Her på årets første dag ligger det nye år ubrugt og nøgent foran os.
Ukendt.
Forjættende, men også skræmmende i sin ukendthed.
Hvordan vil det møde os?
Hvordan bliver dets overskrift, dets navn?
Netop i dag er det, vi hører om barnet, der fik navn -
et ganske særligt navn, skønt almindeligt brugt, særligt fordi det var formidlet af en engel.
Derved blev der sat en retning og en bestemmelse på barnets liv - det blev en person.
Vi er også nødt til at give navn og få navn for at kunne orientere os.
Og så sandt vi er skabt i Guds billede har vi både magt og ret til at give navn.
Verden med dens fænomener: mennesker og ting, får sjæl, når vi giver navn.
De får form og kontur, når vi tiltaler dem med en betegnelse.
Når vi giver navn sætter vi os selv i forbindelse med de
begivenheder og mennesker, der møder os.
Hvad enten vi trækker noget ind i opmærksomhedens lys og kalder det positivt - eller vi kalder noget for så ondt, at det må holdes fanget eller bekæmpes, - så er det at give navn at tage del i den verden, vi skal leve i.

"Vores verden bliver vores verden, bliver til for os - og først da - ved at vi tolker og giver det navn, vi finder.
Først da finder vi rigtigt.
Det er vores opgave, siden vi har spist af kundskabens træ".
(Lars Gyllensten: Just så eller Kanske det s. 113)
Når vi giver navn, skaber vi et billede - og et billede kan -
ligesom ordet - skabe det, det afbilleder.
Navnet indeholder produktive kræfter til at former og skabe.
Det er at kalde noget skjult eller uprøvet frem.
Derfor betyder det en vældig åbning at kalde ved navn og benævne.
Det, vi møder, trækkes ud i lyset og bliver til for os.

Men det at benævne har også en bagside.
Det vi kalder på, kalder sandt, har vi en tendens til at sætte os på, til at bemestre og fiksere, -
så det, der var sandt ender med at blive løgn.
Et konkret navn fikserer - danner et bestemt billede og ikke andre.
Når vi bruger et navn, hører misbruget af navnet næsten uløseligt med.
Ved at trække et fænomen frem i lyset og give det navn, prøver vi at udforske fænomenets hemmelighed.
Men der er navne, der er for små til denne hemmelighed,
eller navne, der ikke anerkender en hemmelighedsfuld rest bag navnet.
Og da bliver navnet indsnævring af virkeligheden, misbrug og fælde.
Akkurat sådan er det også med navnet Jesus, som barnet blev kaldt på englens bud.
Da barnet voksede ind i sit navn, åbnede han himlen på jorden for jordens mennesker.
Men for os, der bruger det navn, er Jesus-navnet både blevet et bånd, der knytter sammen og også en barriere, der holder ude.
En udelukkelse, der dels skyldes forgangne og nærværende tiders misbrug af navnet - mange overgreb mod mennesker
og andre kulturer er foretaget i det navn, -
og dels skyldes den virkelighed selv, navnet peger på.
Jesus betyder Gud frelser, men den måde, Gud frelser på, via et almindeligt livs gennembrud i en fjern provins, og inde fra, gennem hjertet og ikke via udvendig pragt og slående overbevisningsfremtoning - det er en frelse, man kan finde anstødelig og for udfordrende.
Det kalder på tilstedeværelse og afgørelse.
Hverken dobbeltheden ved Jesu navn eller ved forventningerne til det nye år, kan fjernes.
Det eneste, der er sikkert er, at vi er nødt til at træde indenfor.
Vi er nødt til at træde indenfor i året 2003.
Det er umuligt at blive tilbage i 2002 eller finde et sted, hvor tiden hjul ikke går.
Og når vi er kommet indenfor i året, i 2003, så er det vi i kirkens rum møder fortegnet for året: navnet Jesus.
Navnet, der har overlevet vore misbrug.
Jeg tror, at meget af misbruget skyldes, at vi misforstår navnets væsen.
For det navn er hverken en beskrivelse eller en magisk trylleformel, men et løfte.
Navnet er ikke Guds væren, men en kalden på det,
en fremkaldelse af den guddommelige virkelighed.
Til en åbning af vort hjerte.
For ved at bruge det navn som port - i bønner, i klager, som suk eller som taknemmelighedens sted -
ved at bære det navn med os, - med glæde eller med besvær - da kan det under ske, at vi dermed skænkes et syn på os selv og vores verden, der ser igennem.
Igennem dobbelthed og splittelse kan vi se ind i Guds hemmeligheder og få de navne at se, verden har hos Gud.
Dit eget navn og din omverdens navne.
Og at få indblik i de navne, mennesker og ting har hos Gud, det forvandler dem for vore øjne.
Det smertefulde bliver ikke mindre smertefuldt, - kan hænde mere.
Irriterende mennesker eller mennesker, der handler ondt, træder frem i al deres død og destruktion, men vi ser noget mere: Igennem smerten ser vi et uudryddeligt håb.
Og bag døde eller destruktive menneskers ansigter ser vi en Jesus, som er fængslet.
Ved at bære Jesu navn med og genkende det der, hvor død og ødelæggelse spærrer, forvandles virkeligheden til det, den er: Guds.
At bære Jesu navn med ind i det nye år bliver en bøn, en undren, en klagesang, måske, men en bøn.
En bøn, der omfatter alt.
Omfatter også den mangel, der er skyld i splittelsen og ødelæggelsen.
Mangel på delagtighed, der bliver til ensomhed i min krop, manglen på evnen til fuldt ud at rumme et andet menneskes liv i mit liv.
Ved at bære Jesu navn med får selv den mangel Guds navn og ikke mit eget.
Og jeg får del i det navn, jeg har hos Gud.
En, der træder indenfor i Jesu navn, siger det sådan:
"Giv mig min elskede, mine børn, min tro og min vantro, mit daglige brød og min skyld og mine fjender, og sæt dit navn på det hele i stedet for mit.
Og kom (så) til mig med alt, hvad du har."
(Mogens Lindhardt: Ikonen med det evige liv, 1991 s. 152)

