Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Ostersonntag, 20. April 2003
Markus 16,1-8, Asta Gyldenkærne
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Den kristne tro er en opstandelsestro. Uden en tro på Jesu opstandelse fra de døde, ja, uden at der er en påskemorgen, hvor kvinderne kommer ud til graven og finder den tom, så smuldrer alt det, der samler og binder kristendommen sammen. Hvis ikke evangelierne sluttede på denne måde, med beretningen om Jesu opstandelse, så ville der ikke være meget, der adskilte historien om Jesu liv fra så mange andre historier. Ganske vist ville vi kunne hævde, at han i sit liv satte ord og handling på, hvad kærlighed og sandhed er, selvom han skulle komme til at betale en høj pris for det. Men det som Jesus sagde og gjorde, var der også andre i samtiden, der sagde. Der er visdomstraditioner, der indeholder meget af det samme, og som vi slet ikke tillægger så megen betydning her to tusinde år efter.

Det er heller ikke fordi Jesu med en usædvanlig glødende iver kæmpede for det, han troede på. Det var ikke fordi han var så idealistisk, at han ville gå i døden for det, at der siden hen blev noget, der kom til at hedde kristendom. Alt det er naturligvis en vigtig del af historien, men hvis vi kun havde den halvdel med - hvis man forstillede sig, at evangelisterne havde sluttet deres beretning ved langfredag - så havde vi haft en beretning, der endte med hovedpersonens død, henrettet som oprører. Det hele var tilsyneladende slået fejl, og det ville være en barsk historie, men den ville ikke adskille sig på væsentlige punkter fra så mange andre oprørsforsøg, der var slået ned af romerne. Den ville heller ikke adskille sig fra mange andre heroiske kampe og nederlag, verden har set siden hen.

Som så meget andet, der er sket i historiens løb, så ville Jesu liv hurtigt være forsvundet ud i glemslen, hvis altså ikke der havde været noget, der havde påkaldt sig en særlig opmærksomhed. Hvis der ikke havde været noget ved den historie, som man dengang ikke kunne og heller ikke siden har kunnet gøre sig færdige med, eller sagt på en anden måde, hvis ikke det var på grund af en tom grav en påskemorgen og budskabet om, at opstandelsen var sket.

Det kunne så være en besynderlig og gådefuld afslutning på et livsforløb. En historie, som vi kan finde interessant eller underlig alt efter temperament, men det bliver jo ikke bare ved det. For afslutningen, beretningen om opstandelsen sætter noget mere i gang. Historien er jo ikke bare en historien om et menneske, der levede for længe siden i et fjernt land, en historie, som man ville kunne fortælle løsrevet fra alt andet. Det er historien om Guds søn i verden, og ikke alene det, det er også Guds historie om mennesket. For det er kristendommens pointe, at Jesu liv, død og opstandelse sammenfatter vort liv. Når vi har hørt hans historie fortalt, så har vi også fået fortalt det vigtigste om vor egen. Så når vi hver især skal fortælle vor egen historie, så hører det altså med, at der skal fortælles om opstandelse. For opstandelsen hører også med i vor historie.

Det kan være vanskeligt at sætte ord og konkret billeder på, hvad det betyder. Det havde de første kristne det også svært med, lige såvel som vi andre har det, for når man taler om kødets opstandelse og et evigt liv, hvad vil det så sige ? Hvordan skal det forstås ? Jeg tror, at det er vigtigt, når man har med sådanne billeder at gøre, at man forstår, hvad det er, de er udsprunget af. Hvad der er baggrunden for dem. Sådan så at man forstår, at det er billeder, der viser hen til det løfte, vi med Jesu liv, død og opstandelse har fået af Gud. Et løfte om at Guds fællesskab med os varer ved, at det fællesskab holder i liv og død, og at det ikke kun er en mindre del af os, det er ikke kun enkelte sider af os, som Gud vil kendes ved; det er det hele. Det er os og vor historie med alt det, den har ført med sig i sind, krop, tanker og handlinger. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi taler om kødets opstandelse. For det er det hele, der skal med. For det er sådan, at vi står over for Gud.

Men opstandelse er jo ikke kun noget, der har betydning for de døde, den rækker jo også ind i vort liv.

De første kristne gjorde sig ikke så mange billeder af, hvad de dødes opstandelse ville sige, heller ikke umiddelbart efter den første påskemorgen. Det, der optog dem mere, var om der havde været vidner til det, der skete. Det havde der ikke, i hvert fald ikke i første omgang. Kvinderne var de første, der var kommet ud til graven efter at det var sket. Men de var blevet så skrækslagne, så de først ikke turde sige noget til nogen. Men snart efter viser den opstandne Kristus sig for disciplene, og de kan så begynde at fortælle om ham og det liv, de har levet sammen med ham. Den døde og opstandne bliver nærværende i deres fortælling om ham.

Sådanne spor af opstandelsen kommer også til udtryk, når vi fortæller hinanden om de mennesker, vi har holdt af og som vi har mistet. Når vi fortæller om den døde, så vil han eller hun bliver nærværende for os i erindringen og i tankerne, vi vil huske meget af det, vi har oplevet sammen med ham eller hende, og måske vil vi også opdage, at de bånd, der bandt os til den levende stadig kan vise deres styrke og være en vigtig del af vor dagligdag, selv efter at dette menneske er dødt og ikke her mere. Midt i savnet bliver vi opmærksomme på, hvad det er, vi har fået ved at være en del af dette menneskes liv og måske også, hvad der nu er vigtigt at række videre til andre.

Opstandelsen kan også sætte sig mange andre spor i vort liv. For opstandelsen kan være en del af vor erfaring og samtidig række ind i troen og håbet om det kommende. For opstandelsen sætter sig spor i ethvert menneske. Vi vil hver især kunne fortælle om oplevelser og erfaringer, som bedst lader sig beskrive med et ord som opstandelse. Fordi vi her oplevede, hvordan livet kom tilbage til os. Måske har vi oplevet hvordan livet blev muligt for os igen efter en lang, vanskelig tid. Det kan være, når man efter et længere sygeleje mærker, hvordan kræfterne vender tilbage eller det kan være efter at man har haft megen modgang, og så oplever, at livsmodet er vendt tilbage. Sådanne erfaringer er spor i sindet af opstandelse og gør også os til opstandelsesvidner både i vort eget og i andres liv. Men opstandelsen sætter sig ikke kun spor, frem for alt ligger den i vor umiddelbare fremtid. For ved at ordet om opstandelsen har lydt, da siges det også, at håbet er kommet ind i vor verden. Den livshistorie, der kan fortælles om os, kan ikke på forhånd lægges fast. Den er fuld af muligheder, den er fuld af gåder og overraskelser, den er fuld af håb. Og det er den, fordi vor livshistorie bliver fortalt af den opstandne selv.

Glædelig påske

Pfarrer Asta Gyldenkærne
Skoven
DK-Jærgerspris
Tel: ++ 45 - 47 53 00 33
E-Mail: agy@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)