Vi er i tiden mellem påske og pinse.
Mellem opstandelse og himmelfart.
Tiden, hvor vi skal have opstandelsen ind under huden.
Lære at se på verden omkring os med den opstandnes øjne.
Mærke og føle på verden med den opstandnes øjne,
Mærke og føle på verden med den opstandnes hænder,
Vi skal tale med verden omkring os med den opstandnes ord.
Derfor er tiden efter påske fyldt med tekster, der taler om menneskers formbundethed med Kristus.
Et af disse stærke billeder er billedet af forholdet mellem fårene og deres hyrde.

Inden billedet ankommer, lyder ordene: ”jeg er”.
Som et ekko af de gamle ord til Moses i den brændende busk.
Jeg er den, jeg er.
Enkelt og gådefuldt på én gang.
Som et gudsforhold er.
Så kommer billedet af hyrden.
Den gode hyrde, som står så stærkt i vores bevidsthed, at det næsten er blevet en arketype.
Med den dobbelthed, en arketype er.
Meget skjult magt er blevet udøvet som en hyrdefunktion.
Udnyttelse af andres svagheder, misbrug af egen godhed har dannet falske afhængighedsforhold.
Vi har set det og ser det i kærlighedsforhold, i venskaber, i private og offentlige forhold, i kirkelige forhold.
Når vi springer den afgørende sag over, at det er Kristus, der er hyrden. Ikke os.
Derved fritages vi fra at være hyrde – i første omgang. Hverken min egen trang til at frelse andre eller deres behov for nærhed og omsorg kan sætte mig i hyrdens sted.
Det er Kristus der er som den gode hyrde.
Det er han for mig og det er han for den anden.
I forholdet til den anden og i forholdet til mig selv kommer Kristus først.
Det er ikke mig, der er hyrde for den anden, - det er Kristus, der er hyrde for ham – og også for mig.
Hvad betyder det da, at Kristus er hyrde?
Vi ser bedst den sande hyrdes skikkelse på baggrund af hans modsætning, lejesvendens.
Nu ville dagens lejesvend aldrig kalde sig selv sådan.
Han er den, der giver sig helt og fuldt, mener han om sig selv.
Men han skal have noget til gengæld
For nogen, - fårene eller deres ejer skylder ham noget.
Får han ikke penge, det er så primitivt igen, så skal han i det mindste have anerkendelse, opmærksomhed, taknemmelighed, kærlighed – fra de andre.
Han styrer fårene ved at holde dem fast på deres svaghed og afhængighed, - des tydeligere kan hans omsorg så fremtræde.
Han tror, at han har noget at miste, og ved ikke, at han
allerede har mistet det, der er at miste, - for det kan ikke købes og sælges.
Han har mistet sit liv, da han i påsken var med til at dømme Jesus til døden.
Da gik det gamle liv under – det, han kunne kontrollere.
Siden der gik opstandelse i livet, tilhører det ikke længere mennesket, - nu er livet Guds.
Og kan ikke kræves eller forhandles.
Ham, der ER lejesvend kalder sig oftest hyrde, men han afsløres først når faren kommer, i ulvetimen.
For han vil ikke selv miste. Han vil gerne være der, men ikke miste.
Han kapsler sig i inde – i forsvar og beskyttelse – når ulven kommer.

Den sande hyrde kommer fra døden.
Dertil førte hans hyrdehverv ham.
Han får intet til gengæld.
Gud tog hans liv og lod det være sit – liv.
Den sande hyrde har ikke sit mandat fra fårene, men fra hans og fårenes fælles herre, universets herre.
Det er skaberen og universets herre, der har givet ham fårene og givet ham myndighed til at kunne vogte dem og samle dem.
Hyrden kender Gud og Gud kender ham.
Deri har han sin rod. Hans liv opstår ikke ved fårenes anerkendelse eller mangel på samme.
Fordi han kender Gud, vogter han ikke sin hjord alene.
Han lader os se Gud og genkende Gud i den flok, vi lever i.
For Jesus kan ikke længere ses uden samtidig at se Gud med.
Det er selve universets herre, Jesus ved sin dødsforagt har gjort til vogter for den tilfældige fåreflok hvori du og jeg befinder os.
På tilsvarende måde han har bragt Gud ind i andre fåreflokke, som ligger uden for vort kendskab.
Han har gjort døden hjemløs, så den ikke længere kan skille Gud og mennesker, skille fårene fra deres ejer.
Hvor er det da muligt at se, at det er Gud selv, der er blevet hyrde?
Det ser vi ved hans mærke.
Fåreflokken, hvori du og jeg befinder mig, vogtes ikke længere af en hyrdehund, en solid indhegning eller en kæp.
Alt det er udskiftet med et mærke.
Et kendemærke.
Den kæmpende Guds sejrsmærke.
Det mærke på min person betyder, at jeg ikke længere behøver at fylde min usikkerheds sorte hul op med andres ros og anerkendelse, med sukken efter de andres opmærksomhed eller med afventen på tilbagebetaling af taknemmelighedsgæld.
For der er sat det kendemærke på mig, der fortæller mig at jeg er udvalgt.
At ingen kan give mig mere end jeg allerede har fået.
Måske er det det sværeste af alt at indoptage,- det at jeg er kendt og set af universets herre.
Og at jo mere jeg giver bort, des mere er at modtage.
Des tydeligere træder mærket frem.
Nok til at følge et livs tid.
For vi er afskåret fra at selv at se det mærke, Gud kender os på.
Ingen kan se sig selv.
Alligevel er det muligt at følge og bruge som ledestjerne.
Når det er indskrevet i vort hjerte, - som det blev da Jesus
gik ud af døden, kan vi bære det som det stempel, fårene bliver kendt fra hinanden på.
At leve med det mærke på sig betyder, at den daglige græsning er forandret.
Før var det de stærkeste får, der fik den bedste føde – for sig selv.
De svage måtte enten forkomme eller henfly til hyrdens styring.
Nu kan selv det svageste får i flokken være storsindet og give plads for det får, der græsser ved dets side.
Og det bliver vigtigt for mig som et af fårene i flokken at kende de andre.
Kan jeg ikke se Guds kendemærke på mig selv, kan jeg se de andres mærke.
Og fortælle omverden, hvad jeg ser.
Ligesom det andet får kan fortælle hvad det ser i mig.
Via gensidigheden kan fårene derfor i anden omgang være til for hinanden.
Ja, uden denne fortælling og udveksling om Guds forskellige kendemærker går livet og græsningen i stå.
Og det er ikke meningen.
Meningen, siger Jesus, er at de adspredte fåreflokke, der ikke ved som hinandens eksistens, skal samles til én stor hjord, der rummer alle forskellighederne.
Fordi to og to er mere end fire.
Fordi der hver forskellighederne kan holdes sammen og være sammen i samme billede, der er liv og energi.
Der kan ondskab og ødelæggelse ikke få ilt nok, for ilten fordeler sig de steder, hvor livet strømmer.
Denne adspredte hjord er det Guds vilje at samle op i sin evighed. Amen.

Pfarrer Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
E-Mail: bia@km.dk