”Du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde.” Sådan lyder salmistens lovprisning af Gud.

Der er ikke længere grund til klage. Der er kun grund til glæde, for Gud har grebet ind. Gud har handlet. Han har reddet mig fra intethed og mørke. ”Herre, du løftede mig op fra dødsriget, du lod mig leve.” Han har reddet mig fra intethed og mørke, og han har taget min sørgedragt af mig og klædt mig i glæde.

For os skete det påskedag da vi hørte budskabet om opstandelsen. Eller vi kan sige at det skete på ny. Påskedag blev vores sørgedragt taget af os, og vi blev klædt i glæde.

Og nu er den store højtid forbi. Men glæden over opstandelsen er ikke forbi. Vi er stadigvæk klædt i glæde. For påskebudskabet er slet og ret kristendommens budskab - påskedag og i hele påsketiden og hele kirkeåret igennem. At være kristen det er at være klædt i glæde.

Fra den første påskedag og indtil tidernes ende skal det glædelige budskab lyde. Det skal lyde midt i sorgen og angsten, det skal lyde midt i al den død og ødelæggelse som bliver forvoldt på denne jord.

”Vi har set Herren.” Det er budskabet i dets korteste form. Det er sådan budskabet lyder til apostlen Thomas. Han har ikke været sammen med de andre apostle og disciple da Jesus for første gang har vist sig for dem. Og da de så ser Thomas igen, fortæller de ham hvad der sket.

”Vi har set Herren.” Mere enkelt kan det ikke siges. Og det må netop siges så enkelt fordi det er så stort og ufatteligt. Der kan ikke gives nogen begrundelse. Der er ikke nogen forklaring. Ingen kan komme bag om denne begivenhed.

Det er ikke en følge af noget der er gået forud. Det er tværtimod her det hele begynder. Det er her en ny virkelighed bliver til. Så der er kun det at sige som disciplene siger til Thomas: ”Vi har set Herren.”

Men lad os lige begynde forfra. Hvad var det der skete den første påskedag? Kvinderne kom til graven, og stenen var væltet fra graven, og graven var tom.

Sådan plejer vi at tale om det som kvinderne oplevede: De så den tomme grav.

Det er et godt eksempel på at man kan blive vildledt af ord. Teologer og forkyndere har igen og igen talt om denne tomme grav.

Men sandheden er jo at den grav som kvinderne så påskemorgen, var alt andet end tom. Det er rigtigt at graven var tom for død. Men graven var også fuld af liv. Ja, den gravhule som kvinderne trådte ind i påskemorgen, var fyldt med det højeste og stærkeste liv. De kom ind i et rum der var fyldt med overjordisk liv og lys.

Kvinderne så ikke den døde. De så ikke det de havde ventet at se. Men de så noget andet! De så engle i hvide klæder. Og de hørte budskabet om opstandelsen. Stærkest gengives det af evangelisten Lukas: ”Hvorfor leder i efter den levende blandt de døde? Han er ikke her. Han er opstået.”

”Den levende!” Tænk engang! bare det ene ord siger det hele!

Alle fire evangelister fortæller om dette englesyn og gengiver det budskab som kvinderne hørte. Det er et guddommeligt syn og guddommelige ord. Det er virkelig det som intet øje har set, og intet øre hørt, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte.

Det er Guds hemmelige visdom som for første gang bliver åbenbaret for disse kvinder som mændene først ikke vil tro på.

Og så straks den samme aften kommer Jesus til disciplene gennem lukkede døre. Han står midt iblandt dem. De kan se sårene i hans hænder og i hans side. De kan se at det virkelig er det menneske der led en forfærdelig død, der nu er levende virkelighed. Det er den døde der er ”den levende”.

Og han ønsker dem sin fred. Han giver dem sin fred. Han sagde det før han døde: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.” Dengang var det et ord til vennerne fra et menneske der snart skulle dø. Det var et menneskeligt ord.

Nu er det et ord der tales ud af en anden virkelighed. Jesus træder jo frem og bliver synlig direkte ud af usynligheden. Nu er hans ord rene guddommelige ord.

Han giver dem sin fred. Og han indblæser sin livsånde i dem. Han giver dem Helligånden. Han gør dem til sin kirke og sin menighed på jorden.

Jesus viser sig ikke blot for disciplene. Det handler ikke bare om at de skal se at det virkelig er Jesus, og at han virkelig er opstanden.

Det handler også om at de skal have del i hans opstandelsesvirkelighed og hans opstandelseskraft. Den kraft som har båret ham gennem dødens mørke, den kraft som nu har fået skikkelse og stemme i ham, den skaberkraft som nu har begyndt noget helt nyt, den kraft og det liv skal de nu også have del i.

Det er en kraft. Det er sandhed. Det er kærlighed. Det er en kærlighed som kan tilgive alt og forny selv jordens største synder. Det er en kærlighed som kan genoprette alt.

Men det er også en kærlighed ikke kan påtvinges den der ikke vil tage imod den. Det er en overmenneskelig kærlighed. Men det er også en sårbar kærlighed som kun kan leve når vi rækker ud efter den og ønsker at tage imod den.

Det er det forunderlige ved evangeliet. Freden og nåden og kærligheden kommer til os som en uimodståelig kraft, ved Guds suveræne handling i og ved dette menneske. Der er ikke plads til menneskets vilje og indgriben. Og dog er mennesket ikke blot passiv genstand for Guds handling. Mennesket er også en partner.

Guds handling er suveræn, men Gud kan ikke føre sin handling til ende uden at der er et menneske der vender sig mod Gud.

Derfor siger Jesus: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de dem ikke forladt.” Syndsforladelsen vil nemlig altid være nægtet den der ønsker at forblive bortvendt fra kærligheden.

Og så kommer Thomas ind i billedet. Han hører budskabet: ”Vi har set Herren!” Men budskabet er ikke nok for ham. Han vil også selv se.

Og han får den opstandne at se. Og han har kun ét svar: ”Min Herre og min Gud!” Det er som en genklang af det gamle Israels bekendelse. Thomas har ligesom de andre hørt og lært ordene fra han var dreng: ”Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én.”

Nu er det dette opstandne menneske bekendelsen gælder. For i ham er guddomsfylden til stede helt og fuldt. I ham ser de selve det usynlige. Også Thomas ser det, og med det samme ved han at det eneste mulige svar er bekendelse og tilbedelse: ”Min Herre og min Gud!”

Apostlene og disciplene er de første af mange. De er de første kristne. Da Jesus står midt iblandt dem og giver dem sin fred og indblæser sin ånd i dem og giver dem myndighed til at forlade menneskene synder, da bliver de kirke og menighed.

Men kirken og menigheden lever fortsat efter at de ikke er der mere. Vi er deres efterfølgere som kirke og menighed og som kristne. Vi har fået overdraget den samme fred og den samme ånd og den samme myndigheden. Også vi har modtaget sandhedens og kærlighedens ånd.

Men Thomas har en ganske særlig betydning for os. Han er vores forgænger på en særlig måde. Thomas tror ikke opstandelsen før han ser den opstandne. Og på foranledning af det der sker med ham, siger Jesus:

”Salige er de som ikke har set og dog tror.”

Det er jo os! Vi hører budskabet, men vi har ikke det direkte syn. Det usynlige åbenbares ikke for os som et syn, men i ordet, i fortællingen, i forkyndelsen, i dåbshandlingen, i nadverens brød og vin, i bønnen i Jesu navn.

Vi har ikke del i den første åbenbaring. Vi har del i vidnesbyrdet om åbenbaringen.

Hvad betyder det for vores liv? Det betyder tre ting:

For det første at vi netop må tage vidnesbyrdet til os. Vi må høre ordet og fordybe os i det med forstand og med hjerte. Uden det vidnesbyrd som Helligånden har inspireret, kan vi ikke være kristne.

For det andet at vi må være bedende mennesker og gøre kirken til en bedende kirke. Uden bønnen til den opstandne og i den opstandnes navn kan vi ikke være kristne. Også vi må sige: ”Min Herre og min Gud!”

For det tredje at vi må leve det liv som Jesus viser os og lærer os. Vi må lade freden og fællesskabet og barmhjertigheden og tilgivelsen råde.

At høre Guds ord, at bede med hjertet, at leve som han har lært os. Det ene er ikke mere vigtigt end det andet. Det hører altsammen med. Forstand og sind og hjerte og vilje og handlinger: Vi er hele mennesker, og der skal hele mennesker til at tage imod opstandelsesbudskabet og føre det ud i livet.

Tænk engang at vi har fået lov at bære vidnesbyrdet fra dem der så ind i det usynlige og så selve herligheden! Tænk at vi har fået lov at bære det i ord og i bøn og i vores liv! Det er en stor glæde.

”Du forvandlede min klage til dans, du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde. Derfor vil jeg lovsynge dig uden ophør; Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.” Amen.

Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 - 44 48 06 04
e-mail: jukd@vaerloesesogn.dk