Der er vist nok mange som i tidernes løb har spekuleret over hvad der egentlig er gået for sig ved det famøse bryllup i Kana. Hvor vinen slap op, men hvor Jesus lod tjenerne fylde de seks renselseskar med vand, og da skafferen smagte på vandet, ja så var det mirakuløst blevet til en liflig og berusende vin. Vinen var tilmed bedre end den første, og så var der mindst 600 liter af den. Hvilken fest har det ikke været!

Men hvordan lod det sig gøre? Blandt andet mindes jeg konfirmander som har spurgt om det. Var der mon skjulte vinreserver i kælderen som i al ubemærkethed blev hentet frem, eller var der virkelig tale om et forvandlingsnummer, altså den rene kemiske magi? Det kunne være rart at vide. Men lige meget hvilket svar man måtte hælde til, så er det klart at man ved at spørge på den måde slet ikke får fat i det væsentlige. Det væsentlige er ikke selve det at vandet bliver til vin, og at Jesus står som den store tryllekunstner. Det væsentlige er det som sker med alle dem som er til stede. Det egentlige mirakel er at dér hvor skuffelsen, mismodet, kedsomheden står spring, og glæden ser ud til at svinde ind, der løfter festen sig på ny, og gæsterne mærker i sig en glæde som ikke er til at forklare. En overraskende, berusende glæde som gør tilværelsen forunderlig og stor.

Og når de senere fortalte om det, og Johannes skrev det ned, så blev det til at dér i Kana var det virkelig Guds herlighed som brød igennem. Ja for Johannes var det det første tegn af mange som viste at Jesus kom for at tage os med ind i Guds rige, ind i en verden større og prægtigere og langt mere levende end den vi ellers har for vane at se og befinde os i.

Så hvis vi virkelig skal forsøge at forstå hvad der var det bemærkelsesværdige ved brylluppet i Kana, og som gjorde at Johannes måtte fortælle om det, så hjælper det selvfølgelig ikke at forestille sig hvordan vinen blev bragt til veje. For så bliver vi bare i vores lille verden, begrænset af vores fornuft og forudfattede meninger. Vi skal snarere gå tilbage i vores liv og tænke på situationer hvor det samme eller noget lignende måske overgik os. Hvor tilværelsen overraskede os og viste sig større og langt mere forunderlig og levende end vi på forhånd havde troet og regnet med.

For det har de fleste formodentlig oplevet. Det kan være til en fest, hvor man kom med begrænsede forventninger eller var i et ikke særlig strålende humør. Og så sker det mærkeligt, og uden at vi egentlig har magt over det, at noget levende rører ved os, og vi bevæges og løftes op af alt det vi ellers var sunket ned i. Og festen går os blodet, og vi mærker en glæde som vi længe ikke har følt. Forduftet er misundelsen og småligheden og alle de bekymringer som har spærret os inde. Og vi befinder os i en større verden som generøst har åbnet sig for os.

Men hvorfor sker det? Det kan jo være det bare er vinen som gør sin virkning, eller det kan være en inspirerende borddame eller -herre man taler med, eller det kan være sangene man synger, eller hjertelige taler eller en humor som forplanter sig i rummet og vælter al vores selvhøjtidelighed og bedreviden omkuld. Det kan være så meget.

Det afgørende er at vi, uden præcist kunne sige hvorfor, trækkes med ind i en større verden som føles sandere og virkeligere end den verden vi ellers har befundet os i. Vi ved nemlig godt at festens glæde og generøsitet er sandere end den smålighed og fornærmethed vi måske har befundet os i. Vi ved godt at vores selvhøjtidelighed er en begrænsning, og det er kun godt når den med kærlig humor fejes til side, og vi på en ny og bedre måde kan være os selv.

Det er dejligt at blive overrasket af glæde, af en levende virkelighed, større end os. Det er slet, slet ikke ved alle fester det sker, måske kun ved ganske få, men det er dejligt når det sker. Og dejligt når stemningen, glæden, intensiteten, åbenheden bliver siddende længe efter i vores sind og krop.

Og når vi tænker tilbage på en oplevelse af denne art, så er det jo ikke sådan at vi siger: Her blev jeg sandelig hevet ud af virkeligheden, her mistede jeg realitetsfornemmelsen, men det er omvendt: Vi har i os en stærk fornemmelse af at det her var virkelighed, mens vi ellers ofte går rundt blinde og døve i vores eget lidt uvirkelige, lukkede rum.

Det kan ske på mange måder - ved den gode fest; i mødet med eet andet menneske; det sker ofte i forelskelsen; og det sker når vi er helt alene - at skællet falder fra vores øjne, og pludselig ser vi verden og hinanden med en ny friskhed og intensitet. Ja vi sanser på en anden og dybere måde end før. Vi forlader ikke virkeligheden. Vi ankommer til den. Vi overraskes og overvældes af den.

Sådan som det formodentlig skete for gæsterne ved brylluppet i Kana da vand blev til vin, og deres mismod vendt til glæde, og de så ind i Guds herlighed , ind i det forunderligt, levende rige Jesus bragte med sig. Og disciplene, fortælles det, troede hvad de mærkede og så.
Og sådan som det på mange måder sker for os. Måske kun i små glimt hvor tilværelsen underfuldt åbner sig for os, hvor glæden overrasker os, men hvor spørgsmålet står tilbage om vi så også tør fæste lid til, tør tro hvad vi mærkede og så. Var glæden kun en tilfældig stemning, eller kom den andet sted fra? Var det virkeligheden selv vi ankom til, eller var det bare en følelse, en forestilling, en luftig spejling? Var det en drøm?

