Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Rogate (5. Sonntag nach Ostern), 25. Mai 2003
Predigt über Johannes 16, 23b-28.33, verfaßt von Hanne Sander (Dänemark)
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Det er lidt ærgerligt, at det er så vanskeligt at komme ind på og forstå teksterne fra Johannesevangeliet, for de følger os alle søndagene mellem påske og pinse.

Johannes har ikke jo bare sat for at fortælle den ligefremme historie om Jesu liv og død og opstandelse, men vil gerne tage sin tilhører og læser med ind i en overvejelse og en tydning af historien. På den måde er Johannes mere inderlig og eftertænksom end de tre andre evangelister og hans tekster retter sig mere til hjertets forståelse end til forstandens.

Og det han gerne vil, at vi skal forstå, skriver han selv kort til sidst i evangeliet: ”Dette er skrevet for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”

Her efter påske – hvor vi igen har hørt – eller har haft mulighed for det – om Jesu død og opstandelse – bliver vi altså taget med ind i en overvejelse af om det budskab betyder noget i vores liv og for vores måde at forholde os til tilværelsen og til hinanden.

Gør det nogen forskel overhovedet, om vi tror, at Jesus er Kristus, Guds søn og opstået fra de døde, det vil sige, tror vi, at forandring er mulig fra død til liv, at livet kan blive nyt. Hvad tænker vi, når vi synger trosbekendelsen den ene søndag efter den anden: ”på tredje dag opstanden fra de døde, siddende ved Gud faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde” – og i forbindelse med enhver dåb siger, ja, det tror vi på.

Eller når vi hver gang vi holder altergang beder: ”Opstandne herre og frelser, du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom” som om vi i hvert fald tror på, at Jesus er opstået fra de døde , og at han er nærværende og hos os.

Men igen: hvordan kan vi i det hele taget tale om opstandelse ? – En tidligere kollega har engang formuleret det sådan her: ”Opstandelse er ikke først og fremmest en slags begivenhed, der indtræffer efter vor konkrete død, opstandelsen er et ord for en erfaring af overgangen fra en tilstand af dødhed, lammelse, håbløshed til en tilstand af oplivelse, håb, glæde og ny indsigt. Opstandelsen er åndens opvækkelse i kødet, dvs. i dette personlige og kropsligt levende liv, en nåde, der sommetider kan vederfares os som en stor gave i kærlighedsmødet mellem mennesker og mellem Gud og menneske.”

Jeg forestiller mig, at det er den slags tanker den gamle Johannes har siddet med, da han skrev sit evangelium –og så tilbage. Når Johannes prøver at tænke tilbage til Skærtorsdag aften, som Johannes tænker tilbage på som den aften, hvor Jesus tog afsked med sine disciple – så stiller han nu alt det, han husker sammen til en lang afskedstale. Nu bagefter kan Johannes sagtens se en rød tråd i alt det, Jesus sagde, men det er opstandelsen, der giver forståelsen af Jesus som Guds søn.

Det er troen på opstandelsen, der sætter skel mellem før og efter – som i teksten her, hvor det handler om bøn.

For hvordan skulle man kunne bede, hvis ikke det var udfra håbet om, at der er en at henvende sig til. Når så mange klager over, at det er svært at bede, eller når mange helt er holdt op med at bede, er det vel udfra en fornemmelse af at bede ud i den tomme luft. Når fornemmelsen af, at den eller det, vi retter bønnen til ikke rigtig har nogen virkelighed for os, ja så ebber bønnen vel langsomt ud. Eller hvis det, vi har erfaret gennem vores liv, har lært os, at vi ikke fik, hvad vi inderligt længtes efter og håbede på, jamen hvad nytter det så også at bede ?

For mig er det påfaldende, hvordan Johannes vil betone, at Jesus netop i afskedssituationen, hvor han skal skilles fra disciplene, lægger så stor vægt på bønnen, at det netop bliver en understregning af, at bøn binder og knytter mennesker sammen og forbinder Gud og mennesker.

Så er bøn måske ikke så meget et spørgsmål om at få ønsker omfyldt, som det er et spørgsmål om at være i forbindelse med hinanden. Der er måske en grund til, at det menneske, der har fået alle sine ønsker opfyldt og ikke behøver at bede nogen om noget, kommer til at føle sig alene. Eller det menneske, der ikke vil bede nogen om noget for at bevare sin uafhængighed, kan blive så uafhængigt, at det bliver ensomt.

Men det vender også den anden vej rundt. Den, der ikke bliver bedt om noget, kan også blive ensom, for det er jo at blive behandlet som en, der ikke har noget at give. Det gælder mellem mennesker og det gælder mellem Gud og mennesker.

Bøn binder os altså sammen, bøn kan blive samtale og blive en ny nærhed, hvor vi vil noget med hinanden, som Gud vil noget med os.

Og i Jesus har Gud fået ansigt og navn, så vi netop kan henvende os og bede i Jesu navn og ikke ud i den tomme luft.

Det liv, vi ser i Jesus, kan vi derfor se som Guds forsikring eller bekræftelse til os om hans imødekommenhed og ønske om at genetablere forbindelse, der hvor den bliver afbrudt.

For at understrege det yderligere foreslår jeg, at vi skulle synge:

Nu står sjælen op af døde, for os lyser Kristus nu,
daglig kan vi Herren møde, kommende hans røst i hu….
Du er med os alle dage, når vi dig på ordet tage,
Som det lever død til trods,
Som det lyder, sagt til os.

Og det er sådan, det er: vi kan kaldes til live, kaldes til besindelse på os selv i mødet med Kristi ord og liv.

Amen.

Pfarrer Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)