Mange har den mening, at kristendom er en ordreligion. Det handler om, at ordet forkyndes. Og at nogen hører. Kristendom er for øret. ’Den som har øren at høre med, han høre’. Men hver gang Jesus sagde noget, så spurgte de altid bagefter, om de ikke kun lov at se et tegn. Mennesker vil have syn for sagn.

Vi hører ikke altid lige godt. Straks kommer vi med undskyldninger, når vi hører noget godt. Som dem i evangelie-fortællingen. De hørte, men takkede nej. Vi hører og hører alligevel ikke.

Og hvad der gælder øret, gælder nok alle vore sanser. Nogen gange sanser vi sandt, andre gange forkert. Måske skulle vi slet ikke stole på sanserne. Det er der god tradition for i vores vesterlandske kultur. Vi arvede bl.a. fra grækerne den opfattelse, at man skulle vare sig for sanserne, og kun stole på ånden. Sanserne forledte os bare. Drev os på afveje. Hvorimod den rene ånd, der ikke var besudlet af kroppens nedrige sanser, var den eneste tilgang til sandheden om vort liv.
Men så let går det ikke i den kristne opfattelse af at komme til sandheden. Vi blev skabt med vore sanser, og hvor meget vi end misforstår og mistyder, lader være med at lægge mærke til, undgår at sanse, så er vi overladt til vore sanser. Hvor grækerne var åndelige, er vi kristne åndelige materialister. Ånden sidder i kroppen. V skal høre, se, mærke, smage og lugte, før vi forstår..

Sådan er det også i kirken. Her hører vi ordet og ser alteret, her synger vi salmen og smager på vinen. Og lader os rive med at musikken. Men vi bruger ikke næsen. For vi har afskaffet røgelse i vores kirke – vi har til nød et par stearinlys. Og dog, som én sagde engang: det var som om lugten af kirken og al dens fællesskab sad i tøjet på ham, når han kom hjem.

Og idag, hvor de fleste mennesker har prøvet lugten i alle andre åndelige bagerier, og mærket at vi efterhånden lever i en lugtfri verden, så er det måske tid til at vende hjem. Hjem til kirken. Hjem til fællesskabet. Her hvor det også kan være køligt, stille og roligt. Og med duften af himmerige.

Og når man først har vendt næsen hjemad til kirken, så får man sans for mere. Og så begynder munden også at ville have sit. Og det vidste Jesus ganske udmærket. Derfor elskede han måltidet. Han gik til det ene gæstebud efter det andet. Han havde næse for selskabslivets glæder og fornøjelser. Hvilke! Fællesskabet på trods af ensomheden, enheden på trods af forskelligheden, ligeværdigheden på trods af uligeværdigheden. Hvad handler undskyldningerne om i dagens evangelium: markerne, okserne, konen. De handler om forskellene. Og derfor vil de nok ikke til fest. De vil ikke opgive alt det, der adskiller dem fra de andre. Deres undskyldninger afslører dem. De henviser netop til det, der adskiller fra de andre; det, de ejer, og som gør dem til noget. Modsat med de gæster der kom i stedet for - de fattige, vanføre, blinde og lamme. De havde nemlig ingen særlige kendetegn, som de havde lyst til at bruge til at skille ud fra alle andre. Tværtimod. De havde brug for at slippe af med deres belastende kendetegn – sygdom og fattigdom – og blive lige med andre. De vidste, at her ville det intet betyde, hvem de var, for det var ikke dem, men festen det gjaldt.

Og Jesus vil have selskab, koste hvad det vil! Han ved, hvad himmelske mundfulde handler om. Han ved at på jorden skal vi sanse himlen. Måske havde englene hvisket ham det i øret. For de behøver ikke nogen mund. De kan meddele sig direkte til hinanden. Bare den ene tænker noget, så ved den anden hvad det er. De lever med hinanden i kraft af tankeoverførsel eller telepati.
Men hvis vi mennesker skal gøre os forståelige for hinanden, så er vi nødt til at bruge ord. Hver gang vi taler, skal vore ord blive ’kød’ – ord på læber, der tales og som høres af et øre. Det blev Gud klar over, at sådan var det fat med os mennesker, derfor sendte han sin søn. Og sønnen blev klar på endnu mere, at vi ikke kunne nøjes med at tale og høre. Vi skulle smage. Derfor er nadveren som den er. Vi kan kun ihukomme ved hjælp af synlige tegn: brød og vin. Vi kan ikke klare os med ord og meninger alene. Derfor har vi en kirke. Fordi vi ikke er engle. Engle behøver ikke ritualer, salmer, badet og bordet, orgler og kirkebænke. Men det behøver vi mennesker. Som tegn på himmerige.
Og han satte disse himmerigstegn – dåben, nadveren, prædikenen, salmesangen – som tegn for, at hvor de realiseres og virkeliggøres der er hans ånd og liv, hans kærlighed tilstede.

Inden jeg kommer til det gode måltid, lad mig da sige noget om det dårlige måltid. Det er vi er ofte vidne til, for vores medier er faldet for måltidet. Engang var det et ’talkshow’, der skulle rede seertallet, nu synes det at være ’TV-køkken’.
Der er to ting, der kendetegner måltidet i medierne: for det første, at måltidet som tilberedes altid bliver’ vurderet udfra, om det er sundt og ernæringsrigtigt. Det bliver’ altså bedømt videnskabeligt. Et godt måltid – et gudsrigemåltid – vurderes på, om det skaber fællesskab og enhed. Om jeg skal spise alene eller sammen med andre. Om måltidet bringer liv og lyst eller kedsomhed og tristhed.
Det andet, der er pudsigt ved måltidet, som man får præsenteret i medierne: vi ser alle ingredienserne, forberedelserne og til sidst, inden udsendelsen lukker, så får vi opskriften, mens kameraet panorerer hen over skærmen med en tallerken på bordet. Uden mennesker. Der er ikke nogen gæster, ingen der nyder måltidet, ingen ord. Kun tavshed. …Det gode måltid – gudsrigets måltid – er nydelse for vært og gæst, hvor der tales og les.
Jeg tror, vi alle har en fornemmelse af, hvad et godt måltid er. Og at denne fornemmelse stammer fra en kristen forståelse af måltidet. Altså af Jesu mening med at sidde til bords og spise og drikke himmelske mundfulde.

Som jeg sagde: Jesus elskede et godt måltid mad. Pga. fællesskabet. Et gammelt fyndord siger: ”Det er gæstens mund, der gør vinen god”. At spise vil sige at spise sammen med andre. Den oplevelse vi har af måltidet, er en oplevelse af venskab, glæde og nærvær. Måltid binder sammen. Ja, så meget sammen, at vi ind imellem bliver indspiste. Men hellere være indspiste end udenfor.
Og indspistheden har fra Jesu tid betydet to ting: at man fik del i værtens liv og personlighed. Som værten sagde den sidste aften til vennerne: til ihukommelse. Han er i vores nadver ikke direkte tilstede, men han erstattet sig selv med brødet og vinen. Det er som om brødet markerer det i hans værk, som er tilstede, når vi gentager det i vores eget liv, handlinger, som vi kan gøre, og som Gud gør til sine. Brødet udtrykker også, at den som var levende, nu i stedet kendes på det, vi - sådan som han gjorde dengang – kan give videre. Når vi sidder ved bordet, tager vi jo heller ikke først, men giver det videre. Vi lader sidemanden få først.

Og vinen er den fra naturen kultiverede bearbejdede vindrue, der er i stand til at forvandle sjæl og krop. Hvor brødet således erstatter Jesu handling, og vi kan give den videre, så erstatter vinen blodet, der får handlingen til at blive til liv. Vinen forvandler os. Med vinen indgår vi i et stofskifte. Vi får saft og kraft i kraft af vinen.
Jamen, vil nogen måske sige: det er da ikke det store fællesskab, man oplever ved alterskranken. Og den smule brød og vin efterlader ikke den stor forvandling i sjæl og krop. Nej, det er nok sandt. Men nadveren er også et billede, et tegn, et symbol. Nadveren kan ikke skabe fællesskabet, men alene afspejle det, hvor det allerede er til stede. Ved nadveren bliver vi m.a.o. bekræftet i hvad det gode måltid er, det som vi oplever når vi indtager måltider sammen med familien, kammeraterne og vennerne.
Vi kender både det selskab, hvorfra man gik trist og uglad hjem, med en fornemmelse af uforløsthed og ensomhed. Vi havde fornemmelsen af adskillelse og fravær. Men vi kender også det modsatte: det gode gilde, hvor tiden stod stille, hvor stemningen var høj, og man mærkede ånden flyve højt, ordene strømme frit og venligt frem og tilbage mellem mig og de andre – og så går man lettet hjem. Man følte man var en anden, at der blev sagt ord, som normalt ikke blev sagt. Man mærkede at alle havde eet i sinde, som om man kiggede i den samme retning. Eller var søskende.
Se det kommer der ud af himmelske mundfulde.

Pfarrer Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 - 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk