

Tilgivelse er svær nok, hvor det virkelig er tilgivelse og
intet andet, der er brug for, så det er vigtigt, at kunne fornemme hvad tilgivelse er, og hvad det ikke er, for at kunne tilgive.

I denne store tale, Jesus holder for folket, som næsten er en programtale for det meget alternative billede af Gud, han bærer på og her bærer frem for sine landmænd, vender han de gængse billeder på hovedet.

”Øje for øje og tand for tand”, og fordømmelse af den onde gerning for retfærdighedens og fredens genoprettelses skyld.
Sådan var værdien i hans samtid og i hans samfund.
Det blev begrundet i GTs gamle slægtslove, men er et fælles træk for mange kulturer verden over.
Det er den orden, hvor den stærkeste hævder sin ret.
Hvor den stærkes ret og ejendom hævdes med magt,
og hvor hakkeordenen hindrer oprør og uro.
Hele denne alt for kendte eksistens, som i disse år melder sig voldsomt på banen igen, hvor tilgivelsens åndedræt ophører.
Det er virkelig en anden verdensorden, Jesus indfører, når han beder den krænkede om at tilgive.
Måske skal vi forestille os en sammenhæng, hvor Jesu tilhængere ikke rigtigt vidste hvad han talte om, når han talte om tilgivelse.
For dem ville tilgivelse sætte loven og samfundets orden ud af kraft så samfundene ville gå i opløsning – som vi så det på Balkan.
Det vore politikere taler om, når de bruger de store ord, skyldes at vi – til forskel fra Jesu første tilhørere godt ved, hvad tilgivelse er.
Eller har vidst det indtil for nylig.
Man må sige det højt for os selv og hinanden for at kunne klare den udfordring tilgivelse er.
I praksis erstattes tilgivelse ofte af fortrængning, af maske, af fornægtelse.
Når man prøver at lave sig selv om og dæmpe sin vrede i stedet for at stå ved den.
Eller hvor tilgivelse bruges til at udjævne forskellen mellem godt og ondt.
Jeg kender en familie, hvor kvinden havde så store luksusfordringer, at manden begik underslæb for at dække hendes behov. Det blev opdaget, han fik en fængselsdom, og da han kom ud af fængslet nægtede kvinden nogen sinde at tale om det skete, - hun havde jo tilgivet ham!

Den mest åbenlyse fejltagelse er at tro at tilgivelse
fjerner skyld.
Nogen har forbrudt sig og har derved pådraget sig skyld.
Tilgivelse er så følgelig fjernelse af skyld, lyder logikken.
Men det er ikke det, der ligger i tilgivelse.

Tilgivelse er tværtimod at se den fulde sandhed i øjnene.
Hele skylden, min egen, din, verdens og Guds skyld med, og være i stand til at udholde denne sandhed, fordi Gud har blandet sig ind i den verden. (Bent Falk s. 64)

Tilgivelsen frigør os fra at holde skylden undertrykt.
Vi bliver frie til at være skyldige.
Og den frihed kommer fra det grundmønster af livet, der blev skrevet om, da Kristus lagde krop til at ændre grundmønstret fra hakkeordens lov til nådens.
Hvor kærlighed går foran retfærdighed.
Med store ord siger vi, at vi er blevet borgere i et tilgivet univers John Taylor s. 162.
Og at være sat fri til at være skyldig er at være ansvarlig og holde den anden ansvarlig.
Dvs det er intet mindre end menneskeværdet, der er på spil. Kun den, der holdes ansvarlig, kan man regne med.
Kun den, der ingen evne har eller er lammet i den, er uden skyld – af helt forskellige grunde.

At tiltræde tilgivelsens vej mod en anden, som har forbrudt sig mod mig betyder at holde fast i ham, jeg er vred på.
I en ståen ved hvad der er os imellem.
Det består ikke i at give afkald på min vrede, før vreden har haft sin tid.
Tilgivelse er at undergive mig fællesskab med den, jeg tilgiver.
Netop ham eller hende, jeg er vred på, hører til min verden.
Fortiden er ikke glemt, sket er sket og er blevet en del af historien om dig og mig.
Men vi kan begge begive os ind på en vej, hvor det der står imellem os er som glemt.
Det betyder at der slås en bro hen over den afgrund af skyld som består. ”Jeg ved at du er skyldig og du ved det, alligevel hører vi igen sammen i den form for liv, hvor man er nødvendige og til for hinanden”. (Bent Falk s. 96)
Derfor er tilgivelse heller ikke at lade fortiden være glemt.
At tilgive er at lade det passerede betyde, hvad det betyder, men ikke lade det definere fremtiden.

Hvorfor så tilgive, når der ER meget at være vred over.
Jo – for at ikke bare den anden, men også jeg kan blive menneske.
Fordi tilgivelse at give det videre, du modtager.
Og kan du ikke holde fast på den der gør dig uret, kan du heller ikke mærke hvordan Gud holder dig fast.
Det er ikke dig, der skaber tilgivelsens rum, - det skabte ham, der udtalte disse ord.
Men din skylds tilgivelse aktiveres i det øjeblik, du tilgiver ham, der forbrød sig mod dig og dine.
Det er Gud, der er på færde når vi tilgiver.
Den handling virkeliggør Guds gave til os.
Den kærlighed som vil liv udover retfærdighed og rimelighed.
Når vi taler om tilgivelse, taler vi ofte om genoprettelse.
Og mener eller håber måske – ubevidst - at genoprettelse betyder at forholdet skal være som før.
Hvad det IKKE kan – hvor en alvorlig brøde er sket.
Den, der er skyldig, føler sig sat udenfor, sat af sporet, lammet, i tvivl om orienteringen i sit liv, isoleret.
Og drømmer om at kommer hjem.

Men der er ikke noget land, et hjem eller en Gud at vende hjem til.
Det tabte er dødt, - tilbagevending umulig.
Men tilgivelsen er, at der kaldes til nyt liv, et andet sted, i en fremmed verden.
Tilgivelse er ikke hjemkomst, men udkald.
Du er sat på sporet igen, du er der hvor du skal være – om det så er i et fremmed land.
Du skal noget der er vigtigere end din skyld. ML KFPT nr83

Kan en blind lede en blind, spørger Jesus – for at skære det ud i pap.
Ja, i kraft af tilgivelsens rige, så kan en blind lede en blind!
Ja, siden Jesus ændrede verden findes der den skikkelse, der hedder den blinde vejviser.
Den, som modtager tilgivelse hører en kaldelyd, der gør at han kan færdes i de ukendte zoner – selv om han er blind.
Over for Gud er enhver af os blinde og ingen har været i fremmed land og ukendte zoner.
Men at gennemvandre disse ukendte zoner og vide at det er der vi skal være, understreger at vi er kaldt på.
Et kald som er nok til at holde os i live og vise vej
Amen.

Pfarrer Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)