Vi går fejl af det kommende og det nærværende, i dag af blikket videre ind i 2003, hvis vi søger at ophæve tilværelsens dobbelthed og navnene for den - før vi gir os til at leve.
Vi ved ikke om det kaos og den kynisme, vi ser som noget meget fremherskende i verden i øjeblikket er forbigående, som fødselsveer for en ny, mere åben verden - eller om sammenbruddene er forvarsel for noget endnu værre, men hvad vi kan og skal, er i Jesu navn at give navn og kalde orden og kærlighed frem.
Gud blev menneske, kød og blod og navn for at mærke tilværelsen indefra.

Og ligesom det åbnede jordens hemmeligheder for ham, betød hans liv, at himlens hemmeligheder blev åbnet for os.

Når vi indskriver Jesu navn i vort åndedrag, forenes vi med den kraft, der bevæger verden og leger for Guds ansigt.

Vi kan smage på det navn, prøve det, kalde på det, kalde i det - eller blive omfavnet af det -
som Leonard Cohen: "Book of Mercy, nr. 47 (1984)":

"Min sjæl finder sit sted i dit Navn, og min sjæl finder ro ved at blive omfavnet af dit Navn.
Jeg kæmpede med skygger og med skikkelser, og jeg høstede med le og brød min hjerne for at finde mig et sted, men jeg kunne ikke finde ly til min sjæl.
Velsignet er dit Navn, som er min sjæls grund,
mit indre menneskes rygrad og skjold, og mit åndedrags frihed.
Jeg søger ordet, som passer til din nåde.
Du drager mig ud af destruktion og du giver mig tilbage til mig selv.
Du skiller mig fra det uvirkelige ved dit navns magt.
Velsignet er det Navn, der forener spørgsmål og forvandler det søgende til lovprisning.
Ud af det paniske, ud af de nyttesløse planer, vågner jeg op til dit navn, og alle dine skabninger taler nøgne og alene, og
i din utilgængelige hensigt falder alle ting fuld af ynde.
Velsignet være min sjæls ly, velsignet er nådens form,
velsignet være dit Navn." Amen.

Pfarrer Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk