|
Palmsonntag, 13. April 2003
Johannes 12, 12-19, Jørgen Demant (-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de) |
Forleden dag kunne man i morgenradioens ’klassisk
musik’ høre musik, der havde med påske at gøre. Vel ikke kun i kraft af sceneriet? Men vel også fordi vi, der sidder her 2000 år efter sidder med den viden, at vi kender slutningen på det indtog og tænker kynisk: at han ikke vidste bedre. Men vi smiler også lettere overbærende, fordi vi selv har set så mange optog – enten i virkeligheden eller på film – hvor vi også sidder med en blandet fornemmelse af ærefrygt, respekt, alvor p.d.e.s. og tilbagelænet overbærenhed, en lille kynisme, der hvisker: vi ved bedre!! En gud kommer ridende igennem en port – et tegn på kroning, ophøjelse – på et lille trippende æsel. Og så tænker jeg på børnene, der leger eller spille ’æsel’, og den der bliver æsel, dét er den dumme, som de klogere kan grine ad eller grine ud. Og man kan være stædig som et æsel, og det er i grunden også komisk. Det lattervækkende, det komiske og kristendommen ligger ikke fjernt fra hinanden. Op igennem kirkens historie har der været fester, hvor komedien var i centrum. Ved disse komediefester var klovnen eller narren hovedfiguren Man gjorde nar af magten. Som om det ophøjede ikke kan komme til udtryk på anden måde end på den bagvendte, den omvendte måde. På ironiens og humorens betingelser. Med den bløde og opfindsomme humor – den underfundige bemærkning, det sjove kostume, den snedige og påhitsomme tanke – har man afvæbnet magten – den religiøse såvel som den politiske. De første fremstillinger af Kristus er også et billede, der vrænger af det ophøjede, nemlig en grafitti, der skildrer den korsfæstede som et æsel hængt op på et kors. Sådan var de kristnes gud, sagde hedningerne ”En æselgud”. Æselet – det lave dyr, det kortbenede dyr, det sagtmodige dyr. Det dyr, der hører jorden. Jord på latin = humilis – af jorden. Vi griner af den skæve. Af den der er på sidelinjen. Den utilpassede. Vi griner af den dumme, den anderledes, den der ser forkert ud. I latteren og med grinet distancerer vi os til det, vi ikke vil være. Vi er ikke de dumme, ikke de anderledes, ikke udenfor. Nej, vi er de kloge, de rigtige, dem som er indenfor. Latteren er spottens sted. Den er med til at cementere fællesskabet af kloge. Med en ironisk bemærkning eller det sarkastiske grin får vi hurtigt sat skel mellem os og dem, indenfor og udenfor. Men latteren kan også være et rungende ekko af håbløshed
og opgivelse over for det mørke, som vi pludselig ser ind i. Vi
griner skingert og lidt hysterisk, når det pludseligt går
op for os, at det som vi forventede af fremtiden ikke blev til noget.
At det som vi håbede på, endte i håbløshed.
Latteren ligger gråden nær. Vi oplever pludselig tilværelsens
meningsløshed eller absurditet, og vi græder, men nogen
gange kan vi heller ikke lade være med at grine af det hele. Som
et skrøbeligt værn imod afgrunden. Men så er der også et tredje grin. Ikke den hånende og spottende latter. Ikke den desillusioneredes og håbløses latter. Men overskuddets og generøsitetens latter. Den latter, der bobler af glæde og livsoverskud. Det grin, der ser igennem fingre med alting. Det grin, der på trods af alle fremtidsudsigter alligevel tror og håber. Det utopiske grin. Det er den latter, som ser fremad og som er født af at have været noget grueligt igennem. Måske vi skulle se indtoget i Jerusalem fra denne side. Ikke med
den bedrevidende og overbærende latter. Ikke med desillusionens
og håbløshedens grimasse. Men med den tredje latter. Indtoget
kalder på den latter, der opstår, når et menneske,
med eet, efter stor krise, tvivl eller efter uoverskuelig modgang sander,
at der øjnes et lys for enden af den mørke langfredagstunnel. I julen bringes vi i kontakt med billedet af Jesus-barnet i krybben. Det er højtiden for den gode begyndelse, om paradiset på jorden. Det er uskyldens og barndommens tid. Og vi overgiver os let og hengivent til den barnlige glæde og lykke. Eller vi føler os udenfor og græder over ikke at kunne finde den naive og enfoldige glæde længere. Men barnedrømmen og længslen efter paradis vil være der. I påsken fortælles ikke en barndomsfortælling, her er ingen drømmerier om det tabte paradis, her er ingen længselssukke, der kan forsødes i fortiden. Påsken er for de voksne, og vel og mærke de voksne, der i mødet med modstand, lidelse og død ikke vender blikket mod barndommens og tryghedens tabte dage, men er i stand til at bevare forventningen om, at det i sidste instans ikke er mig det kommer an på men Gud, der kommer mig i møde i min fortabthed. Det gælder så at sige om at kunne slippe sig selv og tro på, at frelsen og befrielsen kommer et andet sted fra, fra Gud. Den befriende og frigørende latter eller humor kommer lige dér, hvor jeg troede at have mistet alt, og så alligevel vundet alt. I påsken fortælles om et underligt indtog, der som vi alle
ved ender i tumult, i kaos, i helvede, men som alligevel bærer
forventningens og håbets overskud: der kommer et andet tidspunkt,
der kommer engang. At forventningen ikke gøres til skamme. Og
det er lige dét, der er til at le ad eller grine ad. På sit lille æsel rider Gud altså ind i den store by. Dér går det ham forfærdeligt. Men han vil det sådan – for at vise mennesker sin vej hen til mørket, men også ud af mørket og hen til påskemorgen, hvor alt vendes til det bedste – det vil sige vendes til befrielse og dermed befrielsens frelsende latter fra det mørke, der er døden midt i livet. Så rider vi da alle på æsler for herren. Men det er
vel ikke det værste, der kunne ske, når man betænker,
at Herren selv, så sagtmodigt, rider forrest på sit. Pfarrer Jørgen Demant |
(zurück zum Seitenanfang) |