Jeg vil gerne fortælle om en oplevelse hvor det spørgsmål melder sig på en meget direkte måde. Det er en meget mærkelig oplevelse som en god ven af mig havde kort før jul. Det var ham magtpåliggende at fortælle det videre, og han ville ønske jeg kunne tage det med i mine prædikener. Derfor fortæller jeg om det.

Min ven vågner midt om natten fuldstændig klar og ude af stand til sove igen. Han tager tøj på og går udenfor - på vej ned mod vandet.
Og så står han stille - for med eet bliver himlen lysende klar, selv om det stadig mørkt, og månen ikke er til at se. To andre mennesker står naglet fast til stedet. Hans hund sætter sig og kikker sig desorienteret omkring. Det er som om hele verden holder en pause. Noget kæmpestort er færd med at ske. En anden verden har åbnet sig for ham. Og han ved at dette er det fuldendte billede. Det er sådan virkeligheden, himlen, Guds verden er. Så fuldstændig indlysende, klar. Så kærlig, generøs. Der er ingen dom i det han ser, kun kærlighed. Men han ved at i forhold til dette er der meget af det vi ellers foretager os, som virker komisk. I forhold til dette svinder vores bekymringer ind og bliver til ingenting.
Og han går derfra taknemmelig og meget stolt - og så med en stærk fornemmelse af at dette er sandhed, det er virkelighed. Vi kan, siger han, dumpe ned og leve i hver vores selvskabte, små verdener, med deres had og misundelse, snævret ind af fordomme og vaner. Vi kan leve som blinde der aldrig ser lyset i mørket. Men Guds verden er til. Kærligheden er til. Der er en himmelsk herlighed som lyser for os, og det er det vi som mennesker skal åbne os for og forholde os til.

Selv om, selvfølgelig vil man også her kunne sige: Hvad var det egentlig som skete? Var det ikke alligevel den dagklare bevidsthed som slog klik? Var det ikke en illusion, en drøm? Eller var det virkeligheden selv?

Jeg husker at den engelske teolog og forfatter C. S. Lewis engang blev stillet spørgsmålet om ikke tro er en drøm, en luftspejling, og om ikke himmel og helvede kun er sindstilstande som kommer fra os selv. C. S. Lewis svarede: "Stille! Spot ikke med det! Helvede er en sindstilstand - intet er sandere. Og enhver sindstilstand som er overladt til sig selv, enhver indespærring af skabningen i dens egen bevidstheds fangehul, er til syvende og sidst et helvede. Men himmelen er ikke bevidsthedstilstand. Himmelen er virkeligheden selv. For alt som kan rokkes vil blive rokket, og kun det urokkelige bliver."

Min ven giver nogenlunde samme svar: For mig er der ingen tvivl, siger han. For mig er det nu sådan at selv om jeg er landet igen og står med begge fødder midt i det almindelige liv med dets fortrædeligheder og gøremål, så ved jeg at det jeg oplevede, var ikke drøm. Det var virkelighed, det var himlen, og jeg har det med mig som en verden der er lysende og klar. Det uvirkelige liv kommer snarere fra mig selv.

Og når han har fortalt det, ja så er det jo fordi oplevelsen i sig selv rummer et budskab. Så er det fordi det er et tegn, der vil tros. Egentlig ligesom evangelisten Johannes fortæller om hvad han har oplevet og hørt og set. Johannes fortæller om en række på syv himmelske tegn - hvor brylluppet i Kana er det første, og opvækkelsen af Lazarus er det sidste.

Tegn kan være af mange slags. Det behøver ikke at være opsigtsvækkende. Men et tegn er altid håndgribeligt. Vi kan sanse det, vi kan høre og se, samtidig med at tegnet fortæller om en virkelighed som er større end den vi lige nu befinder os i. Et glimt af lyset er tegn på at lyset findes. Et kys, et blik, en hjælpende hånd kan være tegnet som viser hen til kærligheden som en mere omfattende realitet. Forårets første svale gør ingen sommer, men er alligevel et tegn på at sommeren dog kommer og allerede er på vej.
Et tegn vil noget med os. Det vil vække os til tro og håb, så vi åbner os mod den virkelighed tegnet fortæller om.

Sådan vil evangelisten Johannes vække os.
Først med brylluppet i Kana. Et tegn som vidner om en himmelsk glæde og generøsitet. Hvor kærligheden forvandler os, og vi bliver os selv på en måde vi ikke har været det før.
Så med fortællingen om den kongelige embedsmands søn som Jesus helbreder som et tegn på at i Guds rige er der et liv stærkere end al sygdom og død.
Så hører vi om den lamme i Betesda som rejser sig op, om bespisningen i ørkenen, om tro trods angst og undergang, og om den blindfødte hvis øjne åbnes og han ser Guds herlighed, og til sidst om Lazarus som fra sit lille mørke, gravkammer kaldes ud under Guds åbne himmel, som et tegn på at sådan skal vi rejse os, forlade hver vores lukkede rum og tage imod opstandelsens evige liv.

Hvert tegn i evangeliet vidner om at Guds rige med kærlighed og glæde er til. Ligesom er der er tegn i vores liv som fortæller at kærligheden og glæden er til.
Og spørgsmålet er så: Tør vi tro at det sandt? Kan vi tage det til os, lade os løfte og beruse af glæden som gæsterne ved brylluppet i Kana? Kan vi slippe den smålighed som kommer fra os selv og tage imod den kærlighed som er mere virkelig end alt.

Herre, hjælp os til at se glædens og kærlighedens tegn og til at tro og holde fast ved den sandhed som er i dem. Amen.

Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 - 39 65 43 87
e.mail: erha@km.dk