Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Ostermontag, 21. April 2003
Lukas 24, 13-35, Birte Andersen
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Da Adam og Eva havde spist af kundskabens træ i Edens have, er der et træk, fortællingen pointerer, nemlig, at ”deres øjne åbnedes”.
Og fra da af var de ikke de samme mere.
De var ikke mere uskyldige mere og fik bevidsthed om at de var nøgne.
Og de kunne kende forskel på godt og ondt.
Et dyrt bekendtskab viste det sig, for det var ondskaben, der
var mest synlig.
Kains brodermord. Og hvad der siden fulgte.
Historien i dag handler også om øjne, der åbnes og om mennesker, der ikke er de samme mere.
Men det er en modhistorie til Syndefaldet.
Om det afgørende vendepunkt i fortællingen hedder det: at ”deres øjne åbnedes”.
Det skete, da de genkendte Jesus i den handling, han gjorde sammen med dem: brød brødet.
Men hvor Adam og Eva kom fra det lyse Paradis, kom de to disciple fra det sorteste mørke og den største sorg.
For når selv det gode menneske, - han, der skulle frelse verden, blev dræbt, så havde ondskaben endelig sejret.
Men deres øjne åbnedes.
Undervejs var denne øjenåbning forberedt.
For den opstandne Jesus havde undervejs sat forudsigelserne i forbindelse med historien bagud.

Men selve øjenåbningens begivenhed finder sted, da samtalen mellem de tre udfoldes ved at Jesus bryder brødet.
Der er tydeligvis tale om en guddommelig handling - nogen åbnede deres øjne.
Af sig selv kunne de ikke. Selv om de både hørte og så.
Vi kan jo forestille os - både, at de gik i deres egen glasboble - eller at, deres syn og hørelse var skærpet af de voldsomme begivenheder - sådan som mennesker, der er sat i ekstreme situationer ofte hører og ser bedre end vanligt.
De så ham lyslevende på vejen, men så ham alligevel ikke.
De hørte ham tolke skrifterne, men hørte ham alligevel ikke.
Men da de med deres sanser oplevede mødet med ham på nært hold, - da de kom til at føle, smage og lugte brødet,
da åbnedes deres øjne.
Sådan som det er fortalt, understreges det, at det er den Gud, der blev kød, blev krop og gik helt ind i materiens inderste, - det er ham, som er deres øjenåbner.
Og at han bruger de daglige nødvendigheder: brød og vin - som de steder, hvor han viser sig. Og viser sit rige.
Når man berører noget, og endnu tydeligere, når man smager og lugter, så udviskes grænsen mellem mig og det, jeg sanser.
Ved at spise noget, blir jeg eet med det, jeg fortærer.
Du er, hvad du spiser.
Og betyder opstandelse, at Gud har forenet sig med vores brød og dagligdag, så er det, det, der sker for de to disciple:
deres hjerter fyldes af hans liv.
De ’brænder’ siges der - sådan er det at se med maven eller hjertet, hvad der i denne sammenhæng er det samme.
Modsat Adam og Eva, der komme fra lyset, men fik åbnet øjnene for mørket, - kommer disse disciple fra mørket ud i lyset.
Og det på en ganske særlig måde.
Hvor verden før havde været adskilt i ondt eller godt, så kommer disse to mennesker nu til at se sejren i eller igennem lidelsen, at godheden gennemsyrer ondskaben - ligesom gæren eller Guds kraft gennemsyrer brødet.
Og når ondskaben ikke længere er overladt til sine egne spiraler, og når godheden får sit område, får form og krop, så begynder en ny historie.
Ligesom ny livsenergi kan opnås ved at fortære brødet, kan nyt livsmod nu komme gennem lidelse og tab - ikke modsat: ved at blive fri for tab og lidelse.
At komme til at se med hjertet er at få syn for, at efter Jesu opstandelse, må vi opsøge det gode på ondskabens og lidelsens steder, - ikke de fjerne og flotte idealers sted, men i hverdagens kampe.
For den, der får åbnet sine øjne, kommer til at se Guds spor der, hvor han mindst venter det.
At komme til at se med hjertet er selv at opstå.
Påskedag er det Jesu opstandelsesdag - 2. påskedag er din og min og verdens.
Det er også verden, billedet af virkeligheden, som er ændret og skriver en anden historie end den, mennesker før kendte.
At se med hjertet er ikke noget, vi er gode til i vores kultur.
Vi er langt snarere vante til at se med hjernen.
Hjernens sprog er ofte enten - eller sprog.
Derfor passer hvert område og hvert menneske sit, og få tænker på tværs - eller på trods eller spændinger.
Hjertesproget derimod kan sige både- og.
Eller lade de skarpeste modsætninger stå og tilsammen danne en sandhed.
Hjertesproget tænker i helheder, - måske brudte helheder,
men alle hjertesprogets ord peger ud over sig selv, og er i sig selv invitationer til nye åbninger.
Men bruger vi ikke dette hjertesprog eller misbruger det, så lukkes vores hjerte. Der sættes en sten for, og hjertet blir til et gravkammer.
Opstandelse er, at hjertes øjne igen bliver åbnet.
Så vi kan se på verden og os selv med et nyt blik.
Et blik, der kommer af, at den sårede og genopstandne lever i vort hjerte.
Det blik, som vor opstandelse giver, kan vi kalde et dobbeltblik.
Et syn på vores omverden, der gør, at vi altid - om jeg så må sige - ser dobbelt.
Hvor vi før kun så et brød som et fødevare, er det nu tillige livets brød, nærvær, helligt.
Hvor vi før kun så vort medmenneske som en arbejdskammerat, en nabo, en ven eller en besværlig udfordring, kan vi aldrig blive fri for at se Guds billede i ham eller hende tillige.
Hvor vi før kun så lidelse, nar ulykker og sorg overmander os, er vi for evigt bundet til håbet inden i lidelsen
Hvor vi før kun så lykke, når den slog bo hos os, får vi nu blik for den lidelse, som kun lykken kan afsløre.
Hvor vi helst vil gøre ulykken til et brud - et brud, der ofte kommer til at omfatte hele livet, så melder livet sig som kontinuitet og sammenhæng.
Og hvor vi i kontinuiteten overser bruddene, og giver os til at harmonisere og lykkedrømme, da melder virkelighedens blik sig som brud indeni sammenhængen.

Jeg tror, at mange undrer sig over hvorfor Jesus blir usynlig - lige efter han har åbenbaret sig.
Set med et indre øje kunne svaret være, fordi det nu ikke længere handler om hans opstandelse - den er set -
men om vores.
Det er vore øjne, og vort hjerte, der nu åbnes.
Der gives ikke usynlige opstandelser.
Alle opstandelser har noget med stoffet, kroppen og jorden at gøre: et brød, der brydes, en dør, der åbnes, nogle skridt, der gås, en hånd, der griber, en fod, der står fast, en sang, der ikke kan holdes tilbage.

Sådan synger den svensk-finske forfatter Bo Carpelan:

I det sete gemmer der sig altid noget mere,
mellem glemte huse mere end stilhed.
 bner jeg en dør er der foran mig
nogen som før har gået på den hårde vej -
i et ensomt rum er der altid noget mere.
Det som var mest sorg var lykkens modpart,
mellem sten og sten fandtes tavse samtaler,
vårligt glimtede en høstlig død
der i mørket, lys og noget mere.

Amen.

Pfarrer Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk



(zurück zum Seitenanfang)