Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Invokavit, 9. März 2003
Matthäus 4, 1-11, Jørgen Demant
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord.

I fastetiden må det godt siges højt, at vi alle, hver og en, kender til slåskampe med djævle og dæmoner. Det er tilladt at tage den maske på, der viser, hvem vi er. At klæde sig ud er også klæde sig af, smide sløret.

Også Gud viser, hvem han er. Han bruger ikke maske, men sin søns skikkelse. Han har fået ham døbt som én af os, nu sender han ham ud på et af de ørkenophold, som også vi kender til, ud i gudløsheden – det tomrum, som hurtigt kan fyldes ud med djævelske fristelser.
Derfor ber’ vi Fadervors bøn

”Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”

Sådan har han lært os at bede, Guds søn, som vidste hvad det gjaldt. Fastetiden betoner den bøn: Det onde findes, lad det ikke få mere magt, end det har i forvejen, beskyt os mod os selv!
Fri os fra det onde, for afskaffet bliver det jo ikke, så længe verden står!
Stå os bi, når fjenden frister, vi kan jo ikke selv, når det er alvor! Når det gælder magten og æren. Eller når det er det meningsløse eller tilfældigheden, der driver os helt op i fortvivlelsens krog. Derhen, hvor man i sin afmagt fristes til at give efter, selv vil gøre ondt, smage hævnens sødme, lægge livet øde, for en selv, for andre. Slukke for glæden i den andens øjne.
Det onde er der; forklares kan det ikke – kun på bekostning af alvoren i det. Vi kan bortforklare det. Ikke, at det er videre effektivt. Nej, det onde må ikke fornægtes, det skal forsages!

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen

Det er lettere sagt end gjort. Det skal der hjælp til. Fra ham, der ene af alle formår at modstå fristelser. Uden ham går det os som det gik Adam og Eva i tidernes morgen, viser erfaringen.
Der er dem, der finder, at de to (og det vil sige menneskeheden) i virkeligheden er ofre. Ofre for slangens komplot. For Guds lyst til at prøvekøre skaberværkets krone. At man burde have medlidenhed med dem, fordi de lod sig friste. At det var synd for dem, at de lod sig forføre af forventningen om – haps! – selv at komme til magten og blive guder.
Og hvor var så for øvrigt krisehjælpen, da de sad med resultatet af deres grænseoverskridelse! Menneskeheden har lidt af posttraumatisk stress lige siden.

Men her gælder det om at melde fra: Vi må ikke oven i alt andet også lade os friste til at have ondt af Adam og Eva, fordi learning by doing, fandt ud af, at det onde er frihedens pris. Vi må ikke misbruge dem som skabelon for vores egen selvmedlidenhed. Så hellere, ganske nøgternt, bruge dem som det spejl, enhver synder kan kigge sig i, men genkendelsens glæde og gru.

Almindeligvis er vi vel også stolte af, at vi netop ikke er et stykke lukket og formålsbestemt natur på linje med ulve, grise og chimpanser, hvis handlingsmønstre er fastlagt på forhånd. At vi ikke bare er natur, men kultur og kan holde til det ubehag, den forvolder.

Vi skal da stå ved den frihed, Gud har skabt os til. Selvom – nej: fordi frihed kræver ansvarlighed, fordi der følger valg og mulighed i kølvandet på den.

Kundskabens træ var tabu for Adam og Eva. Men evnen til at skelne mellem godt og ondt, til at handle rigtigt eller forkert, den havde de allerede, før de nogensinde satte tænderne i æblet. Den lå indbygget i Guds forbud. Det var af Guds NEJ, friheden blev født, friheden til at vælge, til at tage et nej for et nej eller til at sætte sig ud over det.

Adam og Eva var langt fra naive stakler. De valgte, og de blev skyldige. De lærte at kende forskellen på godt og ondt, ligesom Gud. De lærte at stå til ansvar. Og det var dengang, det at føle sig som et offer blev opfundet! Det var ikke mig! jeg er simpelt hen blevet offer for slangen!……for kvinden….for samfundet.....for arv og miljø.
Jeg gjorde kun min pligt, sagde Auschwitzbødlen. Det er faktisk mig, der er offer!
Den slags udtalelser munder sjældent ud i erkendelsen af afmagt og afhængighed. De ender lige lukt i forurettetheden.
Og den hygger man sig så med, alt imens man varmer op til de næste fristelse, som ens ønsker og drømme vil lede én frem til – i sidste ende at sikre sig magten; at blive sit eget grundlag og sit eget mål; et selvberoende individ, sin helt egen ø, løsrevet fra fastlandet og uafhængig af Gud og næsten.

Spring ud i det, smiler djævlen imødekommende, - mon ikke der gælder særlige regler for dig! Du kan selv skrue dem sammen og skabe dit helt eget godt-og-ondt!

Led os ikke i fristelse – men fri os fra det onde!

Også Jesus blev ledt i fristelse; af sin egen fars Ånd oven i købet. Han skulle være menneske på menneskelige betingelser, være vores bror. Ikke mirakelsmager eller verdensforbedrer. Han skulle turde være ingenting, den ikke-tilbedte, ikke-beundrede, den, hvis krop kendte til smerte og hvis sjæl til angst.
Faktisk blev hele hans liv én lang fristelse. Han kunne have meldt fra. Han havde muligheden; denne frygtelige, fristende mulighed for at skaffe sig selv og sine medmennesker lindring.
Sådan var det ude i ørknen; sådan var det, når folk ville gøre ham til konge, når hans venner ville overtale ham til at vælge den nemme vej; sådan var det torsdag nat i parken og fredag middag på Golgatha. Men Jesus gennemførte: han lod sig ikke friste.
Hvilken uhørt solidaritet! ikke at ville være andet og mere end vi andre, men sandt menneske på den slagmark, hvor godt og ondt konstant bekæmper hinanden, hvor meningsløshed og tilfældighed tilraner sig mere plads og får mere opmærksomhed end glæden og barmhjertigheden.

Her vil Guds søn være, sammen med os. Her bærer han vores skyld og vores skam. Han er her ikke for at gøre nytte, skabe trivsel, lade som om lidelsen kunne afskaffes. Han er her som den, der giver sig Gud i vold og nøjes med hans nåde.

Og vi andre? Ja, vi er døbt til at have lod og del i hans liv! I hans død og opstandelse.

Men vil vi nøjes med det? Har vi nok i det? Kræver vi ikke mere af tilværelsen end bare at være afhængige af Gud og hans vilje og magt? End bare at være hans skyldnere. Er vi ikke frie mennesker?

Frie til – men ikke for – ondskab!

Ak, Herre – fri os fra det onde, vi kommer jo ikke fri af det selv!

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud – Fader Søn og Helligånd
Du som var, er og bliver
é n sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed.

Amen

Pfarrer Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 - 45 88 40 75
e-mail: j.demant@wanadoo.dk


(zurück zum Seitenanfang)