De fleste af os kender udtrykket: ”at være i den syvende himmel”:

Så kan man ikke ønske sig det bedre. At være i den syvendehimmel er at være i en henrykkelsens tilstand. Man er rykket ud af sig selv. Ud af den virkelighed, der snævrer ind, strammer til, bliver for kort. Man er rykket hen til en verden, hvor det hele vider sig ud, som en uendelighed af lykke, som en evighed af tid, som en varen af godhed uden lige.

Måske nogen føler det i dag, fordi man har lov at stråle af glæde over at være i centrum, genstand for andres glæde og undren og taknemmelighed. Måske nogen først kommer til at føle det senere, når man har sat sig til bords og har fået et par glas vin og kan føle sig godt tilpas midt i familiens skød eller venner lag – at være i den syvende himmel.

At være i den syvende himmel er at mærke livets uforbeholdne glæde, livets godhed, livets barmhjertighed.

Jeg nævner den syvende himmels tilstand, ikke kun fordi den kunne indfinde sig i dagens løb. Men først og fremmest fordi vi befinder os på Kristi Himmelfarts dag.
Vi hører fortællingen om Jesu afsked med sine disciple og hans himmelfart. Jesu livsfortælling er så at sige med himmelfarten færdig. I hvert fald den jordiske livsfortælling. Den der begyndte ved juletid, hvor han blev født i en stald i Bethlehem. Han blev kaldt himlens kongesøn.
Hvad der er godt for verden kommer fra himlen. Fra juletid til påske hører vi så om hans livsfortælling på jorden. Hvem han var, hvad han gjorde og hvordan han døde og opstod. Men der kan livsfortællingen ikke slutte. Himlens kongesøn må så at sige tilbage, hvor han kommer fra: til himmels. Og det fejrer vi i dag.

Ringen er sluttet. Om lidt bekender konfirmander denne for os jordiske mennesker mærkelige dag med ordene: ’opfaret til himmels, siddende ved Gud Fader, den almægtiges højre hånd.’
Ringen er sluttet. Men betyder det så, at så har himlen vist sin livshistorie, og nu er døren lukket til den. Den viste sig i 33 år for et par tusind år siden, et sted i Mellemøsten. Og det er da en interessant historie. For historikere der vil fortælle om et palæstinensisk folk i romerriget. For arkæologer, der vil finde det sted, hvorfra Jesus for til himmels. For samfundsforskere, der vil udforske forholdet mellem palæstinensere og jøder.
Det mener nogen.

Men vi sidder her i dag hverken som historikere, arkæologer eller samfundsforskere og hører om denne livshistorie, hvis ring blev sluttet med en himmelfart.
Vi sidder her vel, fordi den livshistorie taler til vore hjerter på 2000 års afstand.
Vi sidder vel, fordi I som forældre har vedkendt Jer en tilknytning til den livshistorie og derfor ladet jeres børn døbe: den historie hører med til vores historie. Til vores kultur, Til vores tradition. Til vores værdi.
Vi sidder her vel, fordi vi respekter konfirmandernes ønske om at bekende sig til den livshistorie, fordi de på hver deres måde føler at kunne spejle sig i denne historie.
Og det kan vi kun, fordi Jesu livshistorie fik en afslutning, der hed himmelfart. At hans livshistoire ikke bare var knyttet til et land på størrelse med Jylland, men med hele verden. For opfaret til himmels og siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, så kan denne livshistorie lyse ned over hele jorden.
Den kan være over det hele – fra Jerusalem til Svalbard, fra Tokyo til Paris.

Siddende i himlen, så kan vi herefter altid selv komme i den syvende himmel, eller komme til at sidde på den lyse røde sky. Det gør vi bl.a. i bønnen – hvor vi beder: Giv os himlen: giv os din velsignelse. For Kristus er der sammen med Gud. Han kan bringe sin syvende himmel her som den syvende himmels tegn: i evangeliet, som vi hører, ved dåben, ved konfirmationen, ved brylluppet, ved begravelsen. Ved sådanne lejligheder mærker vi, at jord og himmel kommer tæt på hinanden. At vores livshistorie bliver bragt sammen med Jesu livshistorie. Jesu jordiske livshistorie blev skrevet ind i himlen som Guds historie, og derfor kan vi spejle os i den.

Dette møde mellem jord og himmel kalder vi i en velsignelse. Da Jesus forlod jorden velsignede han disciplene. Og denne velsignelse er blevet eet af de vigtige tegn på Guds tilstedeværelse blandt os.
Og som jeg sagde, så bliver vi velsignet livet igennem:
Det begynder med dåben, hvor Gud velsigner os som børn. Hvilken syvende himmel er det barnet får lov til at komme i med dåben? Det er den at kunne kalde sin Gud for far. Hvem kender ikke lykken ved at være sammen med sin far eller for den sags skyld mor og mærke trygheden i forældres nærvær og samvær: at føle sig hjemme, at blive båret af sted i et par trygge arme, at blive fulgt af sted på vejen med en stor og varm hånd i sin, at sidde på skulder og have udsigt over hele verden og tænke: Ej, det er min verden, hvor den er stor og dejlig! Det er velsignelse nr. 1.

Nr. 2 er vi allerede midt i. Eller ved optakten til. Om lidt går konfirmander frem for alteret, de fremsiger trosbekendelsen, bliver velsignet med ordene: ’Gud styrke din tro og give dig håb’. Vi beder om, at I nu må tro så meget på livet og dets muligheder, at I tør gå selv. At Jeres håb om livets rigdom og skønhed ikke må blive taget fra Jer. At blive velsignet ved konfirmationen er at kunne holde fast i Guds løfte om en lys og åben fremtid.

At blive velsignet er at blive fulgt på vej. Og en dag møder man måske den, man kan følges med på vejen til døden skiller.
Ved brylluppet kalder vi velsignelsen ned over den overgang i livet, hvor vi går fra at være alene og til at være to. En velsignelse der mærkes på krop og sjæl: dette at være to forelskede, der går hånd i hånd. Det at være to kroppe der dækker for hinanden . Dette at være forbundet med hinanden i et skæbne fællesskab om børn, familie, arbejde. Med alt hvad det indebærer af lyse og gode dage og alle de dage, hvor man har lyst til at løbe fra det hele.
Velsignelse i parforholdet kommer ikke altid af den kærlighed, man har, men hvor man i fællesskab lærer den at kende. Romantisk kærlighed – at være på den lyserøde sky – den oplever man, men man lever ikke af den. Man lever af den kærlighed, som uddybes og vokser Den kærlighed, man lærer at kende gennem levet liv. Indtil døden sætter et skel mellem den kærlighed, der vakte så megen velsignelse, at man slet ikke kan forestille sig et liv uden den anden, bliver til den kærlighedens sorg, som jo netop kommer af, at man elskede meget.

Vi fejrer Kristi himmelfart for at erindre hinanden om velsignelserne i vores liv. Kristus velsigner os fra sin syvende himmel. Han lader sin sol og himmel lyse ned over os med godhed, kærlighed og barmhjertighed. Amen.

Pfarrer Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 - 